Gå til indhold

Julie Nymann: ‘Fordelene ved at være ordblind’ og ‘Ordblinde med stolthed’

Værket kan opleves på Campus Carlsberg, W4 fra den 27. oktober 2026

Julie Nymann har skabt sine værker om ordblindhed (dysleksi) med udgangspunkt i sin egen historie, og med det benspænd, at hun ville prøve at se på det positive ved at leve med dysleksi.

Julies møder med andre mennesker med dysleksi førte til skabelsen af Fordelene ved at være ordblind og Ordblinde med stolthed.

Fordelene ved at være ordblind

Fordelene ved at være ordblind er en lydinstallation, der udforsker dysleksi gennem personlige fortællinger fra mere end 80 personer fra 9-70 år. Deres historier og erfaringer flettes sammen i et lydværk, der viser, at dysleksi ikke ser ud på én bestemt måde, og at der findes underfundige strategier og veje at gå, selvom det ikke altid er let og lige.

Det er tankevækkende historier, som det er interessant at få indblik i. Værket udfordrer samfundets opfattelse af ordblindhed og skaber større forståelse for neurodiversitet. Det inviterer til at lytte – ikke efter én fælles fortælling, men efter de mange stemmer, der tilsammen nuancerer vores opfattelse af at leve, lære og forstå verden på hver vores måde

Ordblinde med stolthed

Ordblinde med stolthed er et kunstnerisk manifest udarbejdet som et lovforslag. Værket indeholder overvejelser og ideer til, hvad det ville være fordrende at ændre på dysleksiområdet til gavn for personer der lever med dysleksi.

”Lovforslaget”, vil blandt andet:

  • afskaffe farverne rød, gul og grøn i Den Nationale Ordblindetest, og erstatte dem med farver, der ikke signalerer trafiklys og advarselsskiltning
  • erstatte ordet ‘ordblindhed’ med ‘dysleksi’
  • styrke viden om børns skriftsproglige udvikling, dysleksi og målrettet læse- og skriveundervisning på læreruddannelsen
  • skabe målrettede indsatser i skolerne da Hurtig hjælp er dobbelt hjælp (jf. blandt andet Carsten Elbros forskning)

Ved at bringe kunsten ind i uddannelsesrummet, ønsker KP ikke kun at skabe refleksion, men også at forme holdninger, relationelle kompetencer og forståelser, som vil følge de studerende videre ud i skoler, børnehaver og institutioner over hele landet.

Værket er ikke alene et kunstprojekt, men et bidrag til en igangværende kulturforandring i bl.a. lærer- og pædagogfaget, der giver plads til professionelle redskaber og til at tænke mere åbent om børn og unge, der lærer anderledes.

Der vil blive tilbudt materiale til brug i undervisningen på KP.