Træk ikke stikket

I 20 år har jeg observeret digitale teknologier i klasseværelser, og jeg har set elever shoppe og spille computer i skoletiden. Alligevel vil jeg advare mod at slukke for det hele.

Netop nu skruer flere skoler i hovedstadsområdet ned for brugen af computere i undervisningen. Politikere og andre hylder, at elever får hæfte og blyant tilbage. På nogle skoler er nu både mobiltelefon og computer således låst inde i et skab eller pakket langt væk, mens lyden af blyanter og viskelæderets skraben på papir fremstilles som ægte fordybelse og elevkoncentration. Men for ikke så mange år siden havde piben en anden lyd.

I 2003 tændte jeg for første gang et kamera i en skoleklasse i Danmark for at undersøge, hvordan elever brugte computere og digitale læremidler i deres skolearbejde.

Mit fokus har gennem årene været at undersøge elevers aktiviteter i det daglige skolearbejde og betydningen af undervisningens organisering for deres deltagelsesmuligheder, både fagligt og socialt. Siden 2004 har jeg gennemført feltarbejde af varierende varighed på i alt 25 skoler i Danmark, Norge og Sverige. Arbejdet er dokumenteret i en række forskningsartikler, og denne artikel bygger på observationer derfra.

Først et statement! Kampen om elevens opmærksomhed og fordybelse i skolen gik skævt, og internettet og computeren var med til at flytte elevens blik fra den fælles tavle til den individuelle skærm på en meget uheldig måde. Det vil være dumt at hævde andet.

Men gennem de sidste 20 år har jeg også iagttaget selvvirksomme elever, som har haft utrolig gavn af at kunne organisere og administrere deres arbejde på computeren, og som gennem deres skoleforløb er blevet rigtig gode til at arbejde grundigt og effektivt sammen. Elever, som har kunnet samarbejde via internetopkobling, arbejde med elever fra andre lande og arbejde i deres eget tempo.

Det er nogle gange gået ud over klassefællesskabet, men det har ikke altid været skærmenes skyld.

Jeg har observeret fremragende undervisning orkestreret mellem elevernes skærme, lærerens skærm, mobiltelefoner og andre teknologier. De mange »digitale« elever i trivsel har desværre ikke haft meget stemme i den hidsige debat om skærme i skolen.

Efter min mening var det heller ikke i skolen, at digitaliseringens problemer begyndte, men med distraktionen i samfundet.

Den startede med, at vi ikke forstod, at vi havde sluppet et digitalt monster fri derhjemme. Et tankeeksperiment kunne være at slukke for internettet på børneværelset og lade skolen være det sted, hvor elever lærte at bruge digitale hjælpemidler på en reflekteret, velovervejet måde.

I stedet tabte skolen og blev det forbudte skærmsted, mens det blågrå lys stadig er skruet op på fuld styrke hjemme på værelset. Jeg tror godt, at skolen kan skrue ned for brugen af digitale læremidler og skærmarbejde. Men jeg tror ikke, at det er en god idé ensidigt at skifte tastatur ud med blyanter i hæfter. Mine mange klasserumsstudier viser, at der gennem årene også er sket meget med elevers arbejde. Noget skærmarbejde er virkelig kedeligt og skaber ikke interesse og engagement. Men er der slet ingen, der kan huske, hvor kedeligt det også var at udfylde ligegyldige opgaver med en blyant? Eller skriftens tyranni, når teksten bare stod der på papiret, uændret og møjsommeligt skrevet, nogle steder helt fortykket af hårdt tryk eller gentagne udviskninger?

2003: TÆND FOR ROUTEREN

Tilbage til 2003. Harddiskens susen i kabinettet og elevernes forventningsfulde pakken-en-cd-rom-ud var ret vildt dengang på Svendborgskolen.

Det var første gang, en lærer skulle undervise med et digitalt læremiddel, og det var uvist, om routeren havde kapacitet nok til at opretholde internetforbindelsen. Eleverne skulle være i et bestemt lokale for at kunne bruge Rod i sproget, som grammatiklæremidlet hed.

I 2003 havde ingen elever mobiltelefon, ingen havde iPads, og skolen var åbenlyst analog. I klasserumskulturens mikrokosmos var der brug for store computere, der skyggede for elevernes underben, og et fysisk medie, som skulle indsættes, installeres og introduceres af læreren (ikke alle elever vidste, hvordan cd-rommen fungerede i kabinettet), for at arbejdet kunne komme i gang.

Her så jeg for første gang to elever stikke hovederne sammen og pege på nogle fælles problemer i en digital opgave. Det skabte tydeligvis et særligt fagligt fællesskab, fordi læreprocessen var fælles, og de begge kunne se på skærmen, hvad der blev arbejdet med.

I 2003 var det naturligvis stadig bogen, eleverne søgte til, når de for eksempel skulle tjekke, om de havde skrevet det rette årstal i et oplæg. At google eller bruge AI lå længere ude i fremtiden, og elever tjekkede reelt oplysninger i deres bøger. De digitale læremidler, der fandtes dengang, var ofte både kedelige og dårlige. De fortalte eleven, at noget var forkert, men ikke hvorfor.

I slutningen af 2002 interviewede jeg en 15-årig elev, der sagde:

»Jeg kan bedst lide noget konkret. Jeg kan forholde mig til en bog, så hvis man bladrer op på siderne, er det lettere. Det er ligesådan, når jeg skriver på computer. Så printer jeg altid ud for at læse korrektur, ellers bliver det for uoverskueligt. Det er overskueligt at have en bog og lære med den.«

Det ændrede sig dog lynhurtigt, og eleverne fik travlt på skærmen  – også med aktiviteter, som ikke hørte til i skolen.

2013: DET DIGITALE NEDBRUD

I 2013 talte jeg sammen med en kollega over 15 aktiverede computerspil i en matematiktime på en stor byskole på Sjælland. Og det er ikke løgn, hvad vi sagde til hinanden: Pigerne shoppede, drengene spillede computerspil.
Skolen var stukket helt af. Skærmene havde ædt sig ind på elevernes opmærksomhed, og der herskede et digitalt distraktionsoverherredømme i mange af de klasser, jeg observerede igennem årtiet.

Eleverne sad fast i en tekno-skolastisk skole, hvor kolonner af computere fyldte kolossalt og dannede en mur af plastic og blåt lys. Eleverne, også de yngste, var forsvundet helt ind i skærmen, mens lærerne stod som grå silhuetter ved tavlen. Og tavlen var ikke interaktiv, for den lærte ingen rigtig at bruge, men overheadprojektoren snurrede, og læreren talte ofte i monologer, mens opgaverne lyste op der, hvor kridttavlen tidligere sad.

Eleverne havde masser af tid til at være digitale på den forkerte måde. Distraktionen herskede, og selvom jeg selvfølgelig også i disse år så eksempler på gode digitale elevprojekter, havde to udefrakommende vilkår for alvor gjort deres indtog: folkeskolereformen og lærerens ændrede arbejdstidsregler (OK13).

De fik betydning for det digitale klasseværelse, fordi de to vilkår faldt sammen med læringsplatformenes indtog.
Læringsplatformene tilbød indhold, mål, forslag til stof, elevopgaver, afleveringer og evaluering i en »digital pakkeløsning«, som kunne afvikles effektivt fra computeren, og som nærmest var skabt til lærere, der ikke længere havde tid til at forberede sig, og elever, der gerne vil hygge sig med deres eget. Det var en giftig cocktail!

2023: DET POSTDIGITALE KLASSEVÆRELSE

En morgen i 2023 observerede jeg en for tiden typisk situation: to elever i intens samtale med deres lærer hen over deres skærme. Læreren »svarede« ved at pege på den faglige knast gennem den digitale fællestavle, hvilket uopfordret fik tre andre elever til at kigge op og lige se med, fordi de også sad fast det samme sted.

Jeg så fokuseret brug af det digitale rum, hvor elever og lærere ubesværet gled fra analog tavle til tusch til digitale læremidler og andre materialer, som eleverne skulle lære at kommunikere og skabe med. Det var ganske enkelt en fejring af hybride undervisningsformer.

I årene efter coronapandemien observerede jeg også en forskel i den måde, digitale læremidler og teknologi blev brugt på. Eleverne virkede selvstændige, og det digitale elevarbejde var integreret på en mere hensigtsmæssig og neddæmpet måde i den daglige undervisning.

Lærerne var blevet dygtigere til at orkestrere det digitale potentiale og holde igen, når teknologien ikke gav mening. Hvor digitale værktøjer i mange andre sammenhænge havde været en snubletråd eller ligegyldig støj, var dette klasseværelse postdigitalt. Det vil sige, at det digitale blot var én faktor blandt mange. Eleverne trivedes, fordi de fik det bedste ud af at være både digitale og analoge.

Fra et elevperspektiv vil jeg derfor hævde, at når læreren mestrer hybrid undervisning, og eleverne har lært at være selvdisciplinerede og selvvirksomme, er dette klasseværelse det bedste sted at være elev.

PAPIRSKOLEN I EN AI-TID

De sidste tre-fire år har skærmdebatten været ekstremt ensidig og helt uden et elevperspektiv. Senest er skoler begyndt helt at pakke computere væk. Med afsæt i de mange elever og lærere, jeg har observeret, og de mange interview, jeg har gennemført, er det ikke den rette vej at gå.

Den postdigitale skole er kommet for at blive. Der skal ikke være mere teknologi i klasseværelset, men den teknologi, der er, skal vi lade blive bedre. Computere skal ikke tages væk fra eleverne, for det skaber stor ulighed at tage ansvaret for de digitale kompetencer ud af klasseværelset.

Jeg har observeret og talt med mange elever, som kun havde den ene chance for at blive digitalt kompetente –  nemlig i skolen.

Digitale løsninger skaber allerede ulighed. Ved helt at slukke for dem skabes der efter min overbevisning endnu mere ulighed.

Nu handler det hele også om kunstig intelligens. Når skolen slukker for skærmene, hvordan skal danske elever så tilegne sig algoritmisk forståelse, udvikle gode vaner for brug og ikkebrug af kunstig intelligens og ikke mindst skabe og arbejde kritisk med teknologi, hvis teknologien ikke er en del af hverdagen?

Danske skolebørn bruger allerede kunstig intelligens både i skolen og derhjemme. Det rummer et stort potentiale for kritisk og kreativ brug, men også betydelige risici.

Eleverne kan bruge teknologien forkert – og gør det sandsynligvis allerede. Samtidig vækker de epistemologiske forandringer, AI medfører for undervisning og læring, forståelig bekymring. For samfundets og demokratiets skyld er det derfor helt centralt, at elever har digitale kompetencer. Tænk, at det overhovedet er nødvendigt at argumentere for det.