Tag snakken med din leder: Hvordan vil du specialisere dig?
Kathrine er uddannet sygeplejerske og har løbende efteruddannet sig til både klinisk vejleder og supervisor. I dag er hun sundhedsplejerske i Københavns Kommune og er ikke i tvivl: ”Ens arbejde bliver kun sjovere, jo mere man ved.”
3. oktober 2025
Når Kathrine er på hjemmebesøg og sætter sig i sofaen for at høre om, hvordan det går med den nyfødte og familien, trækker hun på en anden viden end dengang, hun arbejdede på hospital. Der handlede det om at overvåge patienter, reagere hurtigt ved ændringer og sikre behandlingen. Nu handler det om at vejlede om og vurdere barnets sundhed og aflæse familiens trivsel i nuancerne: Tonelejet i moderens stemme, når hun fortæller om nætterne, måden hun holder barnet på og de små pauser, der kan afsløre usikkerhed, udmattelse eller noget helt tredje.
Som sundhedsplejerske hjælper Kathrine familier med at finde deres vej til god sundhed og trivsel i hjemmet. Et arbejde der blandt andet kræver en bred viden om børns sundhed, og hvordan du skaber tryghed i samtaler, der nogle gange kan være følsomme.
Siden Kathrine blev færdig som sygeplejerske, har hun haft et ønske om at blive sundhedsplejerske, men inden hun kom så langt, har hun været vidt omkring. Udover jobbet på en børneafdeling har hun arbejdet i den kommunale hjemmesygepleje, og hun har taget en efteruddannelse som klinisk vejleder og som supervisor på vej mod den specialuddannelse, man skal have for at blive sundhedsplejerske.
Sygeplejersker ønsker at specialisere sig
Kathrine er et godt eksempel på en sygeplejerske, der fagligt set ’er på vej’. Vi ved, at muligheden for kompetenceudvikling er vigtig for denne faggruppe. Det giver dem lyst til at blive i faget.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed har i 2024 undersøgt, hvordan udvalgte hospitaler arbejder med at fastholde af sygeplejersker. I en kvalitativ afdækning har chefer og medarbejderrepræsentanter fra fem sygehuse – der ser ud til at være gode til at fastholde sygeplejersker – fortalt om de forhold, der betyder mest for sygeplejerskernes trivsel og lyst til at blive i jobbet.
Et af de temaer, der går igen på tværs af afdækningen, er ’kompetenceudvikling’. Mange sygeplejersker har et stærkt ønske om at udvikle sig fagligt – uanset om de er nyuddannede eller har mange års erfaringer i faget.
Ledersamtalen kan gøre din faglige udvikling håndgribelig
Ønsket om efteruddannelse har Kathrine løbende drøftet med sine ledere – blandt andet til den årlige MUS-samtale, og hun har hele vejen igennem mødt opbakning til sine ønsker.
”Det er en rigtig god idé at tage snakken med sin leder om muligheden for faglig udvikling. Når jeg har siddet med min leder og drøftet, hvilken retning der trak i mig, blev det hele mere håndgribeligt. For det er til de møder, min leder kan hjælpe med at oversætte mine ønsker til noget, der faktisk er muligt. Det er sjældent, tingene bare sker af sig selv”, fortæller Katrine.
Når du tager snakken med din leder, viser det engagement, og det giver lederen et billede af, hvordan han eller hun kan støtte dig. Jeres samtaler er derfor et vigtigt skridt på vejen mod din specialisering og din nye faglige fremtid.
Friheden til at udvikle sig
Kathrine har været glad for de job, hun har haft som sygeplejerske, både på hospitalet og i hjemmesygeplejen. De har alle været spændende og lærerige og har samtidig givet hende adgang til ønskejobbet som sundhedsplejerske. Men hvem ved, måske vil Kathrine en dag søge tilbage til hospitalsverdenen:
”Som sundhedsplejerske har jeg mulighed for at søge tilbage til hospitalet, hvis jeg en dag ønsker nye udfordringer fx for at arbejde på en kræftafdeling for børn eller i psykiatrien. Sygeplejerskefaget er virkelig bredt. Man kan arbejde sig derhen, hvor man synes, det er sjovt. Det der med at være på vej, synes jeg er fedt. At videreuddanne mig og prøve noget nyt. Ens arbejde bliver kun sjovere, jo mere man ved,” siger hun.
For Kathrine handler sygeplejerskefaget om muligheder og om at være på vej. Hun har fundet glæden i sundhedsplejerskefaget, men hun ved, at der altid kan åbne sig nye veje. Det handler om friheden til at udvikle sig og til at prøve noget nyt.
Se kort video med Kathrine
Kathrine medvirker også i en KP-kampagne, som fortæller om de mange muligheder, sygeplejerskeuddannelsen giver. Se videoen her:
Klar til kompetenceudvikling?
Kathrine har uddannet sig til sundhedsplejerske. Det er blot én af de mange muligheder, du har, hvis du vil videreuddanne dig inden for det sundhedsfaglige felt. Læs om Kathrines uddannelse, om den sundhedsfaglige diplomuddannelse med dens forskellige uddannelsesretninger, eller søg i de mange andre muligheder på KP: