Gå til indhold
Pædagogstuderende Sandra Andersen, Andreas Olsen og Vivian Chen foran rutsjebane i PlayLab på Københavns Professionshøjskole

Pædagogstuderende: Fritidspædagogikken skal prioriteres højere

Sandra, Andreas og Vivian er pædagogstuderende på Københavns Professionshøjskole og ser frem til politikernes kommende partnerskab om fritidsområdet. Børnene har brug for mere frihed

Flere og flere skoler har rullet dele af skolereformen tilbage og gjort skoledagen kortere. Og senest har også en gruppe folketingspolitikere taget initiativ til et nyt såkaldt ’Partnerskab om Fritiden’, og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er torsdag den 31. marts indkaldt i samråd om partnerskabet og fritidspædagogikken.

Det vækker forsigtig optimisme hos 23-årige Vivian Chen, 24-årige Sandra Andersen og 26-årige Andreas Olsen, der alle er pædagogstuderende på 5. semester på Københavns Professionshøjskole med specialisering i skole- og fritidsområdet.

”Fritidspædagogikken kan altså noget særligt i forhold til børnene. I fritidsinstitutionerne er der friere rammer for børnene, og der er ikke noget, som de ’skal’, men derimod en masse aktiviteter, som de ’kan’ vælge helt frit”, siger Andreas Olsen.

Han har i sit praktikforløb oplevet, at børnene ofte har haft svært ved at skelne mellem skole og fritid, og det har gjort dem forvirrede.

”Jeg var ofte ude for, at børnene spurgte mig, om de stadig gik i skole – eller om de havde fri. Og når de kom over i SFO’en, så var de lidt afventende for at se, om der var noget særligt, som de skulle gøre. Et skema de skulle følge. De tog ganske enkelt tankegangen fra skolen med over i SFO’en. Det skyldes jo blandt andet, at fritidsdelen nu i mange år har været reduceret til en time eller to”, forklarer Andreas Olsen.

Børnene skal bruge deres fantasi

Da Vivian Chen var i praktik, oplevede hun også pædagogkolleger, som havde svært ved at omstille sig til rollen som fritidspædagog, når skoledagen var slut.

”Et konkret eksempel var et kreativt projekt med byggematerialer i vores fritidsinstitution, som vi kaldte for genbrugsland. Børnene skulle bruge deres frie fantasi. Men så bad min kollega mig om at vise børnene, hvordan de skulle gøre, hvad der skulle bygges – og sætte klare mål for aktiviteten. Det var jo netop ikke meningen, da jeg gerne ville slippe børnene fri og lade dem vælge ud fra deres egne interesser og egen nysgerrighed”, fortæller Vivian Chen.

”Men jeg forstår jo godt, at det kan være svært ikke at tage rollen som skolepædagog med over i fritidsinstitutionen, da fokus de seneste 10 år netop mest har været på skoledelen, og mange skole- og fritidsinstitutioner ikke længere har ledere med pædagogfaglig baggrund”.

Pædagogstuderende Sandra Andersen, Andreas Olsen og Vivian Chen foran rutsjebane i PlayLab på Københavns Professionshøjskole
Pædagogstuderende Sandra Andersen, Andreas Olsen og Vivian Chen foran rutsjebane i PlayLab på Københavns Professionshøjskole

Sandra Andersen mener, at fritidspædagogikken er blevet glemt i mange år, hvor politikerne har haft travlt med skoleområdet og test af elevernes faglige niveau. Men senest er der kommet fornyet politisk fokus på psykisk mistrivsel blandt børn og unge, og det kan være et vendepunkt, håber hun.

”Det kunne være fedt med flere timer og bedre muligheder for vores pædagogiske arbejde i fritidsinstitutionerne. Så kan vi som pædagoger virkelig arbejde tæt med børnenes relationer og trivsel – og tage dem ud af deres faste rammer”.

Selv om flere elementer af skolereformen løbende bliver justeret eller helt pillet ud, så håber Sandra Andersen, at det nye tættere samarbejde mellem pædagoger og lærere forbliver intakt.

”Jeg fik virkelig meget ud af at samarbejde med lærerne i praktikken, og det ville jeg faktisk ønske, at vi også gjorde noget mere her på Campus Carlsberg, hvor pædagog- og læreruddannelsen jo er samlet under samme tag. Det ville give god mening med flere tværfaglige forløb, så vi kan lære hinanden endnu bedre at kende, så det ikke kun er i Humlen over en øl. Selv om det jo også er hyggeligt”, griner Sandra Andersen.

Samrådet om ’Partnerskab om Fritiden” i Børne- og Undervisningsudvalget finder sted kl. 10.15 – 11.15 den 31. marts 2022 og kan følges direkte på Folketingets hjemmeside: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BUU/kalender/59821/samraad.htm

Børne- og Undervisningsudvalget har ifølge Folketingets hjemmeside ”bedt ministeren redegøre for, om ministeren hurtigst muligt vil nedsætte partnerskabet ’Sammen om Fritiden’, som inden udgangen af indeværende folketingsår skal komme med anbefalinger vedrørende fritidspædagogik, herunder om værksteder og hold af dyr, selvstændig lovgivning, klubtilbud, pædagogisk ledelse, forældrebetaling, normeringer, fritidspædagogikken i pædagoguddannelsen, forskning, sammenhæng mellem fritidsinstitutioner og foreningsliv og økonomiske prioriteringer”


For yderligere oplysninger:

Tim Ruben Bruhn Nielsen, uddannelsesleder på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole har skrevet et debatindlæg i Altinget – om hans forhåbninger til samrådet og udviklingen af fritidsområdet.

Læs mere om pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole