Nyt partnerskab om fritiden skal være et opgør med ’skolificeringen’ af pædagogerne

Det er efterhånden ni år siden, at et bredt politisk flertal på Christiansborg vedtog den meget omdiskuterede skolereform, som vendte op og ned på børnene skole- og fritidsliv. Skoledagen blev forlænget til noget nær en fuld arbejdsdag i timetal – og fritidspædagogikken reduceret til en time eller to i klubben eller SFO’en.

Lad mig lige hurtigt indrømme, at jeg allerede dengang i 2013 var bekymret for pædagogernes arbejde omkring reformen. Jeg var på daværende tidspunkt SFO og klubleder og blev sidenhen SFO/Klub og indskolingsleder, og jeg kan bare konstatere, at pædagogerne er blevet indlejret i en skolekultur, og dette på bekostning af det fritidspædagogiske arbejde.

Pædagogernes hverdag er præget af målstyring og klasserumsledelse – og der er mindre tid til at arbejde med trivsel, udvikling og læring i relation til pædagogiske aktiviteter som f.eks. drama, musik, sport og kreativitet i en fritidspædagogisk ramme.

I dag blæser der heldigvis nye politiske vinde, og flere partier er senest gået sammen om et såkaldt partnerskab ’Sammen om Fritiden’, der skal udvikle fritidspædagogikken. Initiativet er sympatisk og velmenende, men jeg vil nok nærmere mene, at der er brug for helt at genopfinde fritidspædagogikken. For sandheden er, at betydningen af stærke pædagogiske kompetencer i klubber og fritidsinstitutioner har været voldsomt nedprioriteret af politikerne og forvaltningerne i mange år.

Pædagogerne er i højere grad blevet ’skolepædagoger’ end pædagoger og er efterhånden meget langt fra den ”gamle” forståelse af sig selv som fritidspædagoger. Fritidspædagogen forstår sine kompetencer med afsæt i en fritidens logik, der sætter børn og unge fri fra den ramme og styring, som de er under i skolen.

Det er børnenes og de unges frie valg, der prioriteres. Det er fællesskaber og udvikling af menneskeligt potentiale. Fritiden i SFO og klub er et sted, som børnene vælger til af egen fri vilje. Det er de forhold, som vi i snart 10 år har forsømt at udvikle på.

Skolepædagogerne har svært ved at skifte mindset fra lektionerne i skolen og til aktiviteterne i SFO og klub, og pædagogerne har i overgangen sjældent tid til forberedelse af fritidsaktiviteterne. Forhold der er af enorm betydning for kvaliteten af det pædagogiske arbejde.

Det oplever jeg også her på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor vores unge pædagogstuderende på specialiseringen ’skole- og fritidspædagogik’ oplever det frustrerende at skulle navigere i det skole og fritidspædagogiske felt. Derudover placeres møder med skolen ofte i SFO og klubtiden, som blot reducerer i normeringen og vidner om en kontinuerlig nedprioritering af børnenes fritid.

Jeg ser frem til den 31. marts, hvor undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er indkaldt i samrådet om partnerskabet. For det er grundlæggende et godt initiativ, HVIS partnerskabet virkelig er optaget af fritidens præmisser ude på skolerne. Hvordan forstår pædagogerne sig selv og den opgave, som de dagligt står i? Hvordan hænger skole og fritid egentlig sammen i det pædagogiske arbejde? Hvordan er skoleledelsens muligheder for at bedrive ledelse af fritidspædagogik?

Der er efterhånden meget få ledere af SFO og klubber tilbage, som har en pædagogbaggrund. Det er typisk afdelingsledere med lærerbaggrund, der ansættes. Det har store konsekvenser for den prioritering, der gives til SFO og klub ude på skolerne.

Jeg ønsker mig, at partnerskabet giver fritidspædagogen et ”løft”. Det vil være betydeligt mere relevant at bringe fritidspædagogen ind i skolen end skolepædagogen ind i fritiden, som det desværre er tilfældet i dag – og som nævnt er en overvejende grund til den forsømte fritid.