Opgaverne forsvinder ikke selvom jobcentrene lukker
SVM-regeringen har besluttet, at jobcentrene skal lukke. Men hvad skal der så ske?
5. marts 2024
Af chefkonsulent Ole Mølholm Jensen, Social og Beskæftigelse, Københavns Professionshøjskole
Jobcentersystemet var et varmt emne under valgkampen, og SVM-regeringen har nu meldt ud, at de endeligt skal lukke. Der skal spares, og den nye regerings udregninger peger på, at lukningerne vil kaste en besparelse af sig på ca. 3 milliarder kroner.
Men har de involverede partier også beskæftiget sig med, hvordan denne milliardbesparelse konkret skal gennemføres?
Jobcentrene løser i dag mange forskellige opgaver, der fx forholder sig til borgergrupper med særlige kendetegn og udfordringer, samt en lovgivning der fletter et net omkring jobcentrene og borgerne. Mere konkret spænder opgaverne over CV-tjek, samtaler, tjek om der ansøges nok, omvendt formidling, ressourceforløb, praktikker, sygedagpenge, småjob, modtagelse og integration af flygtninge fra Ukraine, når de kommer til Danmark.
Flexicurity-modellen skaber behov for omskoling
Den aktive arbejdsmarkedspolitik har været en hjørnesten i opbygningen af velfærdssamfundet og i den balance på det danske arbejdsmarked, vi kalder flexicurity. Det fleksible arbejdsmarked – hvor det er let at hyre og fyre – skaber løbende et behov for, at særlige faggrupper bliver omskolet, så vi undgår, at de falder uden for arbejdsmarkedet.
Fx står vi over for en kæmpe omskolingsopgave ift. de mange ansatte inden for bygge- og anlægsbranchen, der snart bliver ledige, men efterspørges af aktører, som mangler ansatte til at etablere et større fjernvarmenet. Det er en opgave for den aktive arbejdsmarkedspolitik i form af blandt andet AMU-kurser og anden opkvalificering. Opgaverne forsvinder altså ikke, selvom jobcentrene lukker.
Samtidig er det et ønske om, at borgere hurtigere skal have tilkendt førtidspension, men ingen peger konkret på, hvem der skal udføre denne opgave? På hvilket grundlag skal førtidspension tilkendes, hvem skal vurdere det og hvem skal modtage den?
Der er brug for en aktiv arbejdsmarkedspolitik
Er løsningen, at vi lukker jobcentrene i en tid, hvor økonomiske spåpersoner siger, at der kommer omkring 100.000 flere ledige i 2023/24?
Det danske arbejdsmarked står i den paradoksale situation, at om lidt stiger ledigheden, men der vil fortsat være mangel på arbejdskraft. Manglen vil være inden for velfærdsområderne, da det trods alt tager lidt tid at uddanne de forskellige velfærdsprofessionelle. Her vil en aktiv arbejdsmarkedspolitik være afgørende. Vi har brug for sådan en.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at vide, hvad Københavns Professionshøjskole tilbyder af kompetenceudvikling på beskæftigelsesområdet? Så læs videre her:
Skræddersyede forløb på beskæftigelsesområdet
Vi leverer uddannelseskoncepter, som understøtter jeres strategiske mål i tæt kobling til hverdagens udfordringer på beskæftigelsesområdet.
kp.dk/konsulentydelser/kontakt-en-konsulent/beskaeftigelse/