Nytårskur 2026: Professionshøjskolerne inviteret for første gang
For første gang deltog alle seks professionshøjskolers rektorer samlet ved Kongehusets Nytårskur i januar 2026. Det skete som led i en bredere åbning af den traditionelle begivenhed
6. januar 2026
Kongehuset valgte i år at udvide gæstelisten til nytårskuren for at sikre en bredere repræsentation af befolkningen. Tidligere var det fx kun universiteterne, der var inviteret, men nu har Kong Frederik og Dronning Mary også valgt at sende invitationer til bl.a. professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, som ikke tidligere har haft fast plads ved traditionen.
Blandt de nye gæster var derfor rektorerne fra Danske Professionshøjskoler:
- Anne Vang Rasmussen (Københavns Professionshøjskole)
- Camilla Wang (Professionshøjskolen Absalon)
- Kristina Kristoffersen (Professionshøjskolen UCN)
- Jens Mejer (UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole)
- Alexander von Oettingen (UC SYD)
- Gitte Sommer Harrits (VIA University College).
En særlig oplevelse
For Anne Vang Rasmussen var dagen mindeværdig på flere niveauer.
“Det var en særlig dag for os alle – ikke kun som repræsentanter for vores institutioner, men som mennesker, der arbejder med uddannelse og samfundets udvikling. At træde ind på Christiansborg Slot og hilse på kongeparret fortæller noget om, hvor meget tradition og fællesskab betyder i Danmark,” siger hun.
Samtidig bød dagen på konkrete samtaler om det daglige arbejde: “Samtalerne handlede om uddannelse, samarbejde mellem uddannelsessteder og arbejdsmarked, og hvordan vi sammen kan styrke vores studerendes muligheder. Uddannelse og dannelse er en af de fineste samfundsopgaver, der findes.”
Bredere repræsentation
Invitationen til professionshøjskolerne er del af en bevidst strategi fra Kongehuset om at invitere flere samfundsgrupper indenfor:
“Det var interessant at være her sammen med kolleger fra helt andre sektorer, og jeg oplevede en nuanceret samtale om, hvad vi hver især bidrager med i samfundet. Når kongehuset inviterede alle rektorer i år, var det også et stærkt signal om uddannelses betydning i Danmark.
Et vigtigt år forude
2026 bliver et afgørende år for professionshøjskolerne. Nye reformer træder i kraft, og flere reformerede uddannelser – blandt andet socialrådgiveruddannelsen – starter op til sommeren. Samtidig rulles de nye professionsmasteruddannelser ud i praksis – startende med den psykologfaglige profil fra sommeren 2026.
“Når jeg tænker frem mod året, der kommer, handler det om at bruge den energi og det fællesskab, vi mærkede her, til at udvikle vores uddannelser. Professionsuddannelserne står midt i en spændende udvikling, hvor vi skal sikre, at de fortsætter med at være relevante for både den enkelte studerende og for det samfund, der skal drage nytte af deres kompetencer,” siger Anne Vang Rasmussen.
Bemærk: Rektor Jens Mejer fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole var OGSÅ med til nytårskuren, men det lykkedes desværre ikke få et billede af ham sammen med de andre rektorer.