Gå til indhold
Lektor og international koordinator, Minna Lladó, bioanalytikeruddannelsen og dekan Randi Brinckmann, Københavns Professionshøjskole (Foto: Asger Hunov)

Nysgerrige bioanalytikerstuderende får mere viden om diabetes

Københavns Professionshøjskole lancerer et nyt talentprogram på bioanalytikeruddannelsen med særligt fokus på diabetes. Erfaringerne skal være med til at løfte niveauet hos alle vores bioanalytikerstuderende, forklarer dekan Randi Brinckmann

”Vi mener ikke, at vi er de klogeste studerende på vores uddannelse. Eller dem med de højeste karakterer. Men vi er nok blandt de mest nysgerrige. Vi elsker, hvad vi laver og elsker bioanalytikerfaget. Og så er vi meget optagede af, at vi i sidste ende kan være med til at hjælpe patienter, der har diabetes”.

Sådan sagde 28-årige Estrid Hana Nielsen, da hun i denne uge sammen med studiekammerat Sander Malmgren blev budt velkommen til et helt nyt talentprogram på bioanalytikeruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Programmet hedder Copenhagen Honours College – Bioanalytiker DIABETES og er udviklet i tæt samarbejde med Steno Diabetes Center Copenhagen, Dansk Diabetes og Endokrinologi Akademi (DDEA) samt Baker Heart and Diabetes Institute i Melbourne.

Her vil engagerede og motiverede studerende på KP’s bioanalytikeruddannelse få mulighed for at prøve kræfter med forskning i diabetes og få mere indsigt i patientforløb inden for en kronisk sygdom, forklarer dekan Randi Brinckmann fra det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole.

”Der er over 350.000 danskere med diabetes, så rent fagligt giver det virkelig god mening, at vores bioanalytikerstuderende får stærkere kompetencer inden for det område. Og så er jeg også virkelig glad for, at vi kan tilbyde et særligt forløb for studerende, der er villige til at lægge en ekstra indsats. Så de kan blive fagligt udfordret igennem hele deres uddannelse”, siger Randi Brinckmann.

Talentprogrammet løber over to år – fra det 4. – 7. semester, hvor de optagne skal følge et særligt forløb med fx case competition, workshop/events hos DDEA og kliniske forskningsophold i Melbourne og Steno. Alt sammen ved siden af den ordinære bioanalytikeruddannelse.

”Det er en helt fantastisk mulighed for de studerende, der nu bliver optaget på programmet. Men målet er faktisk også, at hele bioanalytikeruddannelsen skal nyde godt af erfaringerne. Ikke mindst i forhold til hele forskningsområdet”, forklarer Minna Lladó, der er lektor og international koordinator på bioanalytikeruddannelsen.

Hun understreger, at KP ikke kunne have lavet talentprogrammet uden støtte fra de tre samarbejdspartnere. Og det er da også hos netop en af partnerne – Steno Diabetes Center Copenhagen – at åbningsreceptionen for CHC Bioanalytiker DIABETES fandt sted i denne uge.

Sander Malmgren og Estrid Hana Nielsen bliver de første bioanalytikerstuderende på talentprogrammet (Foto: Asger Hunov)
Sander Malmgren og Estrid Hana Nielsen bliver de første bioanalytikerstuderende på talentprogrammet (Foto: Asger Hunov)

Bioanalytikerstuderende Estrid Hana Nielsen fra Østerbro har tidligere læst biokemi og farmaci på universitet. Hun kalder det både skræmmende og spændende at være den første årgang på talentprogrammet.

”Vi får lov til at forme forløbet og give en masse feedback om, hvad der virker, og hvad der skal gøres anderledes. Men det skal jo også hjælpe de næste årgange, og vi forpligter os til at være mentorer for de kommende studerende. Og når vi er færdige, så skal vi fungere i et alumnenetværk”.

”Bioanalytikeruddannelsen arbejder meget i rutinen i laboratorierne med, hvordan det daglige foregår på et hospital. Så det er jo en sindssyg mulighed at få mulighed for også at prøve kræfter med forskning tidligt på uddannelsen. Og at vores forskningsresultater bliver brugt til noget”.

28-årige Sander Malmgren fra Københavns nordvest kvarter har lige som Estrid tidligere læst på universitet – biokemi og medicin. Han er også særligt motiveret af forskningsdelen i CHC Bioanalytiker DIABETES.

”Vi får et forspring ind i forskningsverdenen og opbygger et stort netværk. Og så er det jo hos nogle af de førende forskningsmiljøer inden for diabetes, så man virkelig for mulighed for at dykke dybt ned i et enkelt emne”, forklarer Sander Malmgren.

”Jeg ser især frem til de sidste to semestre, hvor vi skal være herude på Steno og bliver en del af et forskningshold. Det bliver superspændende”.

Randi Brinckmann

Dekan

+45 51 63 28 00

Minna Fyhn Lykke Llado

Lektor

+45 24 29 63 89

Michael Duus Andersen

Pressechef

+45 23 44 53 83

Asger Hunov

Fotograf

+45 41 89 84 11