Gå til indhold
Susanne Vibæk Svanekier

Kulturleder: ”Man bliver en klogere leder af at læse”

Det mener souschef på Helsingør Musikskole og dirigent Susanne Vibæk Svanekier, som er i gang med en diplomuddannelse i ledelse særligt for kunst- og kulturledere.

”Jeg har fået et nyt blik på ledelse og et ordforråd for, hvad det betyder at lede andre mennesker. Jeg er blevet meget mere reflekteret over min ledelsesopgave”, fortæller Susanne, som netop har afsluttet sit andet diplommodul på lederuddannelsen.

Freelancedirigent og nyansat souschef på musikskole

Susanne Vibæk Svanekier er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har i 10 år arbejdet som freelancedirigent. I dag er freelancetilværelsen kombineret med en fast deltidsstilling som souschef på Helsingør Musikskole. En kombination, der passer hende godt. Dermed kan hun fortsætte som freelancer, hvilket er en del af hendes arbejdsliv, hun ikke vil være foruden.

Med årene er Susanne blevet opmærksom på, at særligt opgaver tilknyttet personaleansvar og ledelse er et område, som vækker hendes interesse. Og når hun ser tilbage, kan hun godt se, at hendes karriere har taget en drejning hen imod ledelsesområdet og at have et administrativt ansvar.

”Jeg har arbejdet som dirigent i mange år og har haft en del administrativt ansvar og personaleansvar. Og jeg kunne mærke, at jeg synes, det var fedt – at min karriere gik mere i den retning. Jeg har ikke en arbejdsgiver, som betaler for min lederuddannelse. Men jeg tænkte, hvis det er det her, jeg vil, så må jeg poste nogle penge i projektet og  investere i min egen fremtid. Sådan så jeg det. Nu har jeg så fået en fast arbejdsgiver, men det er fordi, jeg er ved at tage den her uddannelse, tænker jeg. Jeg har lidt mere at spille med på området. Man bliver en klogere leder af at læse”, konstaterer Susanne, som ser frem til endnu mere at kunne bruge sine erfaringer fra lederuddannelsen på Helsingør Musikskole.

”Det er enormt inspirerende at mødes med de andre studerende”

Der er ingen tvivl om, at der opstår et særligt miljø, når de studerende fra diplom i ledelse for kulturledere mødes. Det kan Susanne nikke genkendende til. Der sker noget særligt, når fagfæller inden for kulturområdet finder sammen for at udvikle sig fagligt og personligt. Blive bedre til at drive deres metier i en ny og bedre retning. Der kommer hurtigt en god energi i undervisningsrummet, hvor ideer og råd bliver delt og diskuteret.

”Os, der går på uddannelsen – vi er jo i samme båd. Forstået på den måde, at vi alle kommer fra samme branche. Så vi kan virkelig bruge hinanden, netværke og hjælpe hinanden, hvis man synes, at en opgave er svær – høre ind til, hvad de andre gør og har tænkt sig. Hver eneste gang jeg kommer til undervisning, synes jeg, at det er enormt inspirerende at mødes med de andre studerende. Vi byder alle sammen ind med det, vi sidder med inden for kulturen. Det gør, at vi får enormt mange perspektiver på undervisningen og emnerne, som vi arbejder med”, fortæller hun.

”På holdet har vi også en underviser, der hele tiden refererer til vores metier, og det er rart. Det bliver mere håndgribeligt og praksisnært, synes jeg. Man føler sig også hørt og set som kulturleder, når underviseren refererer til situationer fra ens verden. Og så er der også bare nogle ting ved vores branche, der gør, at vi arbejder på en lidt anden måde, end andre måske gør. Mange af os er freelancere, og det er ikke alle, der har forståelse for, hvad det egentlig betyder for den branche, vi er en del af. Vi er en masse mennesker, som lever af vores hobby, og det er godt, at vi i undervisningen taler ind i den forståelse”, afslutter Susanne Vibæk Svanekier.

Foto: Jannik Vibæk

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om den særlige toning på diplomuddannelsen i ledelse, som henvender sig til kunst- og kulturledere? Så læs her om diplomuddannelsen i ledelse for kunst- og kulturledere.

Kontaktperson

Carina Starostka Villadsen

Chefkonsulent

+45 51 38 05 36