KP-rektor: Vores uddannelser er afgørende for de stærke fællesskaber
KL’s Børn & Unge Topmøde sætter særligt fokus på fællesskaber som løsning for at mindske mistrivsel. Her spiller fremtidens lærere og pædagoger en afgørende rolle, mener KP-rektor Anne Vang Rasmussen
1. februar 2024
Børn og unges mistrivsel og psykiske problemer er et stigende samfundsproblem. Senest viste tal fra Børns Vilkår, at 2023 var et trist rekordår, når det handler om opkald til deres rådgivningslinjer. Ikke mindre end 63.529 samtaler med børn og unge, der havde ondt i livet.
Derfor kan KP-rektor Anne Vang Rasmussen heller ikke forestille sig et mere vigtigt emne end netop ’fællesskaber som fundament’, når KL’s Børn & Unge Topmøde skydes i gang denne torsdag i Aalborg.
”Det er så vigtigt for et barn at have en god ven. Det er det allervigtigste, når man spørger dem selv. De er så bange for, at der ikke er nogen, der vil være venner med dem. Ikke mindst i den sårbare overgang fra daginstitution til skole”, forklarer Anne Vang Rasmussen.
”Det er også derfor, at vores uddannelser og professioner er altafgørende, når det handler om at skabe fællesskaber og relationer for børnene. Dygtige pædagoger og lærere er de allerbedste til at sørge for, at børn på kanten af fællesskabet kommer med igen”.
Det er en måned siden, at Anne Vang Rasmussen trådte til som ny rektor på Københavns Professionshøjskole. Her har hun allerede haft en del samtaler med studerende om, hvor vigtige fællesskaber er – ikke kun for børn og unge – men også internt på uddannelserne.
”Det er jo en dobbeltudfordring, for vores 21.000 studerende har også brug for stærke fællesskaber. I sidste uge talte jeg fx med en lærerstuderende, der sagde, at på de grå dage er det de andre lærerstuderende, man kommer ind på campus for. Ikke for selve undervisningen”.
I denne uge er der studiestart for vinteroptag på flere af KP’s uddannelser. Blandt andet lærer- og pædagoguddannelsen. Her har KP valgt at have særligt fokus på en tryg studiestart, så nye studerende føler sig velkomne og hurtigt bliver en del af et stærkt fællesskab.
Kommunerne har også selv et ansvar
På KL Topmødet håber Anne Vang Rasmussen, at politikerne får drøftet fællesskaber på en god måde – men også hvad de selv kan gøre i deres egen hjemkommune for at stille mere skarpt på fællesskaber.
”Vi vil gerne have et endnu tættere samarbejde med kommunerne og bringe vores studerende mere i spil. Allerede under uddannelsen. I Hillerød har vores pædagogstuderende fx været med til at arrangere en LAN-party med den lokale ungdomsskole, som netop også var med til at styrke fællesskabet blandt de unge”.
”Og så skal kommunerne være klar til at sende deres medarbejdere på efter- og videreuddannelse, så lærere og pædagoger løbende bliver opkvalificeret med den nyeste viden inden for fællesskaber. Også selv om vagtplanen er presset, og der mangler vikarer. Opkvalificering er også fastholdelse”
Anne Vang Rasmussen glæder sig over, at KP har en række oplægsholdere med til KL Topmødet. Bl.a. docent Crisstina Munck fra pædagoguddannelsen, der har en temadebat om, hvor vigtig kvaliteten i dagtilbud er for børns udvikling og trivsel. Især for børn i udsatte positioner, der risikerer at stå uden for fællesskabet.