Gå til indhold
Børn i trivsel

Fritidsklubber har et overset potentiale for børns trivsel og sundhed

Fællesskaber, nærværende voksne og mulighed for medbestemmelse gør fritidsklubber til en særlig arena for arbejdet med børns trivsel og sundhed. Men mange børn forlader fritidstilbuddene, når de når mellemtrinnet, og klubberne efterlyser flere medarbejdere og bedre rammer. Det viser en ny vidensopsamling fra Københavns Professionshøjskole og Center for Sundt Liv og Trivsel.

Når samtalen falder på børn og unges trivsel, handler den ofte om skolen, hjemmet og sociale medier. Men en stor del af børnenes hverdagsliv foregår et andet sted: i timerne efter skole – og her kan fritidsklubberne spille en særlig rolle, viser den nye vidensopsamling Fritidsklubbers arbejde med børns trivsel og sundhed fra Københavns Professionshøjskole og Center for Sundt Liv og Trivsel.

Fritidsklubberne er ikke styret af et curriculum og kan derfor i højere grad tage udgangspunkt i børnenes hverdagsliv, interesser og relationer. Her kan pædagogerne arbejde med fællesskaber, venskaber, selvværd og oplevelsen af at mestre noget – i et rum, hvor børnene ikke samtidig bliver mødt af krav om faglige præstationer.

“Vi taler meget om børn og unges trivsel i skolen, men langt mindre om det, der sker efter skoletid. Det er en blind vinkel. Fritidsklubberne er en vigtig del af børns hverdagsliv og kan skabe noget af det, vi ved betyder meget for trivsel: stærke fællesskaber, gode relationer og mulighed for at høre til,” siger No Emil Sjöberg Kampmann, forsknings- og udviklingsleder på Københavns Professionshøjskole.

Fællesskaber og relationer står centralt

Vidensopsamlingen bygger blandt andet på en national spørgeskemaundersøgelse blandt ledere og pædagogiske medarbejdere i fritidstilbud, hvor subanalysen omfatter svar fra 230 ledere og 236 medarbejdere. Her står fællesskaber og relationer helt centralt i forståelsen af trivsel: 92 procent af lederne forbinder trivsel med børnenes deltagelse i fællesskaber, mens 83 procent peger på relationer. Blandt de pædagogiske medarbejdere er de tilsvarende tal 78 og 83 procent.

Næsten alle lederne – 97 procent – vurderer samtidig, at fritidsklubben har et ansvar for at fremme børns trivsel og sundhed, mens 94 procent kalder det en af klubbens kerneværdier.

“Det er vigtigt, at vi ikke gør trivsel og sundhed til et spørgsmål om, hvad det enkelte barn skal gøre anderledes. Børns trivsel formes også af de fællesskaber, relationer og miljøer, de færdes i. Netop derfor er fritidsklubberne interessante. Her kan sundhed, deltagelse og fællesskab tænkes sammen i børnenes almindelige hverdagsliv,” siger Annegrete Juul, direktør i Center for Sundt Liv og Trivsel.

Klubben skal være et sted, børnene har lyst til at være

Børnenes egne perspektiver bekræfter billedet. En undersøgelse fra Børns Vilkår, som indgår i vidensopsamlingen, viser, at otte ud af ti børn er glade for at gå i fritidsklub. Det gælder især, når vennerne er der, pædagogerne er nærværende og lyttende, og børnene har mulighed for at fordybe sig i forskellige aktiviteter. Det betyder samtidig noget, at børnene oplever at blive hørt og inddraget i klubbens hverdag.

Alligevel forlader mange børn fritidstilbuddene, når de kommer på mellemtrinnet. Ifølge tal fra KL er 78,5 procent af børnene indskrevet i et fritidstilbud i 3. klasse. I 4. klasse er andelen faldet til 46 procent – og der er store lokale forskelle på, hvilke tilbud børnene overhovedet har adgang til.

For No Emil Sjöberg Kampmann er det derfor ikke nok blot at tilbyde flere aktiviteter:

“Hvis børn ikke oplever, at de kan finde en plads i klubbens sociale liv, hjælper det ikke nødvendigvis at sætte endnu en aktivitet på programmet. Det centrale er at skabe miljøer, hvor forskellige børn oplever, at de kan deltage, være med til at forme hverdagen og blive en del af fællesskabet,” siger han.

Forskningen i vidensopsamlingen viser, at børn kan forlade klubben, fordi vennerne ikke længere kommer, eller fordi de oplever klubben som kedelig. Men det, børn kalder kedeligt, kan lige så godt dække over usikkerhed på egen position i fællesskabet.

Medarbejdere og rammer efterlyses

Selv om trivsel og sundhed prioriteres højt i fritidsklubberne, er der forskel på ambitionerne og de praktiske muligheder. Kun 46 procent af de pædagogiske medarbejdere vurderer, at de i høj eller meget høj grad har tilstrækkelig tid til arbejdet med trivsel og sundhed. Og selv om 57 procent af lederne vurderer, at klubben i høj eller meget høj grad har et økonomisk råderum til at igangsætte nye indsatser, er det langt fra alle.

Spørger man ledere og medarbejdere, hvad der især kan styrke arbejdet, ligger flere medarbejdere øverst på listen – det peger 52 procent af lederne og 53 procent af medarbejderne på. Derefter følger bedre fysiske rammer og flere økonomiske ressourcer. Medarbejderne efterspørger desuden i højere grad adgang til relevante kurser og efteruddannelse.

“Klubberne oplever allerede trivsel og sundhed som en kerneopgave. Derfor handler det ikke kun om at bede dem gøre mere. Vi skal også være optaget af de betingelser, de har for arbejdet – blandt andet medarbejdere, kompetencer, fysiske rammer og samarbejder omkring børnene,” siger Annegrete Juul.

Sundhed er mere end motion og sund mad

Vidensopsamlingen arbejder med en bred forståelse af begreberne. Sundhed handler ikke kun om fravær af sygdom eller det enkelte barns kost- og motionsvaner, men også om fysisk, psykisk og socialt velbefindende. Trivsel handler blandt andet om at kunne udvikle sig, udfolde sine evner og indgå i og bidrage til fællesskaber.

Derfor går rapporten tæt på tre konkrete områder i fritidsklubbernes hverdag: mad og måltider, digitale medier og skærm samt bevægelse og udendørsaktiviteter. På tværs af de tre områder er pointen den samme: Arbejdet kan ikke reduceres til at få børn til at spise sundere, bevæge sig mere eller bruge mindre skærm. Aktiviteterne kan lige så vel være ramme om fællesskaber, relationer, medbestemmelse og deltagelse.

FAKTA: OM VIDENSOPSAMLINGEN

Fritidsklubbers arbejde med børns trivsel og sundhed er udarbejdet af Københavns Professionshøjskole og Center for Sundt Liv og Trivsel.

Vidensopsamlingen bygger på fem workshops afholdt i første halvår af 2026 med deltagere fra blandt andet det pædagogiske område samt sundheds- og fritidsområdet. Den samler forskning, praksiserfaringer og børneperspektiver og inddrager resultater fra en national spørgeskemaundersøgelse.

Workshoprækken og vidensopsamlingen er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole og Center for Sundt Liv og Trivsel og er støttet af Novo Nordisk Fonden som del af arbejdet i alliancen Børnevægt i Balance.

For yderligere oplysninger:

No Emil Sjöberg Kampmann

forsknings- og udviklingsleder på Københavns Professionshøjskole

+45 51 63 24 11

Annegrete Juul

direktør, Center for Sundt Liv og Trivsel

+45 51 63 24 84

Michael Duus Andersen

pressechef, KP

+45 23 44 53 83