Der er brug for bedre støtte til studerende med funktionsnedsættelser

Mennesker, der griber efter stjernerne og søger meningsfulde arbejdsliv. Mennesker, der vil lære noget – og være noget for nogen. Ressourcefulde mennesker.

Sådan ser vi her på Københavns Professionshøjskoles (KP) studerende med funktionsnedsættelser. Deres funktionsnedsættelser kan handle om alt fra ordblindhed til autismespektrumsforstyrrelser. Fælles for dem er, at de er studerende lige som alle andre, der har valgt en professionsuddannelse. Og som kommende sygeplejersker, socialrådgivere, lærere og pædagoger kommer de til at indtage vigtige roller i vores velfærdssamfund og betyde alverden for de borgere, som de kommer i kontakt med.

De udbredte diagnoser

Den ene af denne kroniks skribenter er selv en af dem: Line er pædagogstuderende og ordblind. For Anne er hun nu først og fremmest en ualmindelig ressourcefuld forperson for alle de over 20.000 studerende på KP. I dag får knap hver femte studerende på KP specialpædagogisk støtte (SPS-støtte). Det svarer meget godt til, at omtrent hver femte i en ungdomsårgang i hovedstadsområdet har en diagnose af den ene eller anden slags.

Vi har brug for en samfundsdebat om, hvordan studerende med funktionsnedsættelser kan bidrage, blomstre, trives, lære og udvikle sig. Lige nu er virkeligheden dog en anden. En ny undersøgelse blandt neurodivergente studerende på KP viser, at studerende med funktionsnedsættelser ofte føler sig stigmatiserede. De ønsker ikke at lade sig definere af deres diagnose, men oplever ofte at blive det.

Menneskeligt set er det selvfølgelig ikke i orden. Men det er også et enormt spild af ressourcer, hvis hver femte ung i dag bliver mødt med lave forventninger eller ikke får den tilstrækkelige støtte, der kan gøre dem i stand til at udleve deres potentiale. Som en af vores studerende på KP udtrykte det: Det er hårdt arbejde at have brug for hjælp.

Seks forslag til en bedre fremtid

Til gengæld er det faktisk ret let at gøre forholdene meget bedre med nogle simple lovgivnings- og styringsmæssige greb. Her kommer seks helt konkrete forslag.

Det første forslag handler om permanent støtte til studerende med varige funktionsnedsættelser. I dag er systemet skruet sådan sammen, at de studerende hvert halve år skal ansøge om fortsat bevilling, også selv om støtten gives til studerende med varige funktionsnedsættelser. Det er helt mærkværdigt, at systemet er sådan skruet sammen. Hvorfor genere studerende med varige funktionsnedsættelser med tidskrævende ansøgningsprocesser hvert halve år?

På KP er den studerende typisk ikke selv en del af det administrative arbejde med genansøgningerne. Men det går alligevel ud over dem. For når en studerendes støtteperson skal bruge tid på at genansøge, tager det jo tid fra den støtte, den studerende kunne have fået. Det er skørt. For du bliver altså ikke mindre ordblind af at være blevet seks måneder ældre. Du bliver heller ikke mindre ramt af børnegigt eller autisme, fordi foråret er kommet.

Forslag nummer to handler om at gøre det muligt for studerende at søge om støtte, før de er indskrevet på uddannelsen. I dag er det udfordrende for uddannelsesinstitutionerne at nå at etablere støtteformer som støttetimer til studiestart, fordi de videregående uddannelser ikke kan og må søge om støtte, før de studerende er indskrevet på uddannelsen.

Hvorfor ikke bare sikre en automatisk videreførelse af støtten fra ungdoms- og erhvervsuddannelserne til videregående uddannelser for studerende med kroniske funktionsnedsættelser? Det er en præstation og til stor gavn for samfundet, når mennesker tager sig en uddannelse og får et meningsfuldt arbejdsliv. Præstationen er ikke mindre for de mange studerende med varige funktionsnedsættelser. At de overhovedet skal generes med ansøgningsprocessen om støtte, er i grunden ret ubegribeligt.

Vores tredje forslag handler derfor om at gøre systemet mindre tungt og bureaukratisk på et mere generelt plan.

I dag er systemet meget tungt. Den studerende skal forholde sig til et væld af systemer og skemaer.

Hvorfor kan man for eksempel ikke sørge for at bevillige timer til uddannelse og supervision af faglige støttelærere på samme tid med ansøgningen om faglige støttetimer, så det ikke er to ansøgninger, som den studerende skal forholde sig til? Ja, hvorfor skal den studerende overhovedet forholde sig til supervision af faglige støttelærere?

Det fjerde forslag handler om et mere fleksibelt system, så det bliver lettere at møde de studerendes behov, når de i kortere eller længere tid har brug for støtte. I dag er systemet meget ufleksibelt. Tænk hvis studerende med funktionsnedsættelser havde mulighed for at studere på deltid eller nedsat tid.

Et mere fleksibelt indrettet støttesystem kunne uden tvivl mindske frafaldet på de videregående uddannelser til gavn for både den enkelte studerende og det arbejdsmarked, der skriger på færdiguddannet arbejdskraft. Et frafald, som vi jo også ved, ligger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) meget på sinde at få nedbragt.

Vores femte forslag handler om de uhensigtsmæssigheder, der er forbundet med udbuddet af de støttesystemer, studerende med funktionsnedsættelser bruger. Et eksempel er understøttelsen af studerende med dysleksi. Line er selv ordblind og ved derfor en hel del om de digitale værktøjer, der virkelig kan gøre en positiv forskel for studerende med dysleksi.

Desværre mødes Lines viden med en virkelighed, hvor de studerende af og til bliver prøveklud for systemer, der ikke er ordentligt afprøvede. Hvor studerende risikerer at skulle forholde sig til helt nye programmer, hver gang staten udbyder opgaven i licitation – og fratages muligheden for selv at vælge det program, de føler sig bedst kompenseret ved. Dette har konsekvenser for de studerendes trivsel og deres deltagelsesmuligheder på uddannelsen ved eksamener og forberedelse

Den sidste bøn – vores sjette forslag – handler om færre nationale krav til, hvordan faglige støttelærertimer udmøntes. På folkeskoleområdet er det eksempelvis i dag sådan, at man godt kan give støtte til en gruppe af elever frem for at give den individuelt.

Vi ved godt, at den bedste støtte meget ofte er den individualiserede støtte. Men der, hvor det tilgodeser de studerende bedst, at tilrettelægge støtten holdvist, skal det være en mulighed. Pointen er, at politikerne skal stole på fagligheden herude. Stole på at uddannelsesinstitutionerne selv kan bestemme, om støtten gives individuelt, i grupper eller på hold.

Der er meget, KP selv kan gøre for at give vores studerende med funktionsnedsættelser gode studieliv. Det er vi som henholdsvis ny studenterrådsforperson og rektor fulde af gå-på-mod i forhold til at kaste os over. Vi har for eksempel allerede på KP sørget for, at de studerende kan få støtten, når de ansøger – og ikke skal vente længe på en afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Vi er også ved at sikre endnu stærkere kompetencer hos de undervisere, der skal give SPS-støtten, og så arbejder vi med en tydeligere organisatorisk forankring af og videndeling om SPS-støtten her på KP på tværs af vores uddannelser.

Men der er også meget, vi har brug for hjælp til fra Folketinget. Derfor denne bøn: Kig på vores seks forslag. Og giv landets uddannelsesinstitutioner bedre forudsætninger for at arbejde med opgaven. For det fortjener de studerende med funktionsnedsættelser og velfærdssamfundet fortjener de bedste sygeplejersker, socialrådgivere, lærere og pædagoger – funktionsnedsættelse eller ej.