Coronasmitte: Studerende i eller på vej i klinik/praktik
For studerende på Københavns Professionshøjskole er udgangspunktet, at de skal møde i klinik/praktik, hvis de på nuværende tidspunkt er i et klinisk uddannelsesforløb/praktik, medmindre de hører andet fra det kliniske uddannelsessted. Dette gælder især sundhedsuddannelserne.
13. marts 2020
Studerende skal selvfølgelig ikke møde i klinik/praktik, hvis de er syge, eller hvis egen læge vurderer, at de er i risikogruppe. Ej heller hvis de har rejst i et af de udpegede risikoområder inden for de sidste to uger.
Studerende i klinik/praktik i en region
For studerende i klinik i en region er hovedreglen, at de skal fortsætte deres kliniske uddannelsesforløb, og vi betragter det som sidestillet med et normalt klinisk uddannelsesforløb, selvom studerende ikke vil modtage undervisning på samme måde som normalt. Der kan være enkelte hospitaler, som forholder sig anderledes, hvorfor studerende kan blive bedt om ikke at møde op.
Studerende i klinik/praktik i en kommune
For studerende i klinik/praktik i en kommune, er det forskelligt fra kommune til kommune, hvordan de håndterer situationen. Derfor kan studerende opleve, at nogen skal møde i klinik, mens andre ikke skal.
Studerende på vej i klinik/praktik
Studerende, der var planlagt til at starte i klinik/praktik i løbet af de næste 14 dage, skal fortsat indstille sig på at starte, medmindre de hører andet fra det kliniske uddannelsessted.
Professionshøjskolerne har bedt regioner og kommuner om at melde retur til den enkelte uddannelsesinstitution, hvorvidt de modtager studerende eller sender studerende hjem, således, at Københavns Professionshøjskole har et samlet overblik over dette.
Hvis studerende kommer til at stå i en situation, hvor de ikke har gennemført et planlagt klinisk uddannelsesforløb, så vil Københavns Professionshøjskole vurdere, om det kan anses for gennemført, eller om der er behov for supplering af den ene eller den anden karakter.
Skal studerende inddrages i coronaberedskabet?
Som vores studerende muligvis har hørt, så kan det komme på tale, at sundhedsvæsenet vil inddrage studerende fra særligt sundhedsuddannelserne i et muligt coronaberedskab. Det ved vi ikke nærmere om på nuværende tidspunkt. Hvis vi får besked herom, vil vores studerende blive orienteret hurtigst muligt.
Indtil videre er hovedbeskeden fra myndighederne, at man ikke kan eller skal deltage i et evt. frivilligt coronaberedskab, hvis man er i praktik, men alene hvis man ikke er i praktik.
Hvis studerende har studiejob i sundhedsvæsenet, så er det naturligt, at de siger ja til at hjælpe, da der er brug for alle kræfter i forhold den nuværende situation. Det er dog også vigtigt, at de afsætter tid til at studere, så de i videst muligt omfang kan imødekomme læringsudbytter/-mål ved afslutningen af modulet/semestret.