Vejledning tæt på praksis – bæredygtig social inklusion i dagtilbud
Dagtilbud står i dag med en inklusionsopgave, der er vokset dramatisk i omfang og kompleksitet.
Hvad handler projektet om?
Et stigende antal børn i neuro-psykosociale vanskeligheder og omstillingen til inklusion har øget pædagogers behov for nye handlekompetencer i almenpædagogisk praksis.
Projektet udforsker og udvikler en ny praksisnær vejledning i samarbejde med pædagoger og vejledere for at styrke og kvalificere inklusionsarbejdet.
Forskerne udvikler vejledningen i dagtilbuddenes hverdagspraksis og fokuserer på at skabe bedre samspil for alle børn, med særlig opmærksomhed på børn der har vanskeligheder ved leg og interaktion og evt. har en diagnose som autisme eller ADHD.
”Vores mål er at skabe bæredygtige fællesskaber, hvor alle børn får bedre adgang til det sociale liv i dagtilbuddene, og hvor forskelle mellem børn ikke bliver til barrierer, men til udgangspunkter for inkluderende pædagogik. Vi vil støtte pædagogerne direkte i hverdagen – med vejledning, der tager udgangspunkt i konkrete situationer med børnene. Vejlederen viser, hvordan man kan arbejde med barnets deltagelse og samspil, og pædagogen afprøver nye måder at støtte barnet på,”
fortæller Lone Brønsted, der er lektor på Institut for Pædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole og laver projektet i samarbejde med forskerkollegerne Bjørg Kjær (projektleder) og Ida Danneskiold-Samsøe fra DPU, Aarhus Universitet.
Fakta
Projektet løber fra 01.09.2025 til 31.01.2029
Deltagerne er Lone Bæk Brønsted, Københavns Professionshøjskole, Bjørg Kjær og Ida Danneskiold-Samsøe, begge DPU, Aarhus Universitet, samt kommunerne Gentofte, Svendborg og Roskilde.
Projektet er støttet af:
- VELUX FONDEN Hum Praksis Programmet
- Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger
- Edith og Godtfred Kirk Christiansens Fond
- Minister Erna Hamiltons Legat for Videnskab og Kunst
Læs mere: https://projekter.au.dk/vebid