Hvordan kan du vide det?
Matematiske ræsonnementer i indskolingen
Hvad handler projektet om?
Internationale studier peger på, hvordan det kan være afgørende for at forstå og lykkes med matematik, at elever tidligt arbejder med at fremsætte og vurdere egne og andres matematiske ræsonnementer. Alligevel findes der få undersøgelser af dette i de første skoleår.
Projektet er et pilotstudie, der afprøver, hvordan elever i 1. klasse kan støttes i at ræsonnere gennem særligt udviklede lektioner. Interventionen bygger på fællesstudier, hvor forskere og lærere sammen videreudvikler og afprøver lektioner, før lærerne går ud og underviser i klasserne.
”Som forskere har vi stor viden på området, men vi kan ikke give lærerne et færdigt format i hånden, som de bare kan gå ud og lykkes med; den nødvendige viden må videreudvikles og omsættes i samspil med lærernes erfaringer og praksis.
Vi forventer at blive klogere på, hvordan elever i de første skoleår kan støttes i at fremsætte og vurdere ræsonnementer – og hvordan lærere kan skabe plads til at disse fællesgøres i klassen.
I fællesstudierne undersøger vi sammen med lærerne, hvilke typer aktiviteter og lektionsplaner, der bedst styrker elevernes ræsonnementer, og hvordan lærerne kan bruge erfaringerne til at udvikle egen praksis. Samtidig analyserer vi data fra lektioner, test og klasserumsobservationer for at forstå sammenhængene mellem elevernes ræsonnementskompetence og deres generelle matematikfærdigheder.
På den baggrund genererer vi ny forskningsviden til feltet, som kan bidrage til en international diskussion af, hvordan ræsonnementsfokus i de første skoleår kan styrke elevers matematiklæring,” fortæller Kasper Højbjerg, der er forsker og lektor på læreruddannelsen og projektleder for ’Hvordan kan du vide det?’.
Fakta
Projektet varer fra d. 1. september 2025 til d. 30. juni 2028.
Deltagere:
Kasper Højbjerg (PI), KP
Camilla Hellsten Østergaard, KP
Stine Gerster Johansen, KP
Mette Amalie Bundgaard, KP
Julie Vangsøe Færch, KP
Anders Holm, Ontario Western University, Canada
Projektet er støttet af TrygFonden med 3.712.661 kr.