Nyt projekt skal styrke samarbejdet omkring børnene – før problemerne opstår

Hvordan kan pædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker og forældre bedst arbejde sammen om at støtte de mindste børns trivsel og udvikling? 

Det spørgsmål er omdrejningspunktet i projektet Samarbejde som tidlig indsats, der netop er sat i gang i Center for Bedre Børneliv. Her skal forskere, fagprofessionelle og forældre udvikle en samarbejdsmodel, som gør det muligt at opdage og håndtere udfordringer i et barns liv, inden de vokser sig store. 

”Det tværgående samarbejde omkring børn er kompliceret. Blandt andet fordi, vi har organiseret os i siloer, hvor fagprofessionelle sjældent mødes på tværs, og fordi der hersker nogle forståelser og arbejdsgange i de enkelte professioner, som ikke altid harmonerer,” siger docent Crisstina Munck, som er projektleder på projektet. 

”Derfor skal vi sammen finde en måde at samarbejde, som kan fungere i praksis og sikre, at færre børn ender med udfordringer, som kræver omfattende indsatser,” forklarer hun.

Samarbejdet skal ses som en forebyggende indsats

Begyndende tegn på mistrivsel kan vise sig på mange måder. Barnet kan fx have svært ved at udtrykke sig, have motoriske vanskeligheder eller manglende lyst til at lege med de andre børn. Hvis der bliver handlet i tide, kan udfordringerne ofte løses med mindre greb – hvis ikke, kan de udvikle sig til komplekse problemstillinger. 

Når det tværprofessionelle samarbejde først sker, efter at et problem er eskaleret, kan familierne tilmed opleve, at systemet er imod dem. 

”Hvis en sag fx ender i en underretning, kan det bryde familiens tillid til de fagprofessionelle. Og det gør samarbejdet meget sværere,” forklarer hun.

Undersøger erfaringer fra familiehuse

Projektet bygger videre på den indsats, der allerede foregår i de kommuner, som har etableret familiehuse eller lignende organiseringer, hvor familier kan få støtte og rådgivning.

Familiehusene er forskellige fra kommune til kommune. Nogle er fysiske enheder, andre er organiserede samarbejdsflader mellem forvaltninger, men de arbejder alle tværprofessionelt med forebyggelse og tidlig indsats til familier.

”I projektet vil vi undersøge, hvordan familiehusene fungerer i dag, og om de fx kan spille endnu tættere sammen med hverdagen i dagtilbuddene. Pædagoger ved rigtig meget om børns hverdagsliv, fordi 98 procent af alle børn tilbringer otte-ni timer dagligt i daginstitutionen – så det er oplagt, at den viden bruges aktivt,” forklarer Crisstina Munck og fortsætter:

”Vi er nysgerrige på, hvordan samarbejdet foregår i familiehusene, og vi vil gerne bygge videre på deres erfaringer og se, hvordan vi kan udvikle og skabe endnu bedre koblinger mellem familiehuse, forældre og dagtilbud,” siger hun.

Relationel koordinering i børnehøjde

Den amerikanske forsker Jody Hoffer Gittell står bag begrebet relationel koordinering, som holdet bag Samarbejde som tidlig indsats er inspireret af. 

Relationel koordinering handler om, at komplekse problemstillinger bedst løses, når fagprofessionelle koordinerer indsatser ud fra fælles mål, fælles viden og gensidig respekt. Det kræver, at man kommunikerer hyppigt og har fokus på at løse problemer. 

”Forskningen peger på, at kvaliteten af samarbejdet på tværs af faggrupper spiller en stor rolle. Og at det gavner både medarbejdere og borgere, når den relationelle koordinering lykkes. Det skal vi arbejde med som vores kontekst og undersøge, hvordan de fagprofessionelle med inspiration fra relationel koordinering kan skabe bedre betingelser for børnenes trivsel og for samarbejdet med forældrene,” siger Crisstina Munck.

Hvordan kan en samarbejdsmodel se ud?

I projektet arbejder forskere, fagprofessionelle, ledere og familier tæt sammen om at udvikle og afprøve en model for det tværprofessionelle samarbejde som tidlig indsats.

”Vi sidder ikke som forskere i et elfenbenstårn og finder på løsninger. Vi udvikler, afprøver og justerer modellen sammen med kommunerne, familierne og de fagprofessionelle. Og den baseres på deres viden og erfaringer,” siger Crisstina Munck.

Hvordan samarbejdsmodellen kommer til at se ud, finder de sammen ud af undervejs.

”Som eksempel kan det handle om at etablere møder mellem pædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker og PPR-psykologer med en fast frekvens, hvor de inddrager forældrenes perspektiver og har mulighed for at træffe beslutninger sammen og sikre, at aftalerne bliver fulgt op. Det kunne være en måde at koble pædagogernes viden om børns hverdagsliv med familiehusenes indsatser og forældrenes perspektiver,” forklarer hun.

En ny måde at samarbejde på, som kan komme alle familier til gavn

Forskerne undersøger undervejs virkningen af indsatsen. Blandt andet hvordan de fagprofessionelle får større kendskab til hinandens praksis, hvordan de samarbejder tidligere og mere kvalificeret – og om forældrene oplever sig bedre inddraget og støttet.

”Vi håber at kunne vise, at et tættere samarbejde på tværs kan gøre en reel forskel – både for børnene, familierne og de fagprofessionelle. Hvis vi lykkes, kan vi være med til at mindske mistrivslen blandt børn og behovet for mere indgribende indsatser,” siger Crisstina Munck.

Er resultaterne positive, skal samarbejdsmodellen udbredes til kommuner i hele landet og på sigt blive en almen måde at arbejde forebyggende på, som kan komme alle familier til gavn.