Livet med funktionsnedsættelse, aktuelt og historisk
Studieretningsprojekt (SRP), fagkombination: Samfundsfag og dansk/historie.
Emnebeskrivelse
Udviklingen i samfundets syn på og behandling af mennesker med funktionsnedsættelse har ændret sig over tid.
Socialreformen i 1933 er en grundsten i udviklingen af den rettighedsbaserede velfærdsstat, vi kender i dag, hvor borgere, der af forskellige årsager ikke kan tage vare på sig selv, har ret til hjælp fra det offentlige.
Denne rettighedstænkning ses også i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948, der indskærper at alle mennesker er født frie og lige. Dog lever mennesker i forskellige kroppe med forskellige vilkår. I Danmark i dag kan mennesker med funktionsnedsættelse bo i egen bolig med varierende grad af praktisk og pædagogisk hjælp, der muliggør deltagelse i samfundslivet, mens man tidligere havde institutioner under åndssvageforsorgen på eksempelvis Sprogø og Livø, der i langt højere grad var både fysisk og socialt afsondret fra samfundet.
Pædagogen varetager en vigtig opgave i velfærdsstaten med at sikre voksne borgere med funktionsnedsættelse et værdigt liv med mulighed for samfundsmæssig anerkendelse og deltagelse. For at forstå dette arbejde i dag, må vi forstå, hvordan gruppen af mennesker med funktionsnedsættelsers position har udviklet sig historisk.
Forslag til problemformulering og vinkler
- Redegør for udviklingen i synet på mennesker med funktionsnedsættelse over tid og beskriv ud fra et konkret eksempel, fx via interview med mennesker, der lever med funktionsnedsættelse, casebeskrivelser fra film, podcast, psykiatrifonden eller lignende
- Undersøg rammer og vilkår for pædagogens arbejde indenfor det specialiserede socialområde og analysér fx via interviews med pædagoger eller konsulenter i kommuner eller organisationer eller med afsæt i eksempler fra #undskyldvierher-kampagnen, hvordan pædagogens arbejde afspejler synet på borgeren
- Diskutér hvordan pædagogens rolle og opgaver har ændret sig i takt med ændringen i synet på mennesker med funktionsnedsættelser.
Forslag til underspørgsmål
- Hvordan har synet på mennesker med funktionsnedsættelse ændret sig over tid?
- Hvad er et menneske? Og hvad er en samfundsborger?
- Hvordan er man en værdig borger, hvis man ikke genererer samfundsøkonomisk værdi?
Materiale
Podcasts, video og sociale medier
Bøger
- Foucault, Michel (2019): Sindssygdom og psykologi. Hans Reitzel
- Goffman, Erwin (2021): Stigma - om afvigerens sociale identitet. Samfundslitteratur
- Hesselbæk, Bjarne (2020): Befrielsen - de udviklingshæmmedes historie i Danmark. Dansk Psykologisk Forlag
- Jensen, Stine Grønbæk (2023): Åndssvageforsorgens vraggods og tvangens ruinering. I: Øland, Trine (red.) Velfærdsarbejdets paradokser. Syddansk Universitetsforlag
- Kirkebæk, Birgit (2010): Funktionsnedsættelse som vilkår, relation som fordring. I: Kirkebæk, Birgit: Almagt og afmagt. Akademisk Forlag
- Sørensen, Ditte (2013): Mennesker med funktionsnedsættelse – inklusion og deltagelse. I: Erlandsen, Torsten (red.): Socialpædagogik – en grundbog. Hans Reitzels Forlag