Handicap og arbejdsmarkedet
Studieretningsprojekt (SRP), fagkombination: Samfundsfag og psykologi (evt. dansk).
Emnebeskrivelse
Adskillelige undersøgelser har påvist, at en langt større del af befolkningen med et handicap står udenfor arbejdsmarkedet, end med personer uden et handicap. Foreningen Danske Handicaporganisationer, som tilsammen repræsenterer over 400.000 medlemmer, estimerer at 63.000 personer med handicap vil kunne tage et arbejde indenfor 14 dage.
Men der er tilsyneladende flere barrierer, der har betydning for, at færre personer med et handicap får adgang til arbejdsmarkedet. For eksempel kan arbejdsgiverne have fordomme og manglende viden om handicap, der forhindrer personer med et handicap i at blive ansat.
Fra politisk side er der igangsat flere tiltag, der skal fremme inklusion på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, for personer med handicap. Dette sker for eksempel gennem tilbud om handicapkompenserende ordninger på arbejdspladser (fx hjælpemidler eller en personlig assistent) og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb (STU).
I landets kommuner arbejder pædagoger, socialrådgivere og sundhedspersonale med at støtte og hjælpe børn, unge og familier, der har et barn med handicap. Kommunernes forpligtelse på handicapområdet er udtryk for at Danmark har tilsluttet sig FN´s handicapkonvention, som betyder, at man i Danmark skal arbejde for, at mennesker med handicap har samme rettigheder som alle andre og sikres lige muligheder.
Kommunerne skal sikre, at der kan ydes relevant rådgivning i alle faser af et liv med et handicap og understøtte vejen til uddannelse og job blandt andet gennem samarbejde med uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
Forslag til problemformulering og vinkler
Redegøre
- Redegør for forskellige definitioner/forståelser af begrebet handicap; herunder FN´s definition af handicap og FN´s konvention om handicap (FN 2006).
- Redegør for hvordan den danske velfærdsmodel bringes i spil i forhold til at understøtte mennesker med handicap. Undersøg socialpolitiske og beskæftigelsespolitiske tiltag i forhold til at understøtte, at målgruppen med handicap får adgang til uddannelsessystem og arbejdsmarked samt andre relevante samfundsarenaer.
Undersøge
Samfundsfag
- Undersøg ved hjælp af kvantitative metoder om der er signifikante forskelle i målgruppers tilknytning til arbejdsmarkedet. Du kan fx sammenligne målgrupper med psykiske lidelser og målgrupper med fysiske handicap. Udvælg eventuelt en specifik målgruppe, som du arbejder videre med (fx gruppen med bevægelseshandicap, gruppen med autisme eller kognitive udfordringer, gruppen med sansehandicap). Hvad er denne målgruppes karakteristika? Hvor er barriererne ift. arbejdsmarkedet for denne målgruppe?
Gennemfør evt. et kvalitativt interview med én eller 2 repræsentanter fra målgruppen (kontakt fx en forening).
- Hvad er statens og kommunernes udgifter på handicapområdet? Hvilke (økonomiske) muligheder og begrænsninger findes for at støtte mennesker med handicap til et godt liv, herunder mulighederne for at komme i beskæftigelse?
Psykologi
- Afdæk psykosociale forhold som knytter sig til livet med et handicap, både i forhold til relationer og fællesskaber med andre mennesker og i forhold til selvforståelse og social identitet. Hvordan kan psykosociale forhold hos målgruppen skabe barrierer for et liv med handicap?
Diskutere
- Diskuter muligheder og begrænsninger ift. velfærdsstatens muligheder for at støtte mennesker med handicap, herunder mulighederne for at komme i beskæftigelse. Diskuter hvem der har ansvaret ved at drøfte forholdet mellem struktur og aktør og inddrag relevante faglige teorier og begreber fra begge fag herunder begreber og teorier om identitet og stigmatisering samt begreber som diskrimination og ”ableism”.
OBS: det vil ikke være muligt at rumme alle delelementerne i ét SRP.
Materiale
Hjemmesider
Bøger
- Bøttcher & Dammeyer (2020). Handicappsykologi – en grundbog om arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser. Kap 3. Forlaget Samfundslitteratur.
Undersøgelser
- Bredgaard, T. & Shamshiri-Petersen, D. (2018). Bedre match mellem personer med handicap og arbejdsmarkedet
- Dansk Handicap Forbund (2023). Undersøgelse viser: I Danmark er vi usikre på at omgås mennesker med handicap
- Fremtidsfabrikken og Det Centrale Handicapråd (2015). Rapport om livet med et handicap – set fra den unges perspektiv
Artikler
- Duus, Rasmus (2022): OVERBLIK: Her er beskæftigelsesbarriererne for mennesker med handicap Viden om barrierer ift. arbejdsmarkedet | Videnscenter om handicap
Dokumentar
- BH – Forskningscenter for, Handicap og Bevægelse: Fra Barrierer til Broer (2021) [YouTube] (Producer) & Bredgaard (projektleder), Thomas. (Instruktør). (2021)