Børns rettigheder som kompas for fagprofessionelle
Kom med, når Cecilia Decara sætter fokus på, hvordan børns rettigheder spiller ind i forskeres og fagprofessionelles arbejde med børn og familier.
Om oplægget
Hvordan hænger FN’s Børnekonvention sammen med de generelle menneskerettigheder, og hvordan spiller de ind i den virkelighed, som forskere og fagprofessionelle møder børn i?
I dette oplæg dykker Cecilia Decara, stifter af Børn & Samfund, ned i det system og de principper, som danner fundamentet for børns rettigheder – og som samtidig kalder på refleksion over vores børnesyn, vores praksis og vores ansvar som voksne.
Med udgangspunkt i konkrete eksempler og aktuelle problemstillinger stiller hun skarpt på:
- Hvad menneskerettighederne og FN’s Børnekonvention faktisk siger om børn og unge
- Hvordan konventionerne er forankret i national lovgivning og praksis
- Hvordan undervisere og fagprofessionelle har ansvar for at styrke børns ret til fx beskyttelse, ligebehandling og inddragelse i beslutninger, der vedrører dem
Til oplægget får du
- Kendskab til de vigtigste dele af menneskerettighedssystemet med betydning for børns rettigheder
- Forståelse for FN’s Børnekonventions hovedområder og centrale principper
- Refleksion over, hvordan rettigheder kan omsættes i praksis – bl.a. ved at børn, unge og fagprofessionelle kender til rettigheder og gennem inkluderende sprogbrug
Om oplægsholderen
Cecilia Decara har mange års erfaring med at styrke børns rettigheder i lovgivning og fagprofessionel praksis nationalt og internationalt. Hun er stifter af Børn & Samfund, som understøtter udviklingen af et mere børnevenligt samfund, konstitueret direktør i Mentorbarn og tidligere national chef i UNICEF Danmark og chefkonsulent i Institut for Menneskerettigheder.
Oplægget arrangeres af Center for Bedre Børneliv, som arbejder for, at alle børn kan få en god start på livet. Gennem tværfaglig professionsrettet forskning, samarbejde med praksis og opbygning af forskningskapacitet styrker centeret de fagprofessionelles dømmekraft ved at skabe viden om, hvad der virker i understøttelsen af de 0-6-årige og deres familier. Centeret er etableret på Københavns Professionshøjskole med støtte fra TrygFonden, LEGO Fonden og Novo Nordisk Fonden.