Gå til indhold

Interview med meritlærerstuderende

Hvad får en jurist til at sadle om efter mere end 20 år på arbejdsmarkedet og starte på uddannelsen til meritlærer?

Mød Naja Lybecker, der oprindelig er uddannet jurist fra Københavns Universitet og som i 15 år har arbejdet med PR og kommunikation i livsstilsbranchen samt bestyrelsesarbejde inden for elitesport og fodbold.

Hvorfor har du valgt at skifte retning og læse til meritlærer?

“Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg får mere og mere lyst til at give noget tilbage og at gøre en forskel på det menneskelige plan. Som ungdomstræner for fodboldglade børn og unge og ikke mindst som mor til tre piger, mærker jeg en glæde og en stolthed, over at kunne bidrage med gode råd, faglige input, være en rollemodel og ikke mindst arbejde med fællesskab og relationer. Det giver mig en utrolig glæde, når jeg ser børn vokse og udfolde deres personlighed i et trygt fællesskab. Og på den baggrund virkede meritlæreruddannelsen som en oplagt valg til at forme mit tredje arbejdsliv.”

Hvad har overrasket dig positivt på studiet?

“Det er berigende og inspirerende at være tilbage på skolebænken – ikke mindst fordi jeg har været så heldig at være del af en topdygtig og motiverende studiegruppe. Jeg har fået nogle gode praktiske værktøjer med mig i forhold til både undervisning og planlægning, som jeg både bruger i mit nuværende job, men også ser frem til at bruge en gang i fremtiden, når jeg er færdig.

Hvad vil du gerne bruge meritlæreruddannelsen til?

“Jeg håber på sigt at komme ud i folkeskolen og motivere og inspirere primært de lidt ældre elever til at blive engagerede i samfundsdebatten. Jeg vil gerne hjælpe med at udvikle deres faglige og personlige kompetencer, så de oplever fordelene ved at være del af et trygt fællesskab både socialt og fagligt.

Qua min store interesse og forståelse for elitesportsmiljøet kunne det meget vel være som lærer for de særlige idrætsklasser, hvor man skal favne det ”hele” barn/menneske samtidig med at sporten skal tilgodeses. Her kan jeg trække på min egen erfaring som elitesportsudøver fra et Team Danmark-uddannelsesforløb. Sporten kan så meget og har en helt særlig plads i mit hjerte.”

Naja Lybecker, meritlærerstuderende
Naja Lybecker, meritlærerstuderende