Gå til indhold

ECTS-point

Hvad er ECTS? Betyder ECTS, at uddannelsen er godkendt? Giver ECTS-point merit?

Hvad er ECTS?

ECTS står for European Credit Transfer and Accumulation System.

Det er et internationalt pointsystem, der angiver, hvor stor en samlet arbejdstid, du cirka skal forvente at bruge for at gennemføre et forløb.

ECTS -point måler ikke fagligt niveau eller sværhedsgrad, men den arbejdsbelastning et uddannelsesforløb er normeret til.

Gennemsnitsberegning

Arbejdsbelastningen i et semester svarer til 30 ECTS-pointe. 60 pointe svarer derfor til en gennemsnitsstuderendes fuldtidsarbejde i et år.

Ifølge Undervisnings- og Videnskabsministerierne svarer 60 ECTS til ca. 1650 arbejdstimer. 1 ECTS-point svarer derfor til en gennemsnitlig studieindsats på cirka 27-28 timer.

Det er dog ikke muligt at sige, hvor lang tid den enkelte studerende reelt kan forvente af arbejdsbyrde baseret på ECTS. Der er tale om en gennemsnitsberegning, da hvor lang tid den enkelte studerende bruger på sit studie varierer. Nogle er vant til de studiekrav, uddannelserne stiller – mens andre har brug for meget mere tid til studierne.

ECTS måler ikke fagligt niveau

Der er ingen forbindelse mellem ECTS-point og fagligt niveau eller sværhedsgrad. Du kan finde uddannelsesaktiviteter på meget forskellige niveauer, som er angivet i ECTS. En uddannelse på højt niveau har ikke flere ECTS-point end et kursus på et lavere niveau, hvis de kræver samme tidsmæssige arbejdsindsats.

Du skal sammenholde ECTS-point med angivelse af uddannelsesniveau for at kunne vurdere uddannelsens sværhedsgrad, og hvad den vil kræve af dig.

Videregående uddannelser er på erhvervsakademi-, bachelor-, kandidat- eller ph.d.-niveau. Efter- og videreuddannelse kan være på VVU-, diplom- eller masterniveau. Anvendelse af ECTS-point er obligatorisk for danske videregående uddannelser.

Professionshøjskolerne samarbejder om kvalitet i brug af ECTS-pointsystemet og angiver altid ECTS-point i sammenhæng med angivelse af:

  • uddannelsesniveau
  • om der er tale om kompetencegivende uddannelse.

Gennemførelse og bedømmelse

ECTS-point tildeles til studerende, der gennemfører forløbet og består de bedømmelser, som hører til uddannelsen.

Man får ikke tildelt ECTS-point blot for at følge undervisningen.

Nogle forløb bedømmes med skriftlig eller mundtlig eksamen; på andre forløb skal du have godkendt oplæg, portefølje, afhandling, eller du kan møde andre bedømmelsesformer. Du kan læse om eksamen og andre krav til bedømmelse i udbudsmateriale, i uddannelsens studieordning og på uddannelsens hjemmeside.

Merit overføres ikke automatisk

ECTS-systemet kan lette din mulighed for at få godkendt en uddannelsesaktivitet ved en anden institution i Danmark eller udlandet, fordi det er en fælles måleenhed for studieomfang.

Men ECTS er ikke et automatisk meritoverførelsessystem.

På Københavns Professionshøjskole (KP) – og ved andre professionshøjskoler – vurderer vi ansøgninger om merit efter uddannelsesaktivitetens:

  • faglige niveau
  • indhold og omfang
  • om du har bestået forløbet i en kompetencegivende uddannelse
  • om du har gennemført et godkendt prøveforløb (f.eks. med beskikket censur)
  • om der er ækvivalens mellem det uddannelsesforløb, du har taget, og den uddannelsesdel du søger til.

Hvis du ikke kan få godkendt merit, har du i nogle tilfælde mulighed for at søge realkompetencevurdering (RKV), eller du kan måske få et suppleringsforløb. Kontakt studievejlederne for nærmere vejledning.

Kontakt

Studievejledningen

Københavns Professionshøjskole (KP)

+45 70 89 09 90

Telefontider

Mandag-fredag: 9.00-11.00