Vores pædagogstuderende skal styrkes – ikke dumpes

I disse uger er der studiestart her på Københavns Professionshøjskole, hvor tusindvis af nye studerende vrimler ind på vores campusser. Heriblandt pædagoguddannelsen – vores allerstørste uddannelse – med knap 5.000 indskrevne studerende. Det er også værd at huske, midt i den betimelige debat om, at der i disse år desværre er færre unge, der vælger pædagoguddannelsen.

Claus Thykjær, adm. direktør i FOBU har dog ret, når han her i Altinget skriver, at pædagogfaget og pædagoguddannelsen står i en kritisk situation. Og derfor er vi også glade for, at vores meduddannere i FOBU kaster sig ind i kampen og peger på, at der er brug for at øge pædagogfagets anerkendelse og prestige. Vi kunne ikke være mere enige. Men vejen hen mod mere anerkendelse er vi lidt uenige om.

Skab bedre studieforudsætninger

Fx peger Claus Thykjær på, at kravene på uddannelsen skal skærpes, så det bliver sværere at blive optaget på uddannelsen, og flere bliver sorteret fra ved indgangen. Men som direktør i EVA Christina Barfod-Høj skrev i Politiken forleden, så lever drømmen om den perfekte, velforberedte, engagerede og dygtige studerende på de fleste uddannelser, selvom netop denne studerende ikke findes.

Udfordringen ved den løsning Claus Thykjær peger på, er desuden, at det ikke kan afgøres på antallet af 12-taller alene, om en kommende studerende bliver en dygtig pædagog.

På pædagoguddannelsen er det ikke tilstrækkeligt at være bogligt og teoretisk dygtig. Pædagoger skal rumme, støtte og respondere betimeligt på det lille barns, den unges eller den udsattes behov og møde alle respektfuld og anerkendende.

I stedet for at gøre det svært at komme ind for studerende, for hvem pædagoguddannelsen er drømmeuddannelsen, hvorfor så ikke hjælpe de studerende, som har brug for det? Fx ved at forbedre deres studieforudsætninger inden studiestart? Det kunne fx gøres ved at tilbyde præparantkurser, der støver de læse-, og skrivefærdigheder af, som de studerende får brug for på studiet og dermed giver dem bedre chancer for at lykkedes på studiet.

Mangfoldighed i undervisningen

De sidste årtier er uddannelseselevatoren kørt flere etager op. Langt flere unge får en ungdomsuddannelse, og flere unge tager en videregående uddannelse end tidligere. Det kan vi som samfund kun glæde os over. Nu er tiden inde til, at vi også indretter vores uddannelsessystem, så det afspejler denne udvikling.

De studerende på pædagoguddannelsen er mangfoldige. De spejler i høj grad det samfund, som de skal ud at arbejde i. For en tredjedel af vores studerende er de første i familien til at tage en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. Andre kommer fra familier, hvor man har været pædagoger i flere led. Andre igen er familiens første pædagog osv. Fælles for vores studerende er dog, at deres motivation for at gøre en forskel i børn, unge og udsatte voksnes liv er utrolig stærk. Men med de rammer om uddannelsen, som vi har i dag, kan vi ikke altid møde dem tilstrækkeligt i de forskellige forudsætninger, som de kommer med – og de forskellige læringsprocesser, de derfor skal igennem.

Hvor mangfoldigheden er et gode for uddannelsen, så stiller den også nogle krav til os som uddannelsesinstitution, som er svære at honorere. Skal alle studerende på en stor og mangfoldig uddannelse blive så dygtige som muligt, har vi brug for at kunne følge, støtte og vejlede vores studerendes læring, udvikling og professionsfaglige dannelse mere individuelt, end det lader sig gøre på vores nuværende hold med 40 studerende.

Det er ingen hemmelighed, at pædagoguddannelsen står foran en større politisk reform. Det ser vi meget frem til.

Styrk socialpædagogikken og praktikken

Claus Thykjær skriver i sit indlæg, at de pædagogstuderende i dag mangler kompetencer inden for det specialpædagogiske område. Det kunne vi ikke være mere enige i, og vi har da også efterspurgt en reform af den nuværende uddannelse rigtig længe. Specialpædagogikken er således også et af de områder, som vi i Danske Professionshøjskoler tidligt har peget på, at politikerne skal styrke i den nye pædagoguddannelse.

Et andet ønske vi har til reformen, er en styrkelse af praktikken. Pædagoguddannelsen er en vekseluddannelse, hvor en tredjedel af selve uddannelsen foregår i praktik. Derfor spiller samarbejdspartnere som Fobu en stor rolle som meduddannere, når vores pædagogstuderende møder hverdagen i en daginstitution. Gode praktiksteder med uddannede praktikvejledere og en stærk faglighed, hvor der er tid og kompetence til at gøre praktikken til et godt læringsrum for de studerende, er afgørende, netop fordi det er så stor en del af uddannelsen.

Jeg er glad for, at Fobu melder sig på banen – og har ambitioner på det pædagogiske område. Det rækker ikke blot at tale faget op. Der skal langt mere strukturelle tiltag til, som dels gør det muligt at levere en højere kvalitet på pædagoguddannelsen og som dels sikrer uddannede pædagoger bedre karriere- og efteruddannelsesmuligheder, så de kan se en fremtid i faget. For vi har som samfund brug for dygtige pædagoger – og det er et fantastisk arbejde, når rammerne er i orden.