Vi ønsker os et treårigt enhedsgymnasium – for alle unge

Den 8. og 9. august holder Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye sit årlige Sorø-møde. I år handler det om den store reform af ungdomsuddannelser, der er på det politiske tegnebræt.  11 kommunale direktører og chefer med ansvar for velfærdsområdet og rektoren på Københavns Professionshøjskole har et helt konkret løsningsforslag til politikerne.

Af Anne Vang Rasmussen (rektor på Københavns Professionshøjskole), Gorm Bagger Andersen (direktør i Glostrup Kommune), Charlotte Markussen (direktør i Høje-Taastrup Kommune), Jan Dehn (direktør i Hørsholm Kommune), Rene Rasmussen Sjøholm (skolechef i Frederiksberg Kommune), Per Kensø (centerchef i Ballerup Kommune), Thomas Berlin Hovmand (direktør i Gladsaxe Kommune), Mie Helene Andresen (direktør i Frederikssund Kommune), Tina Lykkegaard Marker (skolechef i Rødovre Kommune), Søren Trier Højgaard (direktør i Gribskov Kommune, Camilla Ottsen (direktør i Gribskov Kommune) og Camilla Niebuhr (direktør i Rødovre Kommune)

Ubådskaptajn. Politibetjent. Skolelærer. Astronaut. Børnehavebørns forestillinger om fremtiden er tit meget konkrete og bundet op på en fagprofession.

Når de samme børn bliver til unge mennesker, og skal vælge en ungdomsuddannelse, er det lige modsat. Så ønsker de at vente med at vælge fag. Holde alle muligheder åbne. Fastholde ungdomsårenes uafklarethed som den tid i et liv, hvor man får lov til at være på en bestemt måde.

EVA’s undersøgelser af unges studievalg peger på, at det er netop derfor, de fleste unge vælger det almene gymnasium. Fordi de på den måde udskyder valget af fagprofession og får lov at være unge lidt endnu. De ønsker også at tilbringe deres ungdomsuddannelsesår der, hvor de andre unge er. At være en del af et populært ungemiljø.

Politikerne på Christiansborg har lagt i kakkelovnen til en stor reform af ungdomsuddannelserne. Deres problemidentifikation er for os at se grundlæggende rigtig. For få vælger en erhvervsuddannelse. Ifølge ungdomsforskningen skyldes det især, at de unge ikke er klar til at træffe et valg om et bestemt fag lige efter grundskolen – og de oplever på en erhvervsuddannelse at skulle blive voksne meget hurtigt, når de har afsluttet grundforløbet og skal ud i en virksomhed eller på en byggeplads. Samtidig er erhvervsuddannelserne splittet op i 20 ugers forløb, der ikke levner meget plads til ungdomsliv og -fællesskaber.

Det almene gymnasium lykkes heller ikke helt godt nok, men opfattes af rigtig mange som det populære og sikre valg. Heldigvis kan Danmark prale af både mange og dygtige studenter. Men der er for få af dem, der vælger professionsuddannelserne. Det er samfundskritisk nødvendigt for Danmark at få flere uddannede pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker og lærere, hvis vi vil opretholde et godt serviceniveau i vores velfærdssamfund. Men det almene gymnasium peger alt for få i den retning. Vi har de seneste 10 år set et fald på hele 36 procent i søgningen til velfærdsuddannelserne. Samtidig er der desværre også rigtig mange, der tager en gymnasiel uddannelse, men som aldrig kommer videre, og ender som ufaglærte studenter, der må tage ufaglærte jobs.  Slutteligt og ikke mindst har vi en fælles opgave med at få gruppen af unge, der slet ikke får sig en ungdomsuddannelse reduceret. Her er der også brug for et motiverende uddannelsessystem.

Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye har heldigvis et klart blik for udfordringerne. Det er vi glade for. I disse dage holdes det årlige Sorø-møde, og der har han sat ungdomsuddannelsernes fremtid til debat. Den debat vil vi gerne spille ind i. Selv om vi deler den politiske analyse af udfordringerne, har vi nogle bekymringer for de løsninger, der er på tegnebrættet. Og vi har faktisk et bud på en bedre løsning.

Vi har forstået, at man overvejer at gøre det almene og 3-årige gymnasium til et sted for en markant smallere målgruppe ved at indføre en karakterbegrænsning på enten 6 eller 7 for at komme ind. Samtidig overvejes et nyt 2-årigt erhvervsgymnasium, der skal optage omtrent 40 procent af de unge. Altså en reform som vil få betydning for rigtig mange unges uddannelsesvalg. Der ligger mange gode intentioner bag reformtankerne, men vi har fire bekymringer.

For det første peger det nye 2-årige erhvervsgymnasium primært i retning af erhvervsuddannelserne. Og et smalt 3-årigt gymnasium peger primært i retning af universitetet. Men hvad så med professionsuddannelserne? Hvor skal de studerende til dem komme fra? Bare rolig, siger politikerne – og understreger, at professionsuddannelserne skal tænkes med både i forhold til det 2-årige erhvervsgymnasium og det 3- årige gymnasium.  Men hvordan en sådan ’medtænkning’ konkret skal se ud, er imidlertid mere uklart. Og det bekymrer os. For professionsuddannelserne er de uddannelser, hvor Danmark i allerhøjest grad kommer til at mangle arbejdskraft de kommende år, og det vil få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund.

Vores anden bekymring handler om præstationsorientering i folkeskolen. Præstationsorientering er ikke i sig selv noget negativt. Præstation har alle dage været en del af det at gå i skole, og en vigtig motivationskilde til at blive dygtig til noget. Problemet opstår først, når præstation bliver altdominerende, og blokerer for, at motivation også kan handle om at lære noget for læringens egen skyld. I 2021 udkom bogen ’Præstationskultur’ af Anders Pedersen og Søren Christian Krogh fra Aalborg Universitet. Her skriver de, at præstationskulturen i folkeskolen er en stærkt medvirkende årsag til unges mistrivsel, og derfor hæmmer læringen. Eleverne udvikler derfor en defensiv præstationsstrategi, hvor de ikke tør tage chancer og begå fejl. Noget, som i virkeligheden ikke gavner læringen og dermed virker mod sin hensigt.

Vi er oprigtigt bekymrede for, at en reform, hvor karakterbarrieren til det almene gymnasium hæves, vil gøre præstationskulturen i folkeskolen endnu mere markant, fordi kampen om at komme ind på en de få populære pladser bliver endnu hårdere. Med mistrivsel og dårligere læring til følge. For forskningen viser en tæt sammenhæng mellem karakterkrav og præstationspres. Det viser blandt andet Noemi Katznelson og Arnt Vestergaard Louw fra Aalborg Universitet i ’Karakterbogen’ fra 2018. Når karakterkravene til gymnasiet øges, får karakterer fra folkeskolens afgangsprøve større betydning. Der kommer så at sige mere på spil, og det vil øge præstationspres og eksamensorienteringen i udskolingen. Samtidig er vi bekymrede for, at det vil gøre det almene gymnasium endnu mere attraktivt i de unges øjne. Stedet for de udvalgte superdygtige og superseje. Stik imod den politiske intention om at brede de unges uddannelsesvalg mere ud.

For det tredje er der en risiko for øget social ulighed. I den nye model vil de unge allerede efter endt grundskole skulle træffe et ret afgørende valg mellem erhvervsgymnasiet og det almene gymnasium. Spørgsmålet er, om det reelt bliver et valg, der handler om drømme, motivation og begejstring. Eller om virkeligheden snarere bliver sådan, at et smalt gymnasium bliver for de mest velstilledes børn. Vores viden om unges uddannelsesvalg tilsiger i hvert fald, at jo tidligere i livet, man skiller de dygtigste ud i særlige forløb, jo mere er det reelt forældrenes uddannelsesbaggrund, der afgør, hvem der kommer til at gå der. Fordi læringsmiljøet i hjemmet betyder overordentlig meget. Unge fra lavtuddannede hjem har simpelthen lavere forventninger til deres uddannelse. De oplever ikke at have de samme muligheder som unge fra højtuddannede hjem – og har derfor en tendens til at vælge mindre ambitiøst. Et godt sted at blive klog på netop det, er VIVE’s undersøgelse ’Ung i Danmark – tidlige faktorers indflydelse for børns udvikling’. Og der ligger et både menneskeligt og samfundsmæssigt tabt potentiale, når unge mennesker fra lavtuddannede hjem ikke får mulighed for at sigte efter stjernerne.

Vores fjerde og sidste bekymring handler om den geografiske uddannelsesdækning. Med færre pladser i det almene gymnasium er der stor risiko for, at mindre gymnasier må dreje nøglen om. Også VUC’erne er i den nye model udfordrede. Derfor kan der for den enkelte unge blive ret langt til deres ungdomsuddannelsessted. Afstand har stor betydning for ikke mindst gruppen af unge, som er udfordrede på forskellig vis, og afstand kan også nemt blive en afgørende faktor for, hvilken ungdomsuddannelse de unge generelt vælger. Det er særligt en udfordring udenfor de store byer, hvor afstanden til ungdomsuddannelser i forvejen er stor. Vi er simpelthen bekymrede for en transportmæssigt udfordrende dagligdag for de unge.

Vi vil gerne foreslå en alternativ model. En model, der tager udgangspunkt i de unges faktiske adfærd og motivation. Hvis man spørger dem, så vil de rigtig gerne have lov at være unge. De vil rigtig gerne holde deres muligheder åbne. De vil rigtig gerne vente lidt med at træffe afgørende uddannelsesvalg, til de er mere modne. Og så vil de især gerne være del af et godt fællesskab i et velfungerende ungemiljø. Netop derfor indeholder en politisk tegnet model, hvor der træffes afgørende valg efter endt grundskole, den risiko, at de unge gør noget helt andet end det, politikerne havde forudset. Måske holder de så bare flere sabbatår. Eller stempler helt ud. De kan ikke fjernstyres.

Så hvorfor ikke lave en model, hvor de unge får lov at vente lidt med at vælge retning for deres arbejdsliv? Til de rent faktisk er klar. Sådan er det i rigtig mange andre lande. Det temmelig fragmenterede ungdomsuddannelseslandskab, hvor unge i en tidlig alder skal vælge mellem et hav af forskellige ungdomsuddannelser, er egentlig et ret dansk fænomen. I Norge har alle unge for eksempel ret til tre års ungdomsuddannelse, som fylkeskommunerne organiserer. Også i Sverige har alle unge ret til tre års ungdomsuddannelse. Den organiseres både i kommunerne og privat, hedder gymnasieskolen, og har otte fag, som er fælles for alle. Derudover kan der så vælges mellem universitets- og professionsrettede programmer og erhvervsrettede programmer. Tænkningen er, at alle unge har gavn af den almene og demokratiske dannelse, uanset hvilken jobfunktion, de efterfølgende skal bestride.

Vores forslag er en dansk ungdomsuddannelse for alle, som er en naturlig fortsættelse af enhedsskolen. Vi kalder det for enhedsgymnasiet. Enhedsgymnasiet skal sikre almen og demokratisk dannelse og attraktive ungdomsfællesskaber – for alle unge. Vi foreslår derfor at indføre ret til 13 års uddannelse, men med mulighed for at stige af undervejs. Hvor alle altså får lov at starte på enhedsgymnasiet, men kan stige af undervejs, for eksempel efter 2 år. Det vil gøre præstationsorienteringen i folkeskolen markant mindre, og vil give de unge mulighed for at udskyde valget af fremtid. For at smage på forskellige fagretninger, forskellige linjer og forskellige niveauer af fagligheden. For at få lov at være unge. Sammen. Præcis som forskningen i unges uddannelsesvalg tilsiger, at de ønsker sig – og vælger uddannelse efter i dag, hvor de strømmer mod det almene gymnasium.

Det er klart, at det vil stille krav til det institutionelle set-up. Hvad enten enhedsgymnasiet er placeret kommunalt eller som statsligt selveje (begge dele kan fungere), vil det fordre en højere grad af campus-tænkning end i dag. Det vil være udfordrende for de nuværende faglige miljøer på mange ungdomsuddannelser, men vi vurderer, at det på længere sigt vil styrke faglighed, pædagogik og didaktik på alle områder. Det vil såmænd heller ikke være skidt for de unge, at campusser udgør rammen omkring stærke ungdomsfællesskaber for alle – og ikke blot for dem, der i dag vælger det almene gymnasium. I en tid med faldende ungdomsårgange kan det nuværende fragmenterede, danske ungdomsuddannelseslandskab ikke bestå. Der er simpelthen for få unge til at opretholde alle tilbuddene. I den situation er det oplagt at tænke i campusser, og i bredere uddannelsesveje, som kan oppebære den volumen, der skal til for at sikre faglig kvalitet.

Selvfølgelig vil det også stille høje krav til indholdet. Det er klart, at det vil kræve både en vekselvirkning mellem teori og praksis i undervisningen, værkstedsundervisning og en gennemtænkning af relevante linjer eller retninger, der kan pege de unge i både erhvervs-, professions- og universitetsretningen. Enhedsgymnasiet skal ikke blot være en fortsættelse af folkeskolen. Det skal didaktisk, pædagogisk og socialt indrettes, så unge mennesker trives, lærer og udvikler sig. Sammen – og på tværs af sociale skel. Det tror vi sådan set, at alle unge vil profitere af.

Enhedsgymnasiet vil selvfølgelig også kræve, at der er tænkt over en alternativ vej for de unge, som ikke kan rummes i en sådan model. For sådan nogle vil der være. Nøjagtig som i dag. De kan have brug for mesterlære, fordi de ikke kan være i skolens kontekst. Eller de kan have brug for en meget stærk pædagogisk ramme for personlig og social udvikling. Den gruppe fanger vi i dag alt for dårligt. En ambitiøs ungdomsuddannelsesreform skal sørge for, at den såkaldte restgruppe bliver meget mindre, end den er i dag. Men den må ikke være så blåøjet, at den glemmer, at gruppen eksisterer. Der vil nok altid være behov for at gøre noget helt særligt for en lille gruppe.

Lige om lidt går ministerens Sorø-møde i gang. Vi er fulde af respekt for, at han tør sætte ungdomsuddannelserne til debat blandt de nuværende uddannelsesaktører. Vi håber, at viden om de unges uddannelsesvalg og -motivation også får en stor plads i debatten. For den tilsiger ikke, at unge skal vælge retning meget tidligt i livet. Tværtimod. Den tilsiger, at de skal have lov at have en tid i deres liv, hvor mulighederne står åbne og de får lov at være unge. Dannes, formes og udvikle sig i fællesskaber og individuelt. Derfor foreslår vi en 3-årig ungdomsuddannelse for alle, som man kender det fra mange andre lande.