Vi kommer ensomhed til livs ved eksistentielle samtaler

Coronakrisen kræver fortsat svar på spørgsmål af filosofisk art, om f.eks. moral, liv og død. Og det naturvidenskabelige paradigme, som vi står midt i, har vist sig alt for ensidigt. Det vanlige fokus på evidens og fakta slår ikke til, når vi skal finde nye måder at være menneske på. Eksistentielle spørgsmål i forhold til, hvad der er meningsfuldt, hvad der er rigtigt og forkert, finder vi ikke svar på i den accelererede måle/veje kultur.

Den ufrivillige isolation og sansedeprivation Covid19 har bragt med sig, tydeliggør betydningen af nærvær og sanselige fornemmelser. Den pludselige opståede hudsult har vist os, hvordan sanselige detaljer forsvinder i den digitale kontakt og understreget at fysisk kontakt ikke kan erstattes og undværes.

Dertil kommer, at vi længe kun har haft et meget begrænset kulturelt mulighedsrum. Fraværet af det sædvanlige overflødighedshorn af live koncerter, kunstudstillinger, litteraturmesser etc., minder os dagligt om et stort savn.

Vi savner kunsten, som et fælles afsæt, der kan assistere os med at forstå hinanden og brede viften ud for os, så vi kan få øje på mangfoldige måder at leve livet på. Kunsten kan give os adgang til andre fortællinger og erkendelser end dem vi umiddelbart har adgang til, til intuitive fornemmelser.

Mangel på mening

Men Corona krisen har også bragt os nyt håb. Hvis vi ønsker det som verdenssamfund, kan vi tilvælge et bæredygtigt liv. For første gang i 30 år kom Himalayas top til syne. Hvis vi vil, kan vi fra den ene dag til den anden bremse op for forurening fra f.eks. flytrafik. Et nyt håb om, at vi kan forandre verden er opstået. Og det er der brug for på flere parametre.

En voksende del af befolkningen slås med mangel på mening og svigtende livsduelighed. Et problem, som eksisterede længe før Covid19. Vi har generel højere velstand, længere gennemsnitslevealder og bedre muligheder for uddannelse sammenlignet med tidligere generationer, men en støt stigende gruppe af børn, unge og voksne reagerer med mistrivsel på den måde vi praktiserer fællesskab eller mangel på samme. Oplevelsen af ensomhed er udbredt – også for mange, der er omgivet af familie og venner.

Særligt unge føler sig pressede af både ydre og indre krav. Forestillingen om det perfekte ungdomsliv viser sig som en konstant selvevaluering. Især udfordringerne ved at skulle leve op til egne krav lægger sig som et tungt åg på deres skuldre.

Vi lever i et samfund, hvor individualiseringen hersker, og hvor vi enten befinder os på vinder- eller taberholdet. De digitale mediers indtagelse af vores liv betyder, at vi jagter likes og unikke statusopdateringer. Idealet om det perfekte kommer til at skygge for det autentiske og mange er blevet bange for livet.

Eksistentiel isolation

Vi er ikke gode nok i kraft af at være til, men udelukkende i kraft af, hvad vi præsterer – en state of mind, som efter al sandsynlighed har negativ indflydelse på vores selvforståelse. Mange mennesker oplever ensomhed og følelsen af ikke at kunne finde ind til sig selv – en tilstand, der kan karakteriseres som eksistentiel isolation.

Vi forsøger at dæmme op for den eksistentielle isolation ved fx at fylde vores liv op med rutiner, forbrug og underholdning. Den tilstand, vi etablerer, er en tilstand, hvor vi passivt vælger. Vi tager ikke stilling og lever ikke vores autentiske potentiale ud. Vi kaster os over forbrug og aktiviteter, der opsluger vores tid og forhindrer os i at undersøge og dvæle ved det, der kan være mere autentisk.

Ifølge den østrigske professor i psykiatri og neurologi Viktor Frankl, har mennesket en iboende vilje til at finde mening, som er gældende for alle socioøkonomiske niveauer og kulturer, uafhængigt af køn og race.

Under 2. verdenskrig deporterede nazisterne Viktor Frankl til koncentrationslejren Theresienstadt og senere til Auschwitz. Han var interneret i tre år, hvor han fastholdt sit arbejde på de papirlapper, han kunne finde. På trods af lidelser og umenneskelige omgivelser i koncentrationslejrene, fortsatte han sit arbejde. Han konkluderede, at selv i de mest smertefulde situationer, har livet en mening og at viljen til mening gør, at mennesket kan overleve meget grusomme oplevelser.

Eksistentielle samtaler

At vores arbejdsliv – og livet i det hele taget – skal være meningsfuldt for, at vi oplever tilfredshed, er efterhånden en udbredt indsigt. Men hvordan når man frem til den meningsfuldhed, når vores måde at leve sammen på sjældent giver plads til at undersøge, hvad der giver mening og i stedet hylder den hurtige og perfekte præstation?

Vi har brug for at føre eksistentielle samtaler, hvor der er rum til undring og refleksion over livets store spørgsmål. Samtaler hvor vi sammen med andre kan blive klogere på, hvad der har betydning for os hver især, for at vi kan leve et meningsfuldt, bæredygtigt liv.

Eksistensfilosofiske indsigter kan vi søge at nå gennem inddragelsen af kunst i vores eksistentielle samtaler, ved at lære at undre os og erhverve os et sprog for at tale om de store spørgsmål i livet. Der er typisk brug for både fleksibilitet og kreativitet, når vi skal nærme os nye indsigter.

Der er ikke nogen endelige eller nemme svar på de store spørgsmål i livet, men ved at inddrage kunst kan vi skabe en kreativ meningsproduktion, der giver større udsyn i forhold til handlemuligheder og forståelser. Om hvad det vil sige at være menneske. Og så har vi brug for at flytte fokus fra os selv. Brug for at slippe optagetheden af, hvad vi har lyst til, har brug for, kan mærke og i stedet rette vores opmærksomhed ud ad. Række ud mod omverden og fællesskabet.

Et bæredygtigt liv

Viktor Frankl skriver om, at mening med livet ikke kan forfølges intentionelt. Mening med livet er et afledt fænomen, der viser sig, når vi overskrider og glemmer os selv, for at blive optaget af nogen eller noget udenfor os selv.

For at livet kan fremstå meningsfuldt for os, har vi brug for at glemme os selv – optagetheden af os selv. Vi har brug for at interessere os for vores medmennesker eller en sag, noget vi ikke skal finde inde i os selv. Vi har brug for at opleve, at vi gør en forskel.

I en nutidig optik rimer Viktor Frankls forståelse af meningsfuldhed godt på bæredygtig. Vi må stræbe mod et bæredygtigt liv, forstået som et liv, hvor bæredygtigheden ses i et holistisk lys. Det betyder, at vi skal bevæge os mod en økologisk horisont, både i forhold til vores omgivelser og i forhold til vores eget liv.

Et bæredygtigt liv er præget af autenticitet og fællesskab og er samtidigt et liv, hvor vi giver slip på overforbrug af både statussymboler, indholdsløst tidsfordriv og overdreven optagethed af os selv – for livet skal ikke gemmes væk.