Vi kan ikke omstille sundhedsvæsenet uden at prioritere nye kompetencer

Vi står midt i en af de største omstillinger i det danske sundhedsvæsen i årtier.

Opgaver flytter mellem hospitaler og kommuner, og behandling af fysisk og psykisk sygdom bliver i stigende grad integreret. Borgere udskrives tidligere fra hospitalerne, modtager behandling i eget hjem eventuelt ved hjælp af ny teknologi, og de lever længere med komplekse sygdomsforløb.

Når patientforløb bliver mere komplekse, og sundhedsvæsenet rykker tættere på borgerne, bliver kravene til medarbejdernes kompetencer større. Det afspejles i de grunduddannelser, der lige nu reformeres, og i professionshøjskolernes forskning. Men det kræver også, at der bliver investeret i opkvalificering af de sundhedsprofessionelle, der hver dag møder borgere og patienter.

Det har mange kommuner allerede en plan for, og de arbejder målrettet for at få flere sygeplejersker afsted på videre- og specialuddannelse.

Vi hører fra ledere, i vores løbende dialog om reformarbejdet med en række kommuner, at sygeplejersker i højere grad tager klinisk lederskab og understøtter implementeringen af værdig ældrepleje, når de har været afsted på kompetenceudvikling.

Erfaringer fra implementering af helhedspleje i kommunerne viser også, at kompetenceudvikling får medarbejderne til at reflektere mere over egen praksis, og at trivslen bliver styrket.

Desværre bliver erfaringerne efterfulgt af et »men det er dyrt og tidskrævende at sende dem af sted, og vi kan ikke undvære dem i driften«.

Kompetenceudvikling bør være en fælles samfundsopgave

Et sundhedsvæsen, der skal tættere på borgerne, kræver både bred kompetenceudvikling blandt medarbejderne og specialiserede nøglepersoner med den nødvendige ekspertise inden for for eksempel borgernær sygepleje og helhedspleje. Og den omstilling må ikke være afhængig af den enkelte kommunes økonomi eller den lokale prioritering i den daglige drift.

Netop derfor kan ansvaret for kompetenceudvikling ikke alene ligge hos den enkelte kommune. Det bør være en fælles samfundsopgave at sikre, at vores borgere får den behandling, de har brug for i et sundhedsvæsen tæt på det levede liv, og at videre- og specialuddannelse prioriteres både i kommunerne og på hospitalerne. Men også på Christiansborg.

Vi skal have en national handlingsplan

Behovet for en stærkere prioritering af efter-, videre- og specialuddannelse i det nære sundhedsvæsen bliver særligt tydeligt, når man ser på niveauet for specialuddannelse i det kommunale sundhedsvæsen.

Dansk Sygeplejeråd har sat et konkret mål: 20 procent af kommunale sygeplejersker skal have en specialuddannelse i borgernær sygepleje inden 2030. I dag – otte år efter uddannelsen blev udbudt – er vi på knap fire procent. Det er et misforhold, der burde bekymre mange beslutningstagere i sundheds- og omsorgsforvaltningerne og peger på, at et kompetenceløft ikke er tilstrækkeligt strategisk forankret i det nære sundhedsvæsen.

Behovet for en stærkere prioritering bliver også underbygget af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som viser, at de statslige udgifter til voksen- og efteruddannelse er faldet med mere end to milliarder kroner i løbet af de seneste ti år.

Der skal laves en national handlingsplan for kompetenceudvikling, så tilrettelæggelsen af de nuværende efter- og videreuddannelser samt specialuddannelser til sygeplejersker – og udviklingen af nye tilbud – matcher udviklingen i sundhedsvæsenet.

Derfor ser vi positivt på, at regeringen ønsker at fremlægge en langsigtet plan for rekruttering og fastholdelse på ældreområdet og et løftet kompetenceniveau gennem uddannelse og opkvalificering. Men det bør være en bunden opgave for regeringen at sikre de økonomiske rammer, så kommunerne faktisk kan sende medarbejdere på efteruddannelse. Her kan man lade sig inspirere af AMU-systemet, hvor der er skabt økonomiske rammer, som gør det lettere for kommunerne at prioritere kompetenceudvikling, også når det kræver vikardækning.