Vi glemmer fællesskaberne, når vi diskuterer mistrivsel

Uanfægtet at der er mange områder, der kræver politisk handling, så er det i forhold til den mistrivselsepidemi, vi ser, en tvungen opgave at forbedre vilkårene for vores børn. I det arbejde er det vigtigt, at der er blik for både den enkelte og det fælles.

Der er i dag en stærk tendens til, at der først og fremmest kigges på det enkelte barn. Dermed individualiseres det ‘ ikke at have det godt’. Problemet er, at man overser betydningen af de mange fællesskaber og sammenhænge, som et barn skal trives i.

Vi skal mere end 30 år tilbage for at se en mere fællesskabsorienteret børnepolitik i Danmark. Dengang var man optaget af samfundets institutioner, af sammenhængen mellem familielivet og arbejdslivet, og politikere var nysgerrige, angående hvordan det stod til i børnelivet. Den individfokuserede regnearks-prægede børnepolitik, der slog igennem i 1990’erne, var altså et opgør med noget.

Det skulle være slut med snak og nysgerrighed. Danmark skulle være konkurrencedygtigt, og alle børn have samme (store) udbytte af deres tid i daginstitution og skole. Stram input-output-tænkning overtog det børnepolitiske arbejde, mens de mere nysgerrige spørgsmål gled i baggrunden. Selv om en mere ‘ børnevenlig fløj’ i Folketinget havde øje på de relationelle og fysiske rammer i skoler og daginstitutioner, kom børnepolitikken til at handle om de professionelles værktøjskasse.

På daginstitutionsområdet betød det i starten af nullerne etableringen af læreplaner, der skulle sikre, at alle børn og ikke blot de, der mentes at være bagud på point af familiemæssige og sociale årsager, blev løftet. Den tidlige veltilrettelagte hverdag var formlen og det, der kunne betale sig:

»Vi har set i udlandet, at hvis man sætter fokus på børnenes kompetenceudvikling allerede i en tidlig alder, så kan man faktisk bryde den negative sociale arv«. »I Venstre ser vi det her som værende et skridt på vejen til, at vi kan understøtte alle børn, ikke bare de børn, som faktisk har nogle hjem og nogle forældre, som understøtter dem dér, men faktisk understøtte alle børn, således at børnene er parate til efterfølgende at fortsætte i vores skolesystem og på den facon fortsætte videre i vores uddannelsessystem« (Henriette Kjær, daværende socialminister for Venstre; 2004).

Også på skoleområdet blev en lang række meget detaljerede mål – delmål, trinmål og slutmål – løsningen, der skulle betyde, at alle børn kunne få det ud af skolen, som man fra politisk hold ønskede, hvilket hidtil ikke havde været tilfældet. Børnene skulle være dygtigere, målene tydeligere og ansvaret placeret tæt på det enkelte barn.

Både læreplaner og skolens mange mål vakte kritiske røster på Christiansborg. I både Radikale Venstre og Enhedslisten var man utilfreds med, at de politiske løsninger indebar risiko for at reducere de professionelles faglige råderum. Som det i 2003 blev formuleret af daværende ordfører for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil: »Man vil lave nogle bindende mål, fordi man i bund og grund ikke tror på, at lærerne selv kan finde ud af at varetage den opgave, og desværre bliver det på bekostning af den frihed, der har været i folkeskolen hidtil til at planlægge undervisningen selv« (Pernille Rosenkrantz-Theil, daværende ordfører for Enhedslisten; 2003).

I Radikale Venstre spurgte man ligeledes, om det nu vitterlig skulle være en politisk opgave at gå så tæt på de fagprofessionelles arbejde i daginstitution og skole. I de øvrige partier stod man last og brast med den økonomiske logik og med blikket stift rettet mod det enkelte barn.

Dén kritiske stemme, der havde forståelse for fællesskabernes betydning for børn og unge, ydmyghed over for læreres og pædagogers arbejde og forståelse for, at økonomisk logik ikke kan beskrive eller fikse børns og unges komplekse problemstillinger, er der brug for, at vi genfinder.

Selv om nogle mål og planer i dag er lagt på hylden, omformuleret eller gjort bredere, lever den individfokuserede børnepolitik fortsat i bedste velgående. Derfor er vi heller ikke særlig langt i arbejdet med at etablere bedre rammer for vores børn og unge.

Mistrivsel kan ikke forstås ved blot at kigge på individet, men må løses i forhold til de sammenhænge og kontekster, det næres af. Mistrivsel eksisterer i måden, vi gør daginstitution, skole og hverdag på, af bånd, som snærer, og fagligheder, der er spændt ud mellem politiske krav og børns vilkår. Skal vi gøre det bare en smule bedre end i dag, kræver det en ambitiøs politisk plan, der sætter fokus på hverdagen i vores institutioner og i samfundet i det hele taget.