
Vent ikke med at bruge inklusionsvejlederen
En inklusionsvejleder er ekspert i at arbejde forebyggende og er ofte til stor hjælp, allerede når I begynder at fornemme, at der er udfordringer i børnegruppen.
5. november 2024
”Vi har prøvet alt”, siger du og dine kolleger til hinanden, da I er samlet til møde om 5.B – igen. Sofie bliver ved med at sabotere undervisningen, Peter er stadig uden for fællesskabet, og Liam er fraværende på tredje uge, selvom I har knoklet som gale for at ændre på tingene. I kaster håndklædet i ringen og beslutter at kontakte skolens inklusionsvejleder.
Men denne rækkefølge på tingene er, ifølge lektor Lisbeth Diernæs og adjunkt Mia Kongsbak fra Københavns Professionshøjskole, ikke optimal:
” Når der opstår udfordringer med elevers deltagelsesmuligheder, bør du og dine kolleger i teamet omkring klassen tage fat i skolens inklusionsvejleder hurtigt, inden problemerne er vokset så meget, at I oplever at have prøvet alt. Inklusionsvejledere er særligt gode i det forebyggende og foregribende arbejde, bl.a. fordi de kan hjælpe med at undersøge, hvad der sker for de børn, som kommer i vanskeligheder i fællesskaberne. Inklusionsvejlederen har lært at facilitere, systematisere og samarbejde med sine kolleger om indsatser – fx ved at indhente børneperspektiver og gøre sig metodiske overvejelser om indhold og proces i de kollegiale samtaler og i de konkrete praksisser”.
Fokus på fællesskabet frem for at fikse
Det er naturligt og menneskeligt at rette sit fokus mod de børn, man oplever, har udfordringer og mod de problemstillinger, man mener, skal løses for at skabe et godt læringsmiljø. Lisbeth Diernæs og Mia Kongsbak opfordrer dog til i stedet at rette fokus mod udvikling af fællesskabende pædagogik og didaktik frem for at være optaget af at fikse nogen eller noget med individuelle og kompenserende tiltag:
”At udvikle undervisning med fokus på at skabe gode deltagelsesmuligheder for alle og at gøre didaktiske og pædagogiske overvejelser til genstand for videndeling og refleksion er ofte inspirerende og energigivende, mens fokus på at fikse kan være drænende, især hvis der er mange børn, der kræver en særlig indsats. At arbejde med fællesskabet og deltagelsesmuligheder, både socialt og fagligt, kan samtidig virke forebyggende og foregribende i forhold til børn, som kommer i vanskeligheder. Også her kan skolens inklusionsvejleder med fordel inddrages”.
Opsøg selv specialpædagogisk viden
Kunne du tænke dig at få noget af den specialpædagogiske viden, som inklusionsvejledere har, så du får flere kompetencer til at arbejde systematisk og reflekteret med at skabe fællesskaber for alle børn? Det kan fx være relevant med viden om social-kognitive udviklingsforstyrrelser, læse- og skrivevanskeligheder, (mis)trivsel og angst. På den måde får du indsigt i, hvilke læringsforudsætninger eller forhindringer for læring, børnene måske har, som kan få betydning for deres muligheder for at deltage i fællesskaberne.
Modulet Læring, kontakt og trivsel eller moduler fra uddannelsesretningen Inklusionsvejleder kan måske være noget for dig. Her får du også konkrete ideer til tilrettelæggelse af læringsmiljøet til gavn for alle børnene i fællesskaberne.
Kontakt

Lisbeth Diernæs
Lektor
Telefon: +45 41 89 85 86
E-mail: LIDI@kp.dk
Mia Lund Kongsbak
Adjunkt
Telefon: +45 41 89 79 09
E-mail: MLKO@kp.dk
Tekst: Helle Bo Henriksen
Portrætfoto: Asger Hunov