Uddannelsessystem er ude af trit med tiden

Det er muligt, at vi kommer til at romantisere fortiden en kende.

Men tilbage i 80′ erne og 90′ erne, hvor vi valgte videregående uddannelse, var valget ikke forbundet med store sjælelige kvaler.

Når kalenderen sagde juli, tonede lederen af den koordinerede tilmelding, Jakob Lange, frem i Politiken og beroligede alle med, at det vigtige ikke var, hvilken uddannelse vi tog. Det vigtige var, at vi tog en uddannelse.

Det handlede om at komme i gang – og det var fint at vælge med hjertet. At det var en sandhed med modifikationer, måtte vi senere sande. Men troen på fremtiden var stor, få talte om klimakrise, og ingen om trivselskrise. Selvfølgelig var der også uddannelser med høje adgangskrav, men mulighederne syntes alligevel mange – og man kunne jo altid søge om overflytning eller vælge om.

Når vi lytter til vores unge i dag, er det tydeligt, at bagtæppet for deres uddannelsesvalg er et andet.

De er vokset op til tonerne af fremdriftsreform, dimensionering, uddannelsesloft og nu også kandidatreform.

I dag opleves uddannelsesvalget af mange unge som tiltagende afgørende for, om man kan lykkes – ikke bare arbejdsmæssigt, men som menneske. Afgørende for, om man bliver en af dem, der lander det gode liv, hvor alle muligheder til stadighed står åbne. De vil have et meningsfyldt arbejdsliv, der giver værdi og ikke udmatter. For de skal arbejde i mange flere år end vores generation. Og for mange unge indebærer det oplevelsen af, at alt står og falder med optagelse på “drømmeuddannelsen”.

Der har aldrig været flere videregående uddannelser at vælge imellem end i dag. Men også denne frihed er med til at dramatisere uddannelsesvalget.

For som forfatter Christian Hjortkjær tidligere har formuleret det, ligger der i friheden også et påbud om at være enestående, skinne som en diamant, være stærk og frygtløs. Påbud, der ikke mindst skal indfries med det rigtige uddannelsesvalg. I det lys er det ikke så mærkeligt, at uddannelsesvalget i dag af mange unge opleves som uligt sværere, end da vi var unge.

Samtidig har det vist sig, at de unges håbefulde drømme om at virkeliggøre sig selv gennem uddannelse betyder, at fællesskabet og samfundets behov for pædagoger, lærere, sygeplejersker og faglærte ikke bliver mødt i tilstrækkeligt omfang. Det er ikke et bevidst valg fra den enkelte unges side – der er bare i mindre grad end tidligere sammenfald mellem, hvad de unge opfatter som uddannelser, hvor de kan fremkalde sig selv, og de uddannelser, som samfundet har brug for.

Vi står med andre ord med en dobbelt ubalance: De unge er pressede af uddannelsesvalget, og samfundet mangler mennesker i helt afgørende funktioner, f. eks. i forhold til grøn omstilling og undervisning af børn og pleje af ældre.

Det er desværre ikke en nyhed.

Eller særegent dansk. Og mange kronikker er skrevet om, at NU må der handling til, så de unge vælger de uddannelser, vi som samfund har brug for. Men hvilke forældre vil helt ærligt sige til deres børn, at deres uddannelsesvalg alene handler om samfundstjeneste – og ikke om den unges drøm? Og hvilken ung ser det rimelige i at skulle lægge egne drømme og ønsker helt til side for at leve det liv, andre har brug for?

Det centrale spørgsmål er, om der er veje til at mindske den aktuelle ubalance på en måde, så vi både imødekommer samfundets behov og tager hånd om de unges håb og drømme? Forfatter Søren Schultz Hansen peger på, at for de unge kan det i sig selv være skræmmende at låse sig fast i et bestemt uddannelses- eller karrierespor. At de gerne vil have muligheder, helst uendelige.

Lyder det så åndssvagt? At man som ung vil skabe muligheder for sig selv? Er det faktisk ikke netop det, vi skal lytte til hos vores unge og bruge som udgangspunkt i et grundigt eftersyn af vores uddannelsessystem? I stedet for at tvinge de unge ind på bestemte uddannelser eller forsøge at “snakke” nogle uddannelser op.

Hvorfor ikke se på, hvordan vi indretter vores uddannelsessystem på en måde, så det tilbyder alle unge – og ikke bare nogle af dem – forudsætningerne for at holde det fede og fantastiske ved livet, nemlig mulighederne, åbne.

De unges blik på det danske uddannelsessystem afspejler, at vi ikke er fulgt med tiden. For de har jo ret i, at når vi i det offentlige investerer 97 pct. af midlerne i formel, ordinær uddannelse, signalerer vi, at uddannelse er noget, som hører ungdommen til.

Når uddannelse hører ungdommen til, så forstår man godt, at uddannelser, der synes at åbne mange muligheder, er mere attraktive end de fag-og professionsrettede uddannelser, som fremstår sværere at bygge oven på, specialisere sig inden for eller skifte spor fra.

Ønsker vi at skabe bedre balance mellem de unges valg og samfundets behov, skal vi grundlæggende forandre vores uddannelsessystem i en langt mere fleksibel og sammenhængende retning – uden at det kommer til at stå i kontrast til faglig dybde. Det skal være lettere og alle forundt at specialisere sig, gå til siden uden at skulle starte forfra og helt skifte spor i vores uddannelsessystem.

Både som ung og som voksen.

Det handler først om helt grundlæggende at ligestille de enkelte dele af uddannelsessystemet. Hvis valget af erhvervsakademi-og professionsbacheloruddannelser skal føles mindre afgørende, skal der være bedre muligheder og tydeligere veje til at bygge på senere i livet.

Det skal stå krystalklart for de unge, at de ikke afskærer sig fra at tage en kandidatuddannelse, fordi man vælger at blive finansøkonom eller socialrådgiver. De vælger bare, at det ikke er lige nu.

For det andet er det ikke realistisk, at alle unge kan vælge den rigtige uddannelse hverken for dem selv eller for samfundet i første hug. En tredjedel ender med at skifte studie, på trods af at de unge søger og får langt mere information og vejledning til deres valg end tidligere.

For en betydelig del af de unge er det med andre ord først i mødet med en given uddannelse, at det bliver tydeligt for dem, hvad der er det rigtige og forkerte uddannelsesvalg for dem.

Endelig er der brug for, at livslang læring ikke blot er et honnørord, men noget, som understøttes af vores uddannelsessystem. Mulighederne for at lave et sporskifte senere i livet skal blive langt lettere og mere attraktivt. Det handler f. eks. om dét, der med et mundret ord hedder realkompetencevurdering, så alt det, man har lært i sit arbejdsliv, tæller med, hvis man ønsker at skifte spor.

Der findes veje til at mindske ubalancen mellem unges håb og drømme og samfundets behov. Men skal flere unge vælge de uddannelser, vi som samfund har brug for, skal vi tage ansvar for at bygge et langt mere fleksibelt og sammenhængende uddannelsessystem. Et system, hvor det er tydeligt, at det første uddannelsesvalg er præcis dét – et første valg af mange.

Vi skal ærligt og redeligt kunne sige til de unge, at de, uanset valg, har lige mange døre, der åbner sig for dem. Vi skal bygge et uddannelsessystem til tiden.