To diplomprojekter fra Københavns Professionshøjskole hyldes ved lærerfest
Lærerne Eva-Maria Glimberg fra Åkirkeby og Mette Bjarning fra Greve har taget en diplomuddannelse på Københavns Professionshøjskole, og deres afgangsprojekter er så gode, at de begge modtager en pris
11. november 2022
Når Lærerprofessionen.dk i slutningen af november holder prisfest i København og hylder de bedste bachelor- og diplomprojekter, så vil Københavns Professionshøjskole være flot repræsenteret.
Dommerkomiteen har nemlig allerede nu offentliggjort, at det bliver lærerne Eva-Maria Glimberg fra Åkirkeby og Mette Bjarning fra Greve, der kommer til at vinde førsteprisen på 10.000 kroner og andenprisen på 8.000 kroner. Men hvem der løber med hvilken pris, bliver først afsløret ved selve prisfesten, der finder sted fredag den 25. november.
Skolebørn med udviklingsmæssig sprogforstyrrelse
Eva-Maria Glimberg er i sit pædagogiske diplomprojekt fra Københavns Professionshøjskole gået i dybden med den udviklingsmæssige sprogforstyrrelse DLD. Nogle børn har varige vanskeligheder med at forstå, producere eller bruge det talte sprog. Det kan have flere årsager, og en af dem hedder altså Developmental Language Disorder (DLD).
Ifølge undersøgelser fra England og USA har omkring syv procent af en årgang udviklingsmæssig sprogforstyrrelse. Overført til en dansk skole betyder det, at der i hver klasse sidder elever med netop disse udfordringer. Det er vigtigt at identificere årsagen til vanskelighederne for at give den rette støtte, men indtil videre er kendskabet begrænset i Danmark.
”Vi kan hjælpe elever, der har DLD, men i første omgang skal de professionelle, der arbejder med børnene, vide, at det findes,” siger Eva-Maria Glimberg i en pressemeddelelse og tilføjer, at DLD blandt andet er kendetegnet ved, at det netop er en udviklingsforstyrrelse – ikke en erhvervet skade.
Eva-Marie Glimberg har skrevet projektet som den sidste del af uddannelsen til logopæd (tale-hørekonsulent). Emnet var oplagt, fordi det kombinerer lærerfagligheden med den nye uddannelse. I projektet analyserer Eva-Maria Glimberg resultater fra en test (CELF-4-test), der afdækker sproglige vanskeligheder hos en elev i 5. klasse, som gennem hele sit skoleforløb har været tilknyttet forskellige tilbud i skolens støttecenter.
Eva-Maria Glimberg konkluderer, at eleven er udfordret bredt set i forhold til det receptive og produktive sprog, i forhold til det sproglige indhold, sproglig hukommelse og arbejdshukommelse. Den viden kan hun bruge.
”Når vi er opmærksomme på vanskelighederne med sprogforståelsen, kan vi målrettet optimere den sproglige og faglige læring,” siger hun.
Eva-Maria Glimberg bruger allerede sin nye viden om DLD på Hans Rømer Skolen i Åkirkeby.
”På skolen har jeg fået ressourcetimer. Dem bruger jeg til at arbejde med en gruppe elever. Jeg er i gang med at afdække, om det er DLD, som forårsager deres faglige problemer. Samtidig har jeg generelt fået en større opmærksomhed på, at eksempelvis læsevanskeligheder også kan skyldes DLD,” siger hun.
Læs Eva-Maria Glimbergs afgangsprojekt ’Skolebørn med DLD (pdf)’
Undersøgende undervisning i matematik
Den anden prismodtager Mette Bjarning er matematikvejleder på Hedelyskolen i Greve og har skrevet diplomprojekt om undersøgende undervisning i matematik.
“Tanken er grundlæggende, at elever skal undersøge problemer, eksperimentere og opstille og afprøve hypoteser, som gerne må bunde i deres egen undren. Det kan virke motiverende for eleverne og skabe undervisning, hvor eleverne får egne oplevelser og erfaringer med matematikken”, skriver Mette Bjarning i sit projekt.
Lærerne vil også gerne arbejde med undersøgende matematik, men de er ifølge Mette Bjarning “usikre på, hvordan det konkret gribes an og ikke mindst, hvordan de sikrer, at det undersøgende arbejde resulterer i matematisk faglig indsigt hos eleverne”.
Mette Bjarning er matematiklærer og også matematikvejleder på mellemtrinnet. Derfor var det oplagt at kaste sig over et projekt med problemformuleringen: ”Hvordan kan jeg, som matematikvejleder, bidrage til at styrke arbejdet med undersøgende matematik på skolen samt understøtte kollegers didaktiske proces i udviklingen af praksis med større fokus på undersøgelsesbaseret matematikundervisning.”
Det har Mette Bjarning forsøgt at afdække ved at interviewe kolleger på skolen og analysere udtalelser på faggruppemøder og konferencer. Det er en del af baggrunden for, at hun i sit projekt præsenterer en plan for, hvordan man kan implementere arbejdet med den undersøgende tilgang.
”I første omgang skal lærerne vide præcis, hvad de skal arbejde med. Derfor skal de i den første del af implementeringen analysere kernekomponenterne i undersøgende matematik,” fortæller hun.
Når den viden er kommet ind under huden, skal det omsættes til en plan for, hvordan den ”nye” viden kan blive til undervisning.
”Her kan man afprøve aktiviteter og arbejde fokuseret med, hvordan man konkret kan bruge principperne i undersøgende matematik og samtidig sikre sig, at eleverne fanger de matematiske pointer,” siger Mette Bjarning.
Projektet er langt fra blevet gemt væk i en skuffe. Tværtimod bliver det nu brugt aktivt.
”Mine vejlederkolleger og jeg har lagt en plan for, hvordan man kan arbejde bedre med undersøgende matematik. Det er den vi bruger på skolen nu,” siger matematikvejlederen fra Hedelyskolen.
Læs Mette Bjarnings afgangsprojekt ’Undersøgende matematik – om at få alle med’ (pdf).
Fakta om Lærerprofession.dk
Lærerprofession.dk drives af landets professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen i fællesskab. Udover priserne for de bedste afslutningsprojekter fra læreruddannelsen, uddeles der priser til de bedste diplomprojekter fra lærernes efteruddannelse. Desuden uddeles en særpris til det bedste projekt om grundskolens muligheder for og udfordringer med at bidrage til elevernes dannelse.
Dommerkomiteerne er uafhængige, og medlemmerne er lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og universitetsforskere.
Læs mere om Lærerprofessionen.dk på Fagbladet Folkeskolens hjemmeside.