Gå til indhold

Sygeplejersker skal sikres bedre muligheder for efteruddannelse

Debatindlæg i Politiken Sundhedsmonitor af dekan Randi Brinckmann fra Københavns Professionshøjskole

Valgtrommerne buldrer inde på Christiansborg, og en ny måling fra Megafon viser, at vælgerne prioriterer emnet ”hospitaler og sundhed” højere end alt andet, når krydset skal sættes.

Det sker i kølvandet på et katastrofalt optag på landets sygeplejerskeuddannelser, som er gået 18 procent tilbage siden 2019. Altså året før coronakrisen. Og som Politiken Sundhedsmonitor så rigtigt skriver om regeringens arbejde på sundhedsområdet, så kniber det gevaldigt med både at skaffe og fastholde de lovede 1.000 ekstra sygeplejersker. Der er f.eks. 200 færre sygeplejersker ansat på hospitalerne her i hovedstadsområdet i dag i forhold til 2019, da regeringen tiltrådte.

Vi er jo som landets største sygeplejerskeuddannelse meget fokuserede på at få fyldt vores pt. 250 ledige studiepladser op. Vi vil utroligt gerne leve op til vores ansvar og uddanne det antal sygeplejersker, der er brug for. Det er et fantastisk fag, med mange muligheder.

Måske skal man netop derfor have fokus på de udviklingsmuligheder, der er i faget. Både for at rekruttere flere til uddannelsen og for at fastholde de allerede uddannede. Og vi er faktisk også landets største uddannelsesinstitution inden for efter- og videreuddannelse af sygeplejersker, men her står det desværre heller ikke så godt til.

Arbejdsgiverne har ganske enkelt svært ved at undvære deres sygeplejersker i en travl hverdag, og det kan man godt forstå, men det er også ret kritisk i en tid, hvor sundhedsområdet er i rivende udvikling og kræver løbende kompetenceudvikling.

Ikke en eneste

Tag f.eks. vores sundhedsfaglige diplomuddannelse her på Københavns Professionshøjskole. Her kan sygeplejersker løfte deres kompetencer inden for fagområder som f.eks. akutsygepleje, sorgrådgivning, kræft og diabetes.

Men i det seneste semester var der ikke en eneste sygeplejerske, der begyndte på sit afgangsprojekt på uddannelsen.

Ikke en eneste.

Vi har selvfølgelig stadig mange sygeplejersker indskrevet på vores efteruddannelsesforløb, men vi hører fra kursisterne, at det kan være lidt af en kamp at komme afsted. Og det kan man godt forstå. Der er jo patienter, der skal plejes og behandles. Men vi taler om klinisk rettet uddannelse, som den enkelte sygeplejerske har brug for, for at kunne mestre kerneopgaven. Det er jo netop det, som fastholder sygeplejerskerne i deres job. Oplevelsen af at kunne yde den gode pleje og behandling.

Det er faktisk ikke sjældent, vi hører deltagere på vores efter- og videreuddannelsesaktiviteter sige: ”Jeg er simpelthen blevet en bedre sygeplejerske”. Så stoltheden blandt sygeplejerskerne over deres fag og lysten til at fortsætte i faget kan helt sikkert styrkes gennem efter- og videreuddannelse.

Jeg ved godt, at vagtplanerne er pressede på hospitalerne. Men arbejdsgiverne er alligevel nødt til at turde investere i deres sygeplejersker og give dem bedre muligheder for efter- og videreuddannelse. Det er med til at skabe kvalitet og udvikling i plejen og behandlingen af patienterne, og det er med til at fastholde sygeplejersker.

Og ja – så er det faktisk også med til at vise de unge mennesker, som overvejer om de skal være sygeplejerske. At selv om lønnen ikke er fantastisk, så er der fede faglige udviklings- og karrieremuligheder. Det er jo netop styrken og det fascinerende ved vores fantastiske fag – at karrieremulighederne er mange, og der er garanti for udvikling i vores sundhedsvæsen.