Gå til indhold
Pupils at schoolyard of their school

Styrk sproget i fritidsordningen

At have et godt sprog er helt afgørende for at deltage i både faglige og sociale aktiviteter i skolen.

Tekst: Charlotte Øhrstrøm, lektor på Københavns Professionshøjskole, Videreuddannelsen.

I fritidsordningen UGLEN på Tagensbo Skole i København har der længe været fokus på, at alle børn skal udvikle deres sprog bedst muligt. Skolen har børn med meget forskellige baggrunde, og derfor skal personalet være gode sproglige rollemodeller, der taler med børnene om mange forskellige emner og giver dem et præcist ordforråd for de ting, som de laver i løbet af dagen.

”Vi går meget op i at præsentere børnene for ord, de ikke har hørt før, og sætte det i relation til vores egen hverdag. Fx havde vi den anden dag fokus på bæredygtighed og lavede genbrugskrea for at sætte fokus på det resurseforbrug, vi har. Vi laver mange forskellige aktiviteter, hvor vi introducerer børnene for nye begreber og samtidig lærer sjove ting.” Rebecca, naturmedarbejder og pædagogmedhjælper i fritidsordningen på Tagensbo Skole.

Ønsker I på din arbejdsplads at styrke sprogarbejdet i fritidsordningen ligesom på Tagensbo Skolen?

Personalet på Tagensbo Skole har i samarbejde med Københavns Professionshøjskole udviklet disse fem gode råd, der tilsammen styrker sprogarbejdet og børnenes sproglige udvikling:

  1. Alle børn skal have en god samtale hver dag. Lav rammer for det.

    Ligesom i løbet af en skoledag får nogle børn i fritidsordningen sagt mere end andre, og det kræver opmærksomme voksne at få talt med alle børnene.

    Det er let at have en god samtale med et barn, der har meget at fortælle – et barn, som man måske også talte med i går og derfor allerede ved en masse om – og så er der børn, som går under radaren.

    Aftal i personalegruppen, hvem I skal være særligt opmærksomme på. Det kan være en god idé at gense jeres rum og indrette dem, så der er ro og nærvær til mindre grupper.

  2. Vær en god sproglig rollemodel, nysgerrig og lyttende

    Kropssprog kan være afgørende for, om børn mærker, at man vil dem. Øv jer i at vise børnene, at I lytter aktivt, og spørg ind til, hvad børnene siger.

    De mere stille børns kan have brug for tid, så tæl fx til 10, inden du spørger igen eller selv siger noget. Nogle børn har brug for god tid til at tænke sig om og beslutte sig for, hvad de vil sig.

    Fortæl også gerne noget om dig selv, eller lær nogle ord på et andet sprog, så du kan tale med de flersprogede børn. Vær nysgerrig på deres hjemmesprog.

  3. Visualisér: understøt aktiviteter og samtaler med billeder, tekst og ting

    Det er lettere at forstå, hvad man taler om, når man kan se det, fx hvad skrumpeplast er i krea, eller hvordan off-side fungerer på fodboldbanen.

    Værksteder og aktiviteter har ofte naturlige temaer at tale ud fra, som er visuelt understøttet. Men planlæg også gerne tematiske forløb, der kan køre over et stykke tid og giver anledning til at hænge ting op. Fx kan man indrette at helt område som solsystemet og invitere børnene til at vise det til deres forældre.

    Lav også gerne et visuelt overblik over eftermiddagens aktiviteter og voksne.

  4. Inddrag børnenes (fler)sproglige resurser i hverdagen

    Hæng ting op på væggene, som giver noget at snakke om – og gør det gerne på flere sprog.

    Lad børnene være med til at skrive navneskilte, opskrifter og teaterbilletter, så de får brugt både deres skriftsprog og mundtlige sprog i hverdagen. De voksne skal vise, at sprog bruges til mange fede ting i hverdagen.

    Når voksne læser bøger, skriver lister og søger på nettet, viser de, at sprog er både spændende og nyttigt!

  5. Giv børnene masser af muligheder for at lære nye ord

    Sæt præcise ord på det, I laver.

    På den måde får børnene et nuanceret ordforråd for fx at lave mad, spille Playstation eller lave rollespil.

    Alle aktiviteter har hver sit ordforråd. Et godt og nuanceret ordforråd giver flere muligheder for at deltage i forskellige lege og samtaler.

    Hjælp børnene med at komme med i forskellige lege, hvor de kan øve sig i at bruge sproget til at invitere; forhandle om roller, genstande og handlinger; have turtagninger og afprøve nye ord og vendinger. Foreslå fx roller i legen, og hvad de roller kan sige. Tal også om ordsprog, vittigheder og hvordan sprog kan påvirke mennesker forskelligt i fx konflikter.

Faglig kontaktperson

Charlotte Øhrstrøm

Lektor

+45 41 89 71 77