Studieboliger er ikke kun boligpolitik – det er uddannelsespolitik

Den akutte mangel på billige studieboliger i hovedstaden er ved at udvikle sig til en strukturel barriere for gennemførelsen af uddannelser

Boligpolitik plejer ikke at være vores dagsorden. Men når boligpolitikken direkte påvirker gennemførelse på velfærdsuddannelserne, bliver det uddannelsespolitik. Den akutte mangel på billige studieboliger i hovedstaden er nemlig ved at udvikle sig til en strukturel barriere for uddannelsesgennemførelse – med konsekvenser for både de studerendes læring og for kvaliteten af fremtidens velfærdsydelser.

På Københavns Professionshøjskole følger vi 19.000 studerende gennem deres uddannelse til fx lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver. Og vi ser et mønster, som bl.a. Danmarks Evalueringsinstitut også har dokumenteret gang på gang: Når basale materielle forudsætninger som bolig bliver usikre, stiger frafaldet markant.

I en nylig kronik foreslås det at etablere en “ung trepart” – som politisk værktøj. Fra et uddannelsesperspektiv ser vi et yderligere aspekt, der bør indgå: studieboliger er en reel forudsætning for, at studerende kan gennemføre velfærdsuddannelser på fuld tid.

Pendling som frafaldsfaktor

Danmarks Evalueringsinstitut har vist, at lange pendlerafstande udgør en direkte risikofaktor for studiefrafald. Når studerende må acceptere boliger langt fra campus, fordi det er det eneste økonomisk overkommelige alternativ, sættes en kædereaktion i gang.

Den ekstra transporttid – ofte op mod to timer dagligt – æder sig ind i forberedelsestiden, reducerer deltagelsen i det faglige og sociale fællesskab og udhuler gradvist motivationen. Det er ikke blot et individuelt problem. Det er et systemisk problem, der rammer skævt. Studerende fra familier uden økonomisk buffer rammes hårdest. De, hvis forældre ikke kan hjælpe med depositum eller kautionere for en lejlighed. De, der ikke har et værelse at vende tilbage til uden for København.

Hertil kommer det økonomiske pres. SU’en er kalkuleret til at dække studieudgifter og en beskeden husleje. Men når et kollegieværelse i København koster mellem 4.500 og 5.500 kroner om måneden – hvis man overhovedet er heldig at få et – så holder regnestykket ikke. Resultatet er, at langt størstedelen af vores studerende arbejder ved siden af studiet. Ikke 8-10 timer om ugen, som SU-systemet forudsætter, men 15-20 timer.

Det skaber en umulig ligning. Vores uddannelser er tilrettelagt som fuldtidsstudier med undervisning, praktik og forberedelse. Når studerende må prioritere en vikarvagt i daginstitutionen over undervisningen for at betale huslejen, undermineres hele uddannelsens progression og intensitet. Nogle møder uforberedte op, andre må springe undervisning over. Og for hver femte studerende ender det med frafald inden første studieår.

Ustabilitetens pris

Endelig er der det tidsbegrænsede lejemarked. Studerende, der hver sjette eller tolvte måned må finde ny bolig, lever i en kronisk usikkerhed. Hver flytning kræver nye depositum, ny energi på boligjagt, nye tilpasninger. For studerende, der i forvejen kæmper med stress eller andre psykiske udfordringer, kan den konstante ustabilitet være afgørende for, om de holder fast eller opgiver.

Det er en grotesk situation: Vi uddanner de professionelle, som skal bære fremtidens velfærd. Børnehaver, skoler og hospitaler råber på dygtige medarbejdere. Alligevel konstruerer vi gennem boligpolitikken barrierer, der gør det unødigt svært at gennemføre netop de uddannelser, vi har mest brug for.

Til kommunalvalget bør alle kandidater i hovedstadsområdet erkende, at studieboliger ikke er en perifer niche-dagsorden. Det er kernevelfærdspolitik. Studieboliger tæt på uddannelsesmiljøerne er ikke blot et spørgsmål om trivsel – det er en forudsætning for, at studerende overhovedet kan gennemføre et fuldtidsstudie.

Når vi sikrer ordentlige boligforhold for studerende, investerer vi ikke bare i individuelle forløb. Vi investerer i den fremtidige kvalitet af daginstitutioner, skoler og sygehuse. Det er ikke nok at love flere lærere, pædagoger og sygeplejersker – for ledigheden er allerede rekordlav. De skal uddannes først.