Studerende: tværfaglig læring er en stor gevinst
Når studerende på videreuddannelse lærer sammen på tværs af fagligheder og joberfaringer giver det en ekstra dimension: De bliver bedre til at arbejde sammen ude i praksis.
7. april 2025
På uddannelsen til sorgrådgiver kommer de studerende med forskellige faglige baggrunde og erfaringer. De tager ny viden om andre professioners arbejde med sorg med tilbage i deres daglige arbejde og får bedre betingelser for at understøtte sammenhængende forløb for borgerne. Her fortæller tre studerende om deres oplevelse med tværfaglig læring.
Ida Dahl, sygeplejerske, pårørendevejleder
Vi bringer alle sammen vores fag og profession ind i undervisningen, og ingen påstår at have sandheden. Der er ingen fagkamp. Vi er der alle for at lære, også af hinanden, og vi suger til os af de andres perspektiver. Vi får en fælles forståelse af sorgrådgivning, men skal ud at bringe den i spil i forskellige job.
Selvom sygeplejerskerne på holdet har samme uddannelse og profession, har vi vidt forskellige stillinger, kommer fra meget forskellige arbejdspladser og oplever forskellige problemstillinger. Så udover mangfoldigheden i faglig baggrund, er der også stor forskel inden for det enkelte fag. Og det giver også noget.
Lone Krog, intensivsygeplejerske
Jeg oplever det som en kæmpe gevinst, at der er forskellige fagligheder repræsenteret. Det er givtigt, at vi kommer fra forskellige ståsteder, og der er også en stor diversitet i alder og erfaring på holdet.
Inden jeg startede på uddannelsen, tænkte jeg, at dem, der arbejder med palliation nok har en slags patent på at vide, hvad der er rigtigt og forkert inden for sorgrådgivning, men jeg oplever, at alle på holdet kan byde ind, at der bliver lyttet åbent til alle, og at man får ideer fra hinanden.
Studiegrupperne var dannet fra starten og på tværs af fagligheder, så man fik ikke mulighed for at søge sammen med fagfæller, fordi det måske føltes mest trygt i starten. Det er godt, at vi blev udfordret på det.
Anna van Zanten, socialrådgiver
Jeg startede på uddannelsen med et naturligt fokus på min egen faglighed, men meget hurtigt kom jeg jo i dialog med de andre studerende på holdet og hørte, hvordan de med deres faglighed møder borgere i sorg. Vi er alle en del af borgenes sorgproces, men på forskellige tidspunkter i processen, og vi ser processen fra forskellige sider.
Det er meget givende at få indsigt i de andre professioners synsvinkler og opgaver. Jeg har fx fået indsigt i, hvor kort tid sygeplejersker nogle gange har til at tale med pårørende og patienter om sorg. Det kan være svært at finde tidspunkter, hvor man kan snakke.