Stop romantisering om datidens sygeplejerskeuddannelse
Debatindlæg i Berlingske den 31. august 2021 af Susanne Samuelsen, chef for Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser, Københavns Professionshøjskole
31. august 2021
Hvor er den gode historie om sygeplejefaget? Hvor er det, man som nuværende såvel som kommende sygeplejerske skal identificere sig? Er det kun dårlige lønforhold og ingen tissepauser?
Adm. direktør Jill Trolle fra Trolle Care stiller her i Berlingske en række spørgsmål i forlængelse af den netop afsluttede konflikt mellem sygeplejerskerne og de offentlige arbejdsgivere – og hun svarer selv på ovenstående spørgsmål:
”Semiakademiseringen” af sygeplejerskeuddannelsen til en professionsuddannelse på bachelorniveau var båret på en illusion om bedre løn, men gjorde i virkeligheden intet godt for uddannelsen, for stoltheden hos sygeplejerskerne, for fastholdelsen i faget eller for sags skyld for rekruttering og lønnen.
Men er det rigtigt? Er det virkelig skiftet fra en elevuddannelse til en professionsuddannelse, som har fjernet stoltheden over sit fag, glæden ved at gøre en forskel og yde sit til løsning af velfærdssamfundets store udfordringer?
En professionsuddannelse er ikke blot en akademisering af sygeplejefaget, som fjerner sygeplejerskens fokus fra og forståelse for udøvelsen af faget. Tværtimod er det en uddannelse, som perspektiverer det erfarede i mødet med patienten, borgeren og pårørende gennem relevant teori, der giver den studerende nødvendig viden om sygepleje, sygdom, kommunikation, patient/borgerinddragelse, etik, håndtering af medicin, sammenhænge mellem sundhed, livsvilkår og sygdom osv.
Alt sammen elementer i uddannelsen, som giver vores studerende redskaber til at udøve og lede sygepleje og til at indgå i komplekse plejeforløb i samarbejde med andre sundhedsfaglige professioner. Samtidig er uddannelsen til sygeplejerske en uddannelse, hvor 40 procent af uddannelsen foregår i praktik på hospitalerne, i kommunerne og hos almen praksis.
Sygeplejefaget er i en evig vekselvirkning mellem teori og praksis såvel under uddannelsen som i selve udøvelsen af faget. At drømme sig tilbage til en elevuddannelse, hvor håndværket som sygeplejerske læres som et tømrerfag ude på arbejdspladserne er en illusion, som på ingen måde er i tråd med fagets udvikling og de udfordringer, som sygeplejersker og sundhedsvæsnet står overfor i dag.
Vi har som uddannelse et stort ansvar for at forberede vores studerende til arbejdslivet sammen med praksis. Den opgave tager vi og praksis alvorligt.
Vi er skam ikke i mål endnu, men gennem tæt samarbejde, udvikling af en stærkere kobling mellem teori og praksis samt nye indsatser som styrker læringen i praksis og træner vores studerende til at gribe faget som nyuddannede, kan vi uddanne modige og stærke sygeplejersker til mødet med et sundhedsvæsen i forandring med den ”fineste” uddannelse, de kan få.
Så nej tak til en romantisering om sygeplejerskeuddannelsen i gamle dage. Nutidens sundhedsvæsen stiller helt nye krav, og det er kun godt for faget og for sygeplejerskerne.