Pressede børnefamilier har brug for hjælp, ikke opsange

Endnu en gang gør en minister sig klog på de danske børnefamilier og giver sin vurdering af, hvordan de bør leve deres hverdagsliv. Denne gang handler det om, at også forældre må arbejde lidt mere.

Det er ikke mange år siden, at en daværende minister bad de danske forældre om at opdrage deres børn lidt bedre, og vi fik efterfølgende den såkaldte ’Opdragelsesdebat’. Denne gang går man helt tæt på familiernes work-life-(u)balance, og argumenterne fremføres på en sådan måde, at en del af de danske børnefamilier slår sig gevaldigt på opsangen.

Det er familier, der har været nødt til at træffe andre valg end det, ministeren opfordrer til, nemlig at arbejde fuld tid. Det gør de på forskellige måder og i forskellig grad. Nogle familier lever af en indkomst i en periode – noget 20 procent af de danske familier gjorde i 1980. I andre familier går den ene forælder på nedsat tid, mens børnene er små. Også en helt genkendelig disposition, hvis vi går blot nogle årtier tilbage. Sådan skal det ikke være, hvis man lytter til ministeren.

Vi har i en mindre interviewundersøgelse ’Tid til familien’ talt med en række familier, der har truffet – eller måske rettere følt sig nødt til at træffe – valg om at indrette hverdagen anderledes ved netop at gå ned i tid eller leve af en indkomst.

Det har ikke været en gratis omgang for familierne og har blandt andet betydet flytning og stor omprioritering af f.eks. forbrug. Stort set ingen af de forældre, vi har interviewet, satte i udgangspunktet spørgsmål ved, om de som forældre til små børn skulle have et udearbejde.

Men de har i børnenes første leveår gjort sig erfaringer, som nødvendiggør, at der skrues ned for forældrenes arbejdsliv. Det er forældre, der, mens børnene var helt små, har oplevet stress og dårlig samvittighed. Det er forældre, der har oplevet, at det er svært at balancere familie- og arbejdslivet, og dét i en grad, så familien ikke trives.

Et forhold, som Familie- og arbejdslivskommissionen allerede i 2007 satte tal på, da den konkluderede, at op imod 900.000 danskere havde problemer med at finde balancen.

Det er også i dag særligt omfanget af udearbejde, der vækker bekymring hos forældrene. Mange oplever sig tynget af det daglige tempo, og de betragter forholdet mellem deres familie- og arbejdsliv som skævt; ja så skævt, at flere af dem fortæller om sygemeldinger og perioder med stress eller depression.

Det er således den erfarede ubalance i hverdagen, der har tvunget dem til at tage deres hverdagsliv op til revision og beslutte at nedsætte forældrenes samlede tid på arbejdsmarkedet. Lad os give et eksempel:

»Vi havde sindssygt dårlig samvittighed. Jeg kunne nærmest høre fingrene på rattet, når vi skulle køre fra den ene ende af byen til den anden for at hente et barn. Så blev jeg gravid og læste imens, og der var ikke tid til barsel, for vi skulle gøre det hurtigt, så vi kunne (nå at) nyde. (…) Så det er en dysfunktionel hverdag (…) og vi var virkeligt ramt af den der med ikke at slå til, men også af at bevæge os mere væk fra os selv og den familie, vi havde ønsket os« (Mor til to små piger).

På tværs af vores interviews, men også i andre undersøgelser, beskriver forældre et hverdagsliv, der er løbet løbsk, og som opleves uhensigtsmæssigt accelereret.

Moderen her beskriver en slags epidemisk tidssult (hvis vi skal bruge en Hartmut Rosa-term), hvor hverdagen er præget af en fornemmelse af aldrig at have tid nok. Det er svært at få noget så grundlæggende som hverdagen med børn til at hænge sammen på en måde, der afspejler ens forestillinger om og ønsker til familielivet. Forsøget på at optimere tiden sker gennem daglige forsøg på effektivisering.

Det skal sikre, at der på et senere tidspunkt bliver tid til det, forældrene drømmer om: at være en familie med tid til ro og nærvær til børnene og hinanden. I denne familie skulle der en depression til, før det kom til at ske.

Vel vidende at der kan være mange årsager til, at en familie indretter sig på anden vis end flertallet, mener vi, at det er nødvendigt at være opmærksom på (ikke mindst som politiker), at der er familier i dag, som faktisk gerne vil have et hverdagsliv, hvor begge forældres arbejdsliv balanceres med et hverdagsliv med børn. Men de oplever ikke, at det er en reel mulighed.

Når Familie- og arbejdslivskommissionen for mere end 15 år siden kunne pege på, at det er en ret almindelig problemstilling i børnefamilierne, at der mangler tid på daglig basis, så er der nok noget om snakken.

I stedet for at bede forældrene rette sig op, bide i det sure æble eller tage sig sammen, kunne man jo være nysgerrig på, hvordan det egentlig ser ud i familierne og derfra kaste et blik på den (manglende) danske familiepolitik og forsøge at etablere en holdbar en af slagsen. Noget tidligere folkevalgte har været ganske optagede af.

Vi har i Danmark en lang tradition for at have politisk dialog om, hvordan man fra statens side kan støtte op om familiernes hverdag og understøtte, at børn og forældre har rimelige vilkår.

Betragter man den politiske interesse for familiers hverdagsliv over tid, er det nogle forskellige problemstillinger, som har vist sig i den familieinteresserede politik. Hvordan børn og familier er blevet sat i tale i politikken, afspejler naturligvis samtidens dominerende forståelser, og i perioder har man været mere optaget af, hvad man kunne gøre med familierne, end hvad man kunne gøre for dem.

Apropos igangværende debat om forældres engagement på arbejdsmarkedet. I tiden omkring Børneloven (1905) var det f.eks. de ’sædeligt fordærvede’ familier, der opfostrede børn i ’åndelig fattigdom’, der slog ud i den børnefamilieinteresserede politik, og man var optaget af at gøre ’det rigtige’ med børnene såvel som forældrene.

I 1930’erne fulgtes denne politiske interesse for befolkningens kvalitet med en stigende bekymring for, om de danske familier nu også fik nok børn.

Hvor man i Kommissionen angaaende Statstilsynet med Børneopdragelsen (1890’erne) og senere Børneloven havde været optaget af, hvordan staten kunne sætte ind over for de familier, der ikke levede op til datidens normer, reflekterede 1930’ernes befolkningskommission en gryende forståelse af, at det også er en politisk opgave at understøtte familierne, inden det går galt.

Fra politisk hold var man dengang optaget af at sikre, at familierne fik bedremulighed for at få hverdagen til at hænge sammen, når der kom børn til.

Diverse hjælpeforanstaltninger til familierne som f.eks. husmoderhjælp og børnepenge så dagens lys i de efterfølgende år.

I 1960’erne debatterede politikerne muligheden for at etablere en egentlig husmoderløn, så mødrene kunne blive i hjemmet sammen med småbørnene. Man talte om, om det nu ikke også var bedst for et barn at være i halvdagsbørnehave frem for heldagsbørnehave.

Denne debat om børns behov og velbefindende er nedtonet i dag, hvor forældre, der henter deres børn lidt i kl. 17, altså nu skal hyldes for deres arbejdsmoral. Interessen for børnenes oplevelse af at være i daginstitution fra morgen til aften synes her fraværende.

Der er dog også partier i dag, der mener, at det er en politisk opgave at sikre et familievenligt samfund, hvor der er god plads til familierne, men der er ikke som tidligere enighed om, at balanceringen mellem familiers familie- og arbejdsliv er noget, der kræver politiske løsninger.

Der er faktisk slet ikke enighed om, at der er et politisk relevant problem. Selv om man i 1960’erne ikke fandt solide familiepolitiske løsninger, hvilket jo nok skyldes arbejdsmarkedets samtidige efterspørgsel på ufaglært arbejdskraft, var man i Folketinget ikke i tvivl om, at det var tvingende nødvendigt, at man fik etableret bedre vilkår for børnefamilierne.

Derfor gav det også god mening, da man, som en del af Kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet, nedsatte et udvalg, der skulle undersøge, hvordan børn og familier egentlig havde det.

Senere nedsatte man Børnekommissionen (1974) med det formål at belyse børns livsvilkår. Konklusionen var klar, men også nedslående:

»Småbørn har uacceptable vilkår i dagens Danmark. Samfundsudviklingen har ladet dem i stikken. Materielt er der sket fremskridt, men omkostningerne for de små har i andre henseender været store«.

Denne konklusion vidnede om relevansen af at fortsætte den politiske samtale om børnefamiliers hverdag.

Hvad kunne man gøre? Op igennem 1970’erne og 1980’erne var det helt store spørgsmål i de familiepolitiske debatter: Hvordan sikrer vi familierne den nødvendige tid sammen? I partierne til venstre for midten argumenterede man for, at forældre skulle have ret til deltid, også selv om dette egentlig var et overenskomstmæssigt forhold, som man sagde i Socialistisk Folkeparti:

»Vi er principielt af den mening, at arbejdstiden er et overenskomstspørgsmål, og vi støtter naturligvis delkravet om 7 timers arbejdsdag ved forhandlingerne i 1983. Men når vi samtidig støtter en nedsættelse af arbejdstiden for småbørnsforældre til 6 timer daglig, anser vi altså også dette for at være en slags social lovgivning«.

Mens man i partierne til højre for midten argumenterede for, at forældre til små børn skulle have bedre mulighed for at passe deres børn hjemme. I forhold til de lidt ældre børn skulle der være god mulighed for at balancere hverdagen. Som Lizzie Lichtenberg, socialpolitisk ordfører i Det Konservative Folkeparti, udtrykte det ved de børnepolitiske forhandlinger i januar 1987:

»Må jeg her tilføje: Børnepolitik er familiepolitik. Familien er den enhed, som samfundet skal bygge på. Det er i familien, barnet udvikles. Det er først og fremmest her, at dets kulturelle påvirkning finder sted og dets livsholdning grundlægges. Hovedformålet for konservativ familiepolitik er at skabe rammer, som den enkelte familie selv fylder ud, og inden for hvilke den har mulighed for selv at være ansvarlig for sin situation«.

I december 1986 nedsatte daværende socialminister Udvalget om børns dagligdag, og året efter oprettedes Det tværministerielle Børneudvalg (et embedsmandsudvalg) og Regeringens Børneudvalg (et ministerudvalg). Især Det tværministerielle Børneudvalg tog bolden op efter Børnekommissionen og informerede i de følgende år politikerne om, hvordan det stod til i børne- og familielivet.

Som Børnekommissionen havde fundet det, fandt Det tværministerielle Børneudvalg, at hverdagen i mange børnefamilier er presset. Et forhold, der genkendtes som en fælles familiepolitisk problemstilling, var da også, at de danske småbørn ikke tilbragte nok tid hjemme (f.eks. Det tværministerielle Børneudvalg 1990).

Denne forståelse blev bakket op af Folketingets partier, og den socialdemokratiske socialminister konkluderede i midten af 1990’erne, at:

»Mange af de børn, der fulgte opfordringen for et par år siden om at skrive til Socialministeren som led i kampagnen ’Sæt ord på dit liv’, skrev, at et godt liv for børn ville være, hvis mor og far var mere hjemme hos dem. Børnene – og i øvrigt også de unge – efterlyser nærværende voksne, der har tid og personligt overskud til at lytte. Endelig oplever vi i den offentlige debat en stigende bekymring hos mange fagfolk, der arbejder med børn, over at børn lever en så stor del af deres tid uden for familien. Daginstitutioner og skoler er klart et stort gode for vore børn, men det kan altså også blive for meget af det gode«. (Karen Jespersen (S), formand for Regeringens Børneudvalg i: Regeringens Børneudvalg 1996: 7f).

Samme konklusion blev så gentaget godt ti år senere i Familie- og arbejdslivskommissionens hovedrapport (2007). Ganske mange børn og forældre oplevede også på dette tidspunkt, at det er svært at få etableret en hverdag, hvor der er den nødvendige tid til samvær i familien, og hvor der er en god balance mellem forældrenes arbejdsliv og familielivet i øvrigt.

Et historisk tilbageblik som dette er en påmindelse om, at netop forholdet mellem forældres arbejdsliv og familiens øvrige hverdagsliv længe er blevet betragtet som et forhold, der ikke er i sync.

Det historiske tilbageblik er ligeledes en påmindelse om, at forholdet mellem disse elementer tidligere blev betragtet som et forhold, der kræver en egentlig familiepolitik, der har til hensigt at passe på børn og familier, og som anerkender, at forholdene i familierne også er et samfundsanliggende.

Det historiske tilbageblik er sidst, men ikke mindst en påmindelse om, at der i dag er mulighed for at gøre en forskel både for familierne her og nu og historisk set. Der er faktisk mulighed for at tage teten og etablere en familiepolitik, der gør en forskel, og skabe en ramme, der har været efterspurgt i generationer.

Hvis vi skal undgå, at familier som den, vi mødte i begyndelsen af denne kronik, bliver skubbet helt ud til kanten, så skal der noget helt andet til end en opfordring om at holde hovedet højt og knokle videre.