Skolebørn sidder som små kontorfolk foran skærmene

Som skoleforsker tilbringer jeg, Louise, meget tid i undervisning på skoler rundt i landet fra den stille hede til den larmende storby, og jeg taler med børnene, lærerne, pædagogerne og lederne om deres oplevelser af skolelivet.

Når jeg i dag spørger børnene, hvornår undervisningen er spændende, er de begyndt at svare: ’Når vi laver opgaver på papir!’ Kopiark er for mange i skolen blevet eksotisk.

Svaret ledsages af ordene: ’Vi bruger computer alt for meget.’ ’Ikke så meget computer – jeg får ondt i øjnene – ligesom de synker ind.’, ’Alt sker på computeren – altid læse tekster og skrive noter.’ ’Hvorfor skal vi arbejde på computeren i stedet for at snakke sammen om emnet i klassen?’

I en artikel i Politiken om chromebook-sagen var vinklen, at det er problematisk, at skærmene i en periode var lagt på hylden. En elev blev citeret: ’I naturfag har vi ikke rigtig lavet noget i den her uge. Vi kan jo ikke undersøge noget, når vi ikke må bruge computeren.’

Det er for os at se tragikomisk, at et barn er endt med at tro, at man ikke kan blive klog på naturen, hvis man ikke kan undersøge den ved hjælp af computeren! Hvornår bliver der råbt: ’Se, han har ikke noget tøj på’ til absurditeten i, at børns fordybelse i verden alt for ofte sker med skærmen som mellemled?

Mindsket læringsudbytte

Alt for mange børn lærer om verden i reduceret, todimensionel, bearbejdet og pixeleret form. Men virkeligheden omkring os er flerdimensional og mellemmenneskelig, og interaktion med virkeligheden påvirker hele kroppen og aktiverer menneskets sansesystem og sanseintegration. Med læring og forankring som resultat.

Undervisning skal skabe engagement, for bliver vi engagerede, har vi det som mennesker godt, vi lærer og udvikler os. Undervisning skal derfor være en mosaik af blandt andet dialog, værkstedsarbejde, engagerende formidling, leg, autentisk problemløsning, langstrakte meningsfulde projekter, horisontudvidende oplevelser, læringsrollespil, narrative elementer, samskabende processer, udeskole, æstetiske udtryksformer, stille fordybelse og nær kontakt til lokalsamfundet.

Og naturligvis bidrager teknologien med meningsfulde og skabende muligheder, der også skal inddrages i undervisningen, men i langt mindre omfang, end det er tilfældet i mange børns skolehverdage.

Al lærings dybde afhænger af graden af opmærksomhed. Vi har for længe været blinde for det tab af opmærksomhed, som computeren desværre bidrager til. For den fokuserede opmærksomhed, som altså bestemmer børnenes læringsudbytte, er oppe imod Tech giganter, der har krogen i børnenes dopaminudløsere. Selvom børnene sidder med en historieopgave på skærmen, så skal de kæmpe imod deres eget lystcenter og behov for dopamin og arousal.

Computeren tilbyder hurtig behovstilfredsstillelse og let adgang til dopamin. Det er som softice for hjernen. Og det bliver sværere og sværere for os mennesker at lukke skærmen og vælge rugbrødet, som er dopaminudløsere gennem blandt andet kropslighed, sanselig omgang med naturen og følelsesmæssigt afstemt samvær med andre.

Samtidig ved vi nu, at læsning på skærm ikke forankres ligeså effektivt i hukommelsen som læsning i en bog. Dette skyldes at læseren præger indholdet med en form for ’midlertidighed’. Men det har den sørgelige konsekvens, at langtidshukommelsen ikke gider bruge energi på at forankre ting, som er ’indhyllet i midlertidighed’.

Mange elever ligner små kontorfolk

Alligevel sidder mange børn og unge i skolen fra morgen til eftermiddag på en stol foran hver deres skærm. Den undervisning, hvor eleverne størstedel af tiden ligner små voksne på kontor, bidrager ikke til deres trivsel og udvikling, men i stedet til mistrivsel gennem passiviserer, et snævert bogligt fokus, få deltagelsesmuligheder og oplevelser af meningsløshed til følge.

Lad os alle gøre op med et kollektivt bedrag, der har forblændet os i årevis, at børns udvikling og læring primært skal finde sted ved hjælp af en digital læringsplatform.

Vi bør i stedet være opmærksomme på den mulige sammenhæng mellem den store mentale mistrivsel, i forhold til for eksempel opmærksomhedsforstyrrelser og angst, og så skærmenes indtog i alle aspekter af børn og unges liv. Sundhedsstyrelsen kom i foråret med anbefalinger til forældre omkring børn og unges brug af skærm, og vi håber at det samme vil ske i forhold til skolelivet.

Vi drømmer om, at børnene langt oftere lukker deres computer, slukker deres iPad og i stedet arbejder aktivt med vedkommende indhold i en stemning præget af menneskeligt nærvær. Og så kan de indimellem gå ned i computerrum, ligesom de på alle skoler burde kunne gå ned i makerspaces, musiklokaler og motorværksteder. Skærmene skal ikke være undervisningens omdrejningspunkt. Det skulle jo være en skole for børn.