Rekrutteringskrise og faldende ansøgere kræver samarbejde og sammenhold
Debatindlæg i Dagbladet Information den 23. maj af Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, Steen Christiansen, borgmester i Albertslund Kommune og formand for KKR-Hovedstaden, Karsten Längerich, borgmester i Allerød og næstformand i KKR-Hovedstaden, Jeppe Rosengård Poulsen, direktør SOSU H, Kim Petersen, rektor UC Diakonissestiftelsen
23. maj 2023
Én for alle, og alle for uddannelse.
Denne lettere omskrivning af et velkendt slagord kunne være den helt korte beskrivelse af et efterhånden tæt og integreret strategisk samarbejde mellem de 29 kommuner i hovedstaden og tre centrale udbydere af uddannelser rettet mod velfærdsområderne.
Selv om musketermetaforen måske kalder på et smil, er der dog ikke så meget at grine af, når man kigger på de aktuelle ansøgningstal til flere af de centrale uddannelser på velfærdsområderne. Her går det nemlig kun en vej: nedad.
Hvis man tager udgangspunkt i søgetallene fra 2019 og sammenligner med de seneste tal fra kvote 2 i 2023, så er søgningen til henholdsvis pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen faldet med 37 og 40 procent på landsplan.
Det er virkelig kritisk.
Især fordi der i forvejen er store rekrutteringsproblemer. Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser for eksempel, at hver tredje ledige pædagogstilling i landets daginstitutioner ikke bliver besat. I hovedstadsområdet står det endnu værre til, hvor det er hver anden ledige pædagogstilling, som ender med en forgæves rekruttering.
Ingen redning i ny teknologi
På SOSU-skolerne har man oplevet en forholdsvis stabil søgning, de sidste år, men det er slet ikke nok til at opveje behovet fra sektoren. I de næste ti år forventes antallet af borgere over 80 år alene i Københavns Kommune at stige med 63 procent. Samtidig vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at 1.000 flere borgere vil få behov for hjemmehjælp om fem år.
Og nej – her kan øget digitalisering og ny teknologi ikke redde os. Dygtige og fagligt stærke pædagoger, lærere, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter kan ikke erstattes af robotter – og vi kan som samfund ikke blot storimportere udenlandsk arbejdskraft uden sprogligt fællesskab med Danmark til for eksempel daginstitutioner og folkeskoler.
Derfor har de 29 kommuner i hovedstaden udbygget samarbejdet med Københavns Professionshøjskole, SOSU H og Diakonissestiftelsen ud fra et fælles ønske om at få flere til at ansøge og gennemføre en uddannelse, der kan føre til et job på et af de centrale velfærdsområder i kommunerne.
Det udbyggede samarbejde er forankret i en ny taskforce for uddannelse og rekruttering, som skal styrke samarbejdet omkring dette i de kommende år. For det er ikke kun et akut rekrutteringsproblem, som vi kommer til at bokse med nu og her. Fremskrivninger fra KL viser, at der kommer til at mangle 16.000 sosu-assistenter i 2030. Tilsvarende tal fra Danske Professionshøjskoler advarer mod, at der vil mangle 13.700 pædagoger, 13.100 lærere og 8.200 sygeplejersker i 2030. De tal er næppe for højt sat.
Det er jo ikke nyt, at uddannelserne og kommunerne er tæt forbundet med hinanden. Vi har jo altid været fælles om uddannelsesopgaven, da en stor del af uddannelsen sker i praktikforløb i for eksempel døgninstitutioner, plejehjem og skoler. Det er både vores store styrke og udfordring.
Gode læringsmiljøer
Styrke – fordi elever og studerende motiveres af at kunne veksle mellem at gå i skole og lære teorierne – for derefter at omsætte det til praksis i forskellige arbejdsfællesskaber.
Udfordring – fordi vi også kan se, at der ved overgangen fra undervisning til praktik sker et stort frafald. Når studerende og elever møder virkeligheden. Derfor er det ekstra vigtigt, at praktikstederne sørger for gode læringsmiljøer, der styrker fagligheden hos elever og studerende. Det øger også chancen for, at de studerende har lyst til at vende tilbage til praktikstedet i en fast ansættelse, når de er færdige med uddannelsen.
Vores nye fælles taskforce for uddannelse og rekruttering består af medarbejdere fra både kommuner og uddannelsesinstitutioner, som skal tænke bredt, kreativt og anderledes for at løfte opgaven – og udvikle løsninger, der kan overføres fra kommune til kommune. Men der må selvfølgelig gerne hentes inspiration i ordninger, der virker.
Som for eksempel det samarbejde om praktikken på pædagoguddannelsen, som Københavns Professionshøjskole har etableret med Frederiksberg Kommune. Her har fælles velkomstdage for nye pædagogstuderende i praktik og videobaseret praksis refleksion været med til at styrke overgangen mellem teori og praksis.
Praktikantvejlederne fra kommunen har også været synlige på pædagoguddannelsen allerede inden praktikforløbet, så de pædagogstuderende møder kendte ansigter, når de skal ud i kommunens daginstitutioner.
Faglige overgangsrum
Et andet konkret eksempel er det nye samarbejde mellem læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og en række praksisskoler i hovedstadsregionen. Her bliver nye lærerstuderende tilknyttet en folkeskole og en mentor allerede på 1. semester af læreruddannelsen, så de hurtigt bliver en del af den hverdag, der venter senere på uddannelsen, når de egentlige praktikforløb begynder.
SOSU H og Helsingør Kommune har ligeledes søsat et projekt, der skal styrke koblingen mellem oplæringssted og skole. Det er blandt andet gjort gennem simulationsundervisning, fælles kompetenceudvikling for oplæringsvejledere og undervisere, virtuelle faglige overgangsrum mellem elev, underviser og oplæringsvejleder.
Ovenstående eksempler er blot til inspiration, for mulighederne er utallige. Det handler i bund og grund om at skabe gode læringsmiljøer og styrke vejledningen – og ikke være bange for at række ud til andre relevante aktører, som har viden inden for for eksempel skole, dagtilbud og plejehjem.
Sidste år indsamlede Strategisk Partnerskab for Uddannelse ikke mindre end 7.500 besvarelser fra elever og studerende, der havde været i praktikforløb – for at høre deres erfaringer. Her svarede 55 procent, at de havde lyst til at vende tilbage til deres praktiksted i en fremtid ansættelse.
Det handlede primært om, at praktikstedet havde et godt læringsmiljø, stærk faglighed og tid til refleksion. Omvendt blev praktikstederne valgt fra, hvis eleverne og de studerende oplevede at stå alene med opgaven og mangelfuld vejledning.
Så vi kan og skal blive bedre.
I de kommende måneder tager taskforcen de første skridt mod at handle på det potentiale, der ligger i at stå skulder ved skulder, når udfordringerne står i kø. Her samler taskforcen alle interesserede hovedstadskommuner for at udvælge nye prøvehandlinger, der har potentiale til at styrke kvaliteten i de samlede uddannelsesforløb, nedbringe frafaldet og forbedre rekrutteringen til velfærdsområderne.
For selv om vi i hovedstaden indimellem kan føle, at det er ’alle mod en’, når man taler om behovet for mere uddannelse og arbejdskraft i Danmark, så er det ikke en mulighed at handle alene på denne udfordring.
Nej, svaret er: »alle for uddannelse«!