Red Barnet: Frivillige KP-studerende er en gave til ukrainske flygtningebørn
Generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet roste de studerende fra Københavns Professionshøjskole for deres lyst og vilje til at hjælpe, da Campus Carlsberg dannede rammen om stormøde om den aktuelle flygtningekrise
27. april 2022
Krigen i Ukraine tyder på at blive den største flygtningekrise i Europa i nyere tid, og den danske regering anslår, at der vil komme 100.000 ukrainske flygtninge til Danmark. Heraf halvdelen børn. Derfor havde Københavns Professionshøjskole onsdag aften inviteret til stormøde under overskriften ”Vil du hjælpe ukrainske flygtninge?”. Mange KP-studerende står nemlig på spring for at gøre en forskel for børnene, forklarede rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole.
”Vi mærker en stor interesse, men også en vis usikkerhed blandt vores studerende. Derfor har vi alle brug for at blive klogere på, hvad behovet er for hjælp? Hvordan hjælper man bedst? Hvor skal man gå hen? Og hvad vil det sige at komme til Danmark som ukrainsk flygtning””.
Generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet indledte stormødet med at rose de mange frivillige studerende på Københavns Professionshøjskole, som hun kaldte en gave til de ukrainske flygtningebørn.
”Flygtningebørn fra Ukraine er ikke kommet til Danmark i en gummibåd eller på en lang, farlig rute, som vi f.eks. har set det med de syriske flygtningebørn. Men de ER stadig på flugt, og de er meget bekymrede for deres familier, som stadig er hjemme i Ukraine og midt i krigen”, sagde Johanne Schmidt-Nielsen.
Derefter gav hun ordet til psykolog Ane Lemche fra Red Barnet, der fortalte, hvordan børns nervesystem er på overarbejde, når de flygter fra krig og ødelæggelse.
”Vi ser typisk, at børn på flugt oplever et alvorligt dyk, når der er gået et halvt år efter, at de er kommet i sikkerhed. Her indser de, hvad de har mistet. Krig er jo tyveri af barndommen. De indser, at deres håb måske har været forgæves. Lige her – efter dykket, så er det vigtigt, at de har voksne omkring sig, som kan få dem på fode igen”, fortalte Ane Lemche.
Hendes kollega Katrine Broch Hansen er projektleder på Ukraine-respons læring hos Red Barnet og forklarede, at mange ukrainske flygtningebørn faktisk stadig går i ukrainsk skole. Det skyldes, at det ukrainske undervisningsministerium fastholder den Teams-undervisning, som man jo også kender fra Danmark under covid19-nedlukningen.
”Så vi står i en noget kompleks situation, hvor mange ukrainske flygtningebørn stadig skal modtage en del undervisning via Teams fra Ukraine, men nu sidder i en dansk skole, hvor der også skal sikres et fællesskab rundt om barnet”.
Både Ane Lemche og Katrine Broch Hansen understregede, at den sproglige barriere i Danmark intet betyder for de ukrainske flygtningebørn. For børnene handler det udelukkende om at blive mødt med venlighed.
Børn- og skolechef Peter Pannula Toft fra Kommunernes Landsforening fastslog, at kommunerne har en stor udfordring med at skaffe hænder nok til at hjælpe alle de flygtningebørn, der i disse uger strømmer ud i daginstitutioner og skoler.
”Derfor har vi oprettet en jobbank, hvor I som studerende kan tilbyde jeres arbejdskraft i f.eks. en daginstitution, og hvor kommuner samtidig kan melde et behov ind, når de modtager mange ukrainske børn i daginstitutionsalderen”, lød opfordringen fra Peter Pannula Toft, der dog hurtigt understregede, at det ikke måtte gå ud over studiet.
”Vi mangler i den grad lærere, pædagoger og sygeplejersker ude i kommunerne, så I skal kun melde jer, hvis det kan hænge sammen med jeres uddannelse”.
En af de KP-studerende, der har lagt rigtig mange timer i det frivillige arbejde i forbindelse med flygtningekrisen, er Maria Kallio fra pædagoguddannelsen. Hun står i spidsen for en frivillig legestue for ukrainske flygtningebørn på Campus Carlsberg, hvor ca. 25 pædagogstuderende hjælper og støtter en række ukrainske børnefamilier, der har brug for et afbræk. Maria Kallio fik et rungende bifald til onsdagens stormøde og gik glad hjem med et nyt samarbejde med Red Barnet om legestuen.
Se indslag med Maria Kallio om legestuen i TV2 Lorry