Gå til indhold

Randi Brinckmann: Kommission skal tænke alternativt og kreativt

Sundhedsministeren har udpeget dekan Randi Brinckmann fra Københavns Professionshøjskole til den nye Robusthedskommission, der skal sikre mere personale og mere tid til kerneopgaven i sundhedsvæsenet

Da et politisk flertal på Christiansborg før sommerferien omsider vedtog den længe ventede sundhedsreform, blev det samtidig besluttet at nedsætte en såkaldt Robusthedskommission for fremtidens sundhedsvæsen. Nu har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sat navne på kommissionsmedlemmerne, og her skal dekan Randi Brinckmann fra Københavns Professionshøjskole være professionshøjskolernes repræsentant. En opgave som hun glæder sig meget til.

”Jeg har igennem årene siddet med i mange arbejdsgrupper og udvalg inden for uddannelse- og sundhedsområdet. Blandt andet revisionen af sundhedsuddannelserne i 2016. Men aldrig en decideret kommission, så det bliver spændende at prøve. Og når jeg kigger rundt på de øvrige deltagere i Robusthedskommissionen, så ser jeg meget kompetente kolleger, så jeg er faktisk ret optimistisk”, siger Randi Brinckmann og tilføjer:

”Det kræver dog, at alle kommissionsmedlemmer er parat til at tænke alternativt og kreativt. Hvis det lykkes, så tror jeg faktisk, at vi kan komme ud med nogle alternative løsninger på, hvordan man kan håndtere de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsenet. Nogle løsninger som rent faktisk er mulige at implementere efterfølgende, og ikke bare ser godt ud på papiret”.

Langtidsholdbare løsninger

Det er Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, der står i spidsen for Robusthedskommissionen, der tæller otte ekspertmedlemmer (heriblandt Randi Brinckmann) samt otte medlemmer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter. Kommissionen skal bl.a. komme med anbefalinger til bedre rekruttering til og tilrettelæggelse af grund- og videreuddannelse på sundhedsområdet.

Det gælder ikke mindst til landets sygeplejerskeuddannelse, som denne sommer oplevede en markant tilbagegang. 18 procent færre optagne på sygeplejerskeuddannelsen end i 2019. Det sker i en tid, hvor ca. hvert andet forsøg på at ansætte en sygeplejerske slår fejl.

”Kommissionen er jo sat i verdenen for at finde langtidsholdbare løsninger til vores sundhedsvæsen, men jeg er meget bevidst omkring, at der også vil være et voldsomt pres for at finde løsninger, der virker lige nu og her. For vi står jo faktisk i en rekrutteringskrise allerede i dag. Så vi skal have det lange lys på, men det gør absolut ikke noget, hvis vi finder løsninger, der kan omsættes hurtigt”, siger Randi Brinckmann.

Hun fremhæver, at landets professionshøjskoler allerede i dag eksperimenter med modeller, som sagtens kan bringes med ind i kommissionens arbejde. Det drejer sig bl.a. om såkaldt onboarding af nyuddannede, så de får ekstra hjælp og støtte i begyndelsen af deres arbejdsliv. Det er med til at sikre, at dimittenderne bliver i faget. Der er også gode erfaringer inden for det pædagogiske område med sporskifteuddannelser, som kan overvejes på sundhedsområdet – og derved tiltrække andre grupper studerende.

”Og så skal vi huske, at landets professionshøjskoler uddanner en bred vifte af stærke fagligheder til sundhedsvæsenet. Det kunne f.eks. være oplagt at tænke vores mange dimittender i ernæring- og sundhed mere ind i det forebyggende arbejde i sundhedsvæsenet. Ligesom det kan være relevant at se på hvorledes ergoterapeuters som fysioterapeuters kompetencer kan bringes i spil på anden vis end i dag”.

Det første møde i kommissionen er den 8. september 2022, og de første delresultater fra kommissionens arbejde ventes i begyndelsen af 2023. Kommissionen kommer med sine endelige anbefalinger inden udgangen af 2023.

For yderligere oplysninger:

Randi Brinckmann, dekan for det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 51 63 28 00

Læs mere om Robusthedskommissionen på Sundhedsministeriets hjemmeside