Prisvindere inspirerede Christina til at blive pædagog
Puk Farup-Bjerregaard, Susanne Marker, Lars Petersen og Jesper Nielsen vinder Politikens Pædagogpris 2022. Det var pædagogstuderende Christina Campos Tophøj fra KP, der indstillede dem til prisen
9. november 2022
Tekst og foto: Journalist Michael Duus Andersen
For 16 år siden stak Christina Campos Tophøj af fra sit barndomshjem, der var præget af vold og alkoholmisbrug. Hun endte med at flytte ind i Josephine Schneiders Ungdomsboliger, som er en døgninstitution for anbragte unge i Charlottenlund. Her mødte hun fire socialpædagoger, der kom til at gøre en afgørende forskel i hendes liv.
”Uden dem er jeg ikke sikker på, at jeg havde været her i dag. De gav mig troen på livet tilbage og hjalp og støttede mig. De blev min nye familie, og vi har stadig en tæt kontakt”, forklarer 33-årige Christina Campos Tophøj.
Derfor var hun heller ikke i tvivl, da hun tidligere i år opdagede, at man kunne indstille pædagoger til Politikens Pædagogpris 2022. Hun skyndte sig at indstille Puk Farup-Bjerregaard, Susanne Marker, Lars Petersen og Jesper Nielsen til pædagogprisen – og ud af 716 indstillinger – og 12 nominerede – så endte de fire pædagoger med at vinde Politikens specialpris.
”Jeg havde faktisk slet ikke fortalt, at jeg indstillede dem til prisen. Så de blev noget overraskede. Men jeg er dem dybt taknemmelige, og det er i høj grad deres skyld, at jeg den dag i dag læser til pædagog her på KP”, siger Christina Campos Tophøj.
”Jeg har specialiseret mig inden for social- og specialområdet, og det er jo nok ikke helt tilfældigt. Men de har virkelig inspireret mig. Og nu hvor jeg selv har fået en større indsigt og viden om pædagogfaget, så kan jeg faktisk godt genkalde mig situationer fra min egen tid i Josephine Schneiders Ungdomsboliger, hvor jeg tænker: Guuuud, det var da lige som dengang….”
Meget rørende
Pædagogerne Puk Farup-Bjerregaard, Susanne Marker, Lars Petersen og Jesper Nielsen blev tirsdag den 8. november hyldet i Politikens Hus i København, og det betød virkelig meget, forklarer Puk Farup-Bjerregaard.
”Jeg blev ramt af en utrolig stolthed. Det er ikke så tit, at det sker inden for vores fag, for vi er jo som pædagoger ikke rockstjerner, der bliver hyldet i tide og utide. Og i første omgang var det jo Christina, der indstillede os til prisen, og det er utrolig rørende, at vi betyder så meget for hende. Ikke mindst så mange år efter”, siger Puk Farup-Bjerregaard.
”Nu har vi jo været med, både da Christina blev gift og fik sit første barn, så jeg regner da stærkt med, at vi også bliver inviteret, når hun gør pædagoguddannelsen færdig. Så er ringen på en måde sluttet”.
Puk Farup-Bjerregaard håber, at de mange positive historier fra prisoverrækkelserne, om pædagoger der lykkes med at skabe stærke relationer til børn og unge, kan være med til at skabe mere respekt om pædagogfaget – og få flere unge til at overveje en uddannelse, hvor man skal være noget for nogen.
Ved prisoverrækkelsen i Politiken blev det af fagpanelet fremhævet, at Puk Farup-Bjerregaard, Susanne Marker, Lars Petersen og Jesper Nielsen vinder specialprisen, fordi de formår at løfte unge, som lever på bunden af tilværelsen, op til et liv med selvværd, stabil skolegang og styrke til at klare hverdagen. Blandt beboerne i Josephine Schneiders Ungdomsboliger fuldfører syv ud af ti senere en ungdomsuddannelse, mens det på landsplan kun gælder to ud af ti anbragte unge.
Christina Campos Tophøj skal i sin næste praktik på pædagoguddannelsen på KP i december 2022 i Taxhuset i Taastrup, der er et botilbud til voksne med vidtgående fysiske handicaps og senhjerneskade.
Læs mere om Politikens Pædagogpris
Læs et større interview i Politiken med Christina Campos Tophøj og prisvinderne
Læs mere om pædagoguddannelsen på KP