Portræt: Stefan Hermann fylder 50 år
Vores rektor Stefan Hermann fylder 50 år onsdag den 15. december. Vi har i dagens anledning lavet et lille portræt af fødselaren, der igennem en længere årrække har været en markant stemme i dansk uddannelsespolitik
15. december 2021
Stefan Hermann er født den 15. december 1971. Han er opvokset i Skive, med storebror Martin og forældrene Nina Bille som var læge, og far Leif Hermann som var jurist. Som barn var han en lidt vild dreng, som ikke rigtig kunne finde sig til rette i folkeskolen. Til gengæld fandt han sig glimrende tilpas i den lokale sportshal, hvor han som seksårig begyndte med at spille håndbold.
Det skulle vise sig at være et godt match, hvor konkurrencemennesket Stefan Hermann senere brød igennem som seniorspiller i Skive FH og spillede videre som stregspiller på eliteniveau i VRI, AGF, Ajax og Trelleborg IF frem til karrierestoppet i 2004.
Sideløbende med håndbolden færdiggjorde Stefan Hermann sin studentereksamen på Skive Gymnasium, hvor især dansklærer Knud Kramshøj fik tændt læselysten hos den store Skive-knægt. Også samfundsfagslærer Krawak gjorde stort indtryk på Stefan.
Derfor gik turen ret hurtigt videre til Århus Universitet, hvor Stefan Hermann kastede sig over statskundskab og smugkiggede med på idehistorie. Sideløbende med studierne og håndboldkarrieren gik han i lag med flere projekter af mere kulturel og eksperimenterende karakter. Stefan Hermann er således medstifter af kulturselskabet Swung – sammen med blandt andre filosof Morten Albæk og filmmand Søren Høy – der f.eks. arrangerede opera i de århusianske baggårde.
Stefan Hermann afsluttede sin kandidatuddannelse i statskundskab i 1999 med et speciale om folkeskolens udfordringer. De følgende seks år var han ansat i forskellige stillinger på Århus Universitet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet, men i 2005 skiftede han embedsmandskarrieren ud med et job som vicedirektør på kunstmuseet ARKEN.
I Stefans øjne var det nemlig ikke kun vigtigt at fremme det folkelige oplysningsprojekt gennem folkeskolen, som han i mange år havde været optaget af – men i lige så høj grad via kulturen.
Jobskiftet til ARKEN blev startskuddet til, at Stefan Hermann blev en stemme i den offentlige debat. Han kom med i Kraks Blå Bog og fik flere priser – blandt andet German Marshall Memorial Fellowship, der tildeles ledere under 40 år, som har udvist enestående professionelle resultater.
Og i 2008 – i en alder af 38 år – satte Stefan Hermann sig for bordenden af en ny institution dannet af 6 selvstændige uddannelsesinstitutioner, som egentlig hellere var forblevet selvstændige. Professionshøjskolen Metropol var skabt, og Stefan Hermann fik ansvaret for 1.000 ansatte og 10.000 studerende.
Nogle undrede sig over, at Stefan Hermann kastede sig over den prestigeforladte opgave med at uddanne lærere og sygeplejersker, da professionerne ofte er udskældte – og professionshøjskolerne ikke nyder samme anerkendelse som universiteterne. Men Stefan Hermann så anderledes på opgaven og blæste til kamp for en større anerkendelse og en styrket professionalisering af velfærdsprofessionerne.
Nu brændte han endnu tydeligere igennem i medierne, når han udtalte sig om folkeskolen, daginstitutioner og hospitalerne. Og han gjorde det så tydeligt, at han i 2010 af undervisningsminister Tina Nedergaard blev bedt om at være formand for VK-regeringens Talentkommission.
I 2016 satte børne-, undervisnings-, og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby ham i spidsen for Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse.
I 2017 blev Stefan Hermann udnævnt til formand for Danske Professionshøjskoler, og året efter stod han over for endnu en faglig og ledelsesmæssig udfordring, da Metropol fusionerede med UCC. Stefan Hermann skulle få to professionshøjskoler til at blive til en samlet uddannelsesinstitution med 20.000 studerende og 2.000 ansatte og få skabt en ny retning og strategi i hovedstadsregionen. Et arbejde der stadig er i fuld gang den dag i dag.
Privat er Stefan Hermann gift og bor på Østerbro med sin kone og tre børn.
PS: Den planlagte fødselsdagsreception på KP d. 16.12. er desværre aflyst af hensyn til coronasituatonen.