Politikerne taler meget om børns mistrivsel. Men de tager ikke ansvar for den

Hvis vi vil den voldsomme mistrivsel blandt børn og unge til livs, må den kommende regering følge valgkampens interesse for børns velbefindende til dørs.

Dansk børne- og familiepolitik har i de seneste mange år bevæget sig alt for langt væk fra børn og familiers hverdagsliv.

Et hverdagsliv der af mange opleves som knapt på tid, højt på præstationskrav, svært på sammenhænge og præget af oplevelsen af ikke at slå til. Der er et akut behov for, at man børne- og familiepolitisk går en anden vej.

Kigger man tilbage i tiden, har forskellige børn og familiers hverdagsliv længe haft politikernes interesse. For 100 år siden var børns opførsel i søgelyset. For 50 år siden var det omsorgen for de mindste, der fyldte på Christiansborg.

I dag er den politiske interesse for børn og familier rundet af en læringsdagsorden, hvor forsimplede slutninger om, hvordan børn bliver aktiver på arbejdsmarkedet senere i livet, har betydning for den aktuelle politik.

For alle tre epoker gælder det, at bekymringsvækkende børn, hvad enten de menes at være »uopdragne«, »omsorgsmanglende« eller »potentielt bagud«, forstås som børn, der vokser op i familier, der skal gøre tingene lidt bedre.

Det, der varierer, er forståelsen af, hvorvidt politikken og samfundets tilrettelæggelse har betydning for familiernes mulighed for at løfte opgaven. Der er simpelthen forskel på, i hvilken grad hverdagslivets besværligheder betragtes som et fælles anliggende.

Vi håber, den kommende regering vil anerkende, at ganske mange af de forhold, der i dag forstyrrer i børne- og familielivet, er politisk skabte. Mange »helt almindelige« danske børn og familier oplever i dag vanskeligheder, der skyldes for meget, forkert eller for lidt politisk interesse. Derfor er man også nødt til at se ganske grundigt på, hvordan hverdagen opleves.

Der er ikke balance i hverdagen

For snart 50 år siden blev man på Christiansborg opmærksomme på, at børnene kunne være kommet i klemme i samfundsudviklingen. Løsningen var, at man nedsatte en Børnekommission, der fik til opgave at undersøge børns vilkår i Danmark.

For snart 20 år siden blev man på Christiansborg opmærksomme på, at familierne kunne være kommet i klemme i samfundsudviklingen. Man nedsatte Familie- og Arbejdslivskommissionen, og bad den se på de aktuelle betingelser for at få hverdagen til at fungere og komme med løsninger.

Relevante opmærksomheder og forslag fulgte begge kommissioner, men kun få blev fulgt til dørs. Begge kommissioner havde desuden den betingelse, at deres forslag ikke måtte være fordyrende.

Når man forhåbentligt i den kommende tid vurderer, at det er nødvendigt at arbejde i dybden med at forstå, hvad der skal til, for at flere børn og familier får det godt, og i den anledning måske nedsætter en kommission, er det nødvendigt, at der er forståelse for, at et sådant arbejde skal føre til reelle forandringer.

Vi har ikke i dag en politik, der sikrer familierne tid og mulighed for at få balance i hverdagen. I mere end 50 år har man med mellemrum spurgt de danske familier om, hvad de efterlyser for at få hverdagen til at fungere. I lige så mange år har familierne peget på, at det er svært at få hverdagen til at fungere i spændet mellem arbejds- og familielivet.

Sådan er det fortsat, som en mor her beskriver livet efter endt barsel: »Jeg hentede tidligt, jeg mødte klokken halv syv og gik klokken halv tre. Var massivt sammen med mit barn, som jeg kalder det. Altså sådan intensivt, for ligesom sådan at være ekstra meget mor. Og når hun sov klokken 7, så arbejdede jeg til klokken 23. Og alting foregik med tankerne delvist på arbejdet (…).  Det er sådan, jeg husker det, som om der hele tiden var sådan to spor af mit liv, og at nærværet aldrig var rent.«

På tværs af interviews med forældre finder vi i vores forskning mange lignende fortællinger om tidspres og manglende fleksibilitet, der sætter sig som dårlig samvittighed og stress.

Kritiske røster vil sige, at forældrene bare kan sætte tempoet ned og prioritere anderledes. Men de fleste forældre gør faktisk bare, hvad der bliver forventet af dem, og hvad der er muligt. Disse forældre peger på væsentligheden af, at vi genoptager den familiepolitiske samtale.

I 1970erne var Folketinget enige om, at børneforældre arbejdede for meget – dengang var forslagene fra den ene fløj, at forældre til de yngste skulle have ret til hjemmepasning, mens den anden fløj argumenterede for alle forældres ret til en 30 timers arbejdsuge.

Når mange forældre og børn fortsat efterlyser et bedre forhold mellem familielivet og forældrenes arbejdsliv, er det en anledning til atter at diskutere, hvilke politiske beslutninger kan hjælpe. Det ville være klædeligt, om man denne gang kom frem til konkrete løsninger.

Børnene kategoriseres

Mens familierne lider under en manglende familiepolitik, er børnene viklet ind i et komplekst net af politikker, der alle vil noget med dem.

Danske børn kortlægges og testes som aldrig før. Der er en politisk iver efter at sikre, at alle børn kommer bedst i vej og videre i rette tempo. Sundhedspleje, daginstitution og skole registrerer, måler og vejer hvert enkelt barn ud fra prædefinerede parametre, udfylder skemaer og kategoriserer dem.

Alt imens børn og unge peger på, at en hel del af det, de bydes, trækker i en uhensigtsmæssigt retning. De siger fra, når de ikke har det godt, når tilliden til sig selv og samfundet svigter, når nervøsiteten for ikke at slå til tager overhånd. Børn og unge trænger ikke til mere fart på hverdagen, og de trænger ikke til flere krav, rigide kasser og spændetrøjer.

For den kommende regering er der således nok at tage fat på. Må vi opfordre til, at man lægger nysgerrigt ud og har modet til at forandre, ikke fordi man vil have børn og forældre særlige steder hen, men fordi man vil skabe bedre vilkår for at være til som barn og familie i det danske samfund.