Paradigmeskiftet i Danmarks flygtningepolitik sætter Laila i et krydspres

Den danske flygtningelovgivning og -praksis rummer en indbygget modsætning, der betyder, at forældre på den ene side bliver mødt med krav om hjemsendelsesparathed, på den anden side med krav om integration.

»Jeg kæmper for or mine børns skyld«. Sådan siger Hala, en syrisk kvinde, der bor på et udrejsecenter med sine tre børn. Hun har ikke fået opholdstilladelse i Danmark og udfordres konstant af centerets ’motivationsfremmende foranstaltninger’, af de sociale myndigheders forestillinger om ’det gode moderskab’ såvel som af sine egne børns forventninger til fremtiden.

I 2015 og 2019 vedtog Folketinget en række lovændringer, der fundamentalt har ændret på dansk asylpraksis – det såkaldte paradigmeskifte. Med loven blev årtiers fokus på flygtninges integration i det danske samfund vendt mod en dagsorden om hjemsendelse.

Det har haft indgribende indflydelse på flygtninges liv og hverdag i Danmark. I den nyligt udkomne bog ’Paradigmeskiftets konsekvenser’ beskriver vi, hvordan det øgede fokus på midlertidighed og hjemsendelse presser Halas familie og andre flygtningefamilier ud i svære valg.

Vi har talt med en række personer, der på forskellig vis er berørt af paradigmeskiftet. Blandt dem, vi har talt med, er det et gennemgående træk, at de jævnligt må balancere mellem modsatrettede krav og forventninger – fra loven, myndighederne, samfundet eller deres egne børn. Dette krydspres betyder, at forældrenes muligheder for at træffe gode valg for sig selv og deres familie vanskeliggøres, hvis ikke umuliggøres.

Paradigmeskiftet i dansk asylpolitik har understreget, at flygtninges opholdstilladelser er midlertidige, og samtidig er mulighederne for at få permanent opholdstilladelse blevet særdeles indskrænkede. Opholdstilladelse gives nu med henblik på, at flygtninge skal rejse tilbage til deres hjemland, så snart dette er muligt, og ikke med henblik på integration og (lang)varigt ophold.

Konkret betyder det, at flygtninge, der får opholdstilladelse efter paragraf 7, stk. 2 og 3, i første omgang får opholdstilladelse i ét år, med mulighed for forlængelse i ét år ad gangen, dog efter tre år med mulighed for forlængelse i to år ad gangen.

Samtidig er integrationsdagsordenen stadig fremtrædende i flygtninges møde med myndighederne, når de har fået asyl. Skønt der med lovændringerne i 2019 blev indført et skifte i terminologi fra ’integration’ til ’selvforsørgelse og hjemrejse’, mødes flygtninge stadig med krav om ’integration’ i form af for eksempel sprogtilegnelse, job og uddannelse.

Den danske flygtningelovgivning og -praksis rummer altså en indbygget modsætning, der betyder, at forældre på den ene side bliver mødt med krav om hjemsendelsesparathed, på den anden side med krav om integration. For forældre, der lever med en midlertidig opholdstilladelse, betyder det, at de ikke ved, hvad de skal ruste deres børn til.

På den ene side skal de sikre, at deres børn udvikler færdigheder, så de kan begå sig i det danske samfund og leve op til krav om integration og tilpasning. På den anden side skal de forberede dem på, at deres fremtid potentielt skal foregå et andet sted. Situationen udfordrer således et helt centralt element i forældreskabet – at kunne rådgive og ruste sine børn til fremtiden.

Dette krydspres kommer for eksempel til udtryk i forældrenes overvejelser omkring børnenes sprog:

Hvordan vurderer man, hvilket sprog det er meningsfuldt at lære, hvis man ikke ved, hvad fremtiden vil bringe? Laila er en syrisk mor til tre børn, som er bosat sammen med sin familie i en provinsby på Sjælland. Hun kom til Danmark i 2015 og har nu fortsat en midlertidig opholdstilladelse. For Laila er det vigtigt, at børnene holder fast i deres modersmål:

»Jeg forsøger at lære Aisha at skrive på arabisk. Hvis vi skal til Syrien eller et andet sted i Mellemøsten, så er det meget vigtigt. Måske er det faktisk vigtigere, end at hun lærer dansk. Det ved vi ikke. Det kan kun fremtiden vise … Hun er også god til engelsk … «.

Laila prioriterer altså, at hendes børn lærer arabisk og engelsk, ud fra en betragtning om, at hun må forberede dem på den mulighed, at de en dag bliver tvunget til at vende tilbage til Syrien.

Hun forsøger med andre ord at leve op til myndighedernes krav om hjemrejseparathed. Samtidig strider hendes valg imod myndighedernes krav og forventninger om integration. Laila fortæller for eksempel, at børnehavens pædagoger sætter spørgsmålstegn ved datterens manglende danskkundskaber:

»I børnehaven mener de ikke, at det er godt [at hun kan tale engelsk]. De kalder det iPad-sprog og siger, at vi skal tale til hende på vores modersmål og på dansk«.

I Danmark bliver børn allerede i børnehaven sprogtestet, og hvis de klarer sig dårligt i disse tests, vil deres forældre blive informeret om det og inddraget i sprogarbejdet, der ses som en del af det obligatoriske forældresamarbejde (jf. dagtilbudsloven). Det gælder også for flygtninge. Der er således en klar forventning til Laila om, at hun bidrager til at styrke sit barns danskkundskaber, frem for at sikre, at hun kan tale engelsk og arabisk.

Paradigmeskiftet sætter altså Laila i et krydspres: Skal hun leve op til forventningen om at være ’hjemsendelsesparat’ og forberede sit barn på et liv uden for Danmark? Eller skal hun støtte sit barn i at lære det danske sprog og blive integreret i Danmark? Lailas historie giver et lille indblik i, hvad der er på spil for forældre, der lever med en midlertidig opholdstilladelse.

De skal på vegne af deres børn træffe svære valg, der rækker langt ind i en uvis fremtid. Og de skal navigere mellem komplekse og modsatrettede krav og forventninger fra myndighederne og samfundet.

Med paradigmeskiftets fokus på den midlertidige opholdstilladelse fulgte også nye kriterier for, hvornår flygtninges opholdstilladelse kan inddrages. Kriterierne for, hvornår flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus (paragraf 7, stk. 2 og 3) kan sendes hjem, er således mere lempelige end kriterierne for inddragelse af andre typer af beskyttelse.

Dette har indtil videre særligt haft konsekvenser for flygtninge fra Somalia og senest Syrien, mere specifikt Damaskus, Rif Damaskus, Latakia og Tartous, da myndighederne vurderer, at disse områder er sikre at vende tilbage til. Flere tusinde flygtninge fra disse lande har over de seneste år fået deres opholdstilladelse revurderet med henblik på mulig inddragelse.

For mange familier sætter revurderingsprocessen dem i svære valg. Paradigmeskiftet betyder nemlig, at der er større risiko for, at familiemedlemmer bliver skilt fra hinanden, når deres opholdstilladelser revurderes.

Det gælder særligt i situationer, hvor en søn i den militærpligtige alder har mulighed for at søge om selvstændig opholdstilladelse, mens hans forældre og søskende står til at miste deres opholdstilladelse, og for familier, hvor voksne børn har opholdstilladelse i Danmark, mens deres aldrende forældre står til at miste deres opholdstilladelse.

De danske myndigheders praksis betyder således, at nogle familier presses ud i svære situationer, hvor de må vælge mellem at holde familien samlet eller sikre enkelte familiemedlemmers opholdstilladelse i Danmark.

Salma og hendes mand har fået inddraget deres opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen, og da vi talte med dem, ventede de på Flygtningenævnets afgørelse.

Undervejs i processen anbefalede deres advokat, at deres ældste søn, der netop var fyldt 18 år, søgte selvstændigt asyl, da han er i risiko for at blive indkaldt til militæret og dermed har mulighed for at få opholdstilladelse efter paragraf 7, stk. 1. Det kan resultere i, at sønnen ender med at kunne blive i Danmark, mens resten af familien mister deres opholdstilladelse.

Salma stod i en situation, hvor hun skulle vælge mellem familiens samling eller sønnens sikkerhed. Skulle hun opfordre sin søn til at søge om selvstændig opholdstilladelse, vel vidende at det kan betyde, at hun måske aldrig ser ham igen, hvis Flygtningenævnet opretholder Udlændingestyrelsens inddragelse af hendes og hendes mands opholdstilladelse? Eller skulle hun insistere på at holde familien samlet og risikere sin søns liv, hvis hjemsendelsen ender med at blive effektueret?

Efter mange overvejelser endte familien med at følge advokatens råd, og på tidspunktet for vores samtale ventede Salmas søn på en afgørelse.

Men valget har sat dybe spor i familien. Salma og hendes mand har svært ved at forlige sig med tanken om, at de måske skal skilles fra deres søn. Sønnen er fortvivlet over situationen; han er blevet indelukket og har mistet lysten til at være en del af det danske samfund.

»Min søn græd, da jeg kørte ham til samtale. Han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle sættes i den situation, hvorfor han skulle presses på den måde. Han var spejderleder førhen. Men nu er han stoppet. Han har ikke lyst mere. Det er utrolig hårdt for familien.«

Valget mellem at sikre et familiemedlems liv og fremtid eller at holde familien samlet er et eksistentielt valg, der udfordrer grundlæggende normer og værdier om familieliv, sammenhold og omsorg. Som Salmas historie viser, er det ikke bare forældrene, men også de børn, der har muligheden for at blive tilbage, som står over for svære valg.

Paradigmeskiftet betyder sandsynligvis, at flere flygtninge end tidligere kommer til at leve i en periode på et udrejse- eller hjemrejsecenter. Det gælder for eksempel i situationer, hvor flygtninge ikke kan tvangsudsendes til deres hjemland – hvilket er tilfældet i forhold til Syrien.

Som beboer på et udrejsecenter er man underlagt en række ’motivationsfremmende foranstaltninger’ hvis ikke man medvirker til sin hjemrejse.

Man har opholds- og meldepligt, hvilket betyder, at man er forpligtet til at overnatte på centeret og jævnligt skal registrere sin tilstedeværelse hos personalet. Man må ikke påtage sig lønnet arbejde, og man modtager heller ingen lommepenge eller anden økonomisk støtte til for eksempel transport eller beklædning. På Center Avnstrup får flygtninge dog et mindre beløb til at købe mad hos centerets lille købmand, da man her laver sin egen mad.

Medvirker man frivilligt til sin hjemrejse og underskriver en hjemrejseaftale, indebærer det, ud over udbetaling af en sum penge ved ankomst til hjemlandet, (en smule) bedre vilkår på udrejsecenteret, mens man venter på at kunne rejse hjem. Familier i denne situation tildeles for eksempel lommepenge og vil i nogle tilfælde få tildelt bedre boligforhold og få mulighed for at sende deres børn på skoler og daginstitutioner uden for centrene.

Samtidig betyder en underskrift, at man forpligter sig til at vende tilbage til et land, man betragter som farligt – ikke bare for sig selv, men også for sine børn. Forældre på udrejsecentre står således over for et valg mellem at sikre deres børn en mere tålelig tilværelse på centeret, men risikere hjemrejse i en ikke alt for fjern fremtid, og at lade deres børn leve med centerets ’motivationsfremmende foranstaltninger’, men dog i sikkerhed i Danmark.

Hala kom til Danmark sammen med sin mand som 18-årig, men blev skilt fra ham efter flere års vold i ægteskabet, hvorefter hun flygtede med børnene til et andet europæisk land for at komme væk fra ham. Da de kom tilbage, måtte hun begynde forfra i asylsystemet. Hun fik afslag på asyl og bor nu på udrejsecenter.

Hala indkaldes jævnligt til samtaler med Hjemrejsestyrelsen, der forsøger at overtale hende til at skrive under på en frivillig hjemrejseaftale. Hun fortæller om det første møde:

»Sagsbehandleren er meget rolig. Han siger: ’Du bliver nødt til at skrive under, det er godt for dig og din familie’ […]’ Men det er jo virkeligt svært for mig at skrive under på det papir. Det gælder jo ikke kun mig, det gælder også mine børn. Så jeg skal stå til ansvar for at sende dem i døden. For at vende tilbage til Syrien er at vende tilbage til døden«.

Hun er konstant i tvivl om, om det er det rigtige valg at nægte at underskrive. Livet på centeret er hårdt. Økonomien er stram, og Hala har ikke mulighed for at give sine børn selv det mest basale. Børnene er bevidste om, hvilke muligheder en frivillig hjemrejseaftale vil give, og presser hende til at skrive under: »Mine børn er nået dertil, hvor de siger: ’Mor, skriv under – så kan vi bare få lidt’«, fortæller hun.

»Der er ikke meget at lave på centeret, og når børnene har været i skole, er de for det meste overladt til sig selv. Miljøet er barskt, og børnene ser og hører ting, de ikke burde«.

»Børnene bliver ved med at spørge: ’Mor, hvor lang tid skal vi bo her?’ Jeg kan også mærke det i skolen. De kan ikke koncentrere sig, de er ikke på niveau. Kommunen begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var en god mor. De mødtes med mig og børnene, men til sidst kunne de godt se, at det ikke var derfor. Det påvirker selvfølgelig børnene, at de ikke har en stabil hverdag. Det er ikke nemt for børnene at forstå, at de ikke har et hjem, at de bliver flyttet rundt«.

Hala står altså over for valget mellem at skrive under på en hjemrejseaftale og på kort sigt forbedre sine børns liv, men på længere sigt risikere deres liv i sikkerhed, og at nægte at skrive under og på kort sigt risikere sine børns velbefindende, men på længere sigt beskytte dem.

Hala mener ikke, at det er sikkert for hendes børn at vende tilbage til Syrien, så lige nu tør hun ikke andet end at blive på centeret. Men det er ikke en let beslutning, og hun afviser ikke, at hun en dag giver op og skriver under.

Halas, Salmas og Lailas historier belyser nogle af de umulige valg, som paradigmeskiftet stiller forældre over for. Uanset hvad de vælger, har deres valg alvorlige konsekvenser for familien, for eksempel i form af konkrete sanktioner fra myndighederne, økonomisk usikkerhed og materielle mangler eller splittelse, tab og savn i familien.

Denne situation forstærker således deres sårbarhed som flygtninge, men også som forældre, og betyder, at deres forældreskab er præget af dilemmaer, usikkerhed og angst.