Merituddannelser kan afhjælpe, men ikke fjerne rekrutteringsudfordringer på velfærdsområdet

Vi har som ​samfund store idealer for børn og elevers liv i dagtilbud og skole. Det er godt, men det er kritisk, at alt det vi gerne vil opnå med dagtilbud og folkeskole i øjeblikket svækkes af manglen på dygtige pædagoger og lærere. Og endnu værre, at folkeskolens og dagtilbuddets nøglerolle i vores samfund risikerer et grundstød, hvis de nuværende tendenser fortsætter.

Vi har ikke et uddannelsesproblem, men et samfundsproblem. Læreruddannelsen og pædagoguddannelsen oplever betydelige fald i søgningen. Sådan har det været i en årrække, og senest ved kvote 2-ansøgningen i marts var tilbagegangen mere mærkbar end tidligere. Ikke alene i København, men i hele landet. I dag er det kun godt hver anden medarbejder i hovedstadens daginstitutioner, der er uddannet pædagog.

​Men der er​ lyspunkter i arbejdet med at hæve pædagogandelen i dagtilbud til et acceptabelt niveau. F.eks. er Københavns Kommune gået helhjertet ind i samarbejdet med Københavns Professionshøjskole om at oprette den såkaldt sporskiftemodel på meritpædagoguddannelsen, hvor akademikere ansættes i en daginstitution og følger uddannelsen ved siden af sit faste arbejde. En uddannelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet nu har valgt at brede ud til resten af Danmark.

Den øgede rekruttering via merituddannelserne er og bliver selvsagt alene et supplement til vores vigtige grunduddannelser på velfærdsområdet, men det er oplagt at dykke ned i, hvorfor vi ser en øget søgning til denne uddannelse, mens søgningen til grunduddannelserne er vigende.

Vi hører ofte fra studerende på Københavns Professionshøjskole, at de skal forsvare over for deres omgivelser, hvis de vælger f.eks. at læse til lærer, pædagog eller sygeplejerske frem for at søge ind på universitetet.

Flere og flere i deres omgivelser, ikke mindst forældrene, har fået bedre og længere uddannelser, og det tager de unge bestik af. Samtidig kan fraværet af robuste politiske satsninger på velfærdsuddannelserne og de hyppige konflikthistorier på velfærdsområderne præge de unges valg.

​De seneste​ tal viser, at blot 23 procent af Region Hovedstadens studiesøgende med stx-baggrund søgte mod Københavns Professionshøjskole; et tal, der er stabilt faldende. Til sammenligning var tallet 39 procent for professionshøjskolerne i Region Nordjylland og 35 procent i Region Syddanmark.

Erfaringer fra meritstuderende er vigtige

Men med den store tilgang til meritpædagoguddannelsen kunne noget tyde på, at disse rodfæstede søgemønstre bliver mindre udtalte, når man bliver ældre og er mindre låst af det umiddelbart prestigegivende. Man er måske blevet lidt klogere på, hvilke arbejdsformer og indhold, som betyder mest.

Det indebærer naturligvis ikke, at vi så blot må vente, til alle ledige akademikere i hovedstadsområdet er fyldt 40 år – for så at stå på spring, hvis de måske er klar til et sporskifte i deres arbejdsliv. Men vi skal lære af alle de erfaringer, som de nuværende meritstuderende kommer med.

De er uddannet som jurister, biologer, kunsthistorikere, etnografer og så videre, og spørgsmålet er, hvorfor de i sin tid fravalgte at læse til lærer eller pædagog?

Hvilken faglighed bringer de nu med sig ind i deres nye fag? Og hvor stort er potentialet her? Kan merituddannelserne bredes ud til flere faggrupper, hvor der også er store rekrutteringsproblemer, så vi fremmer mobilitet på arbejdsmarkedet uden at give køb på kvaliteten? Er det afgørende at sikre et forsørgelsesgrundlag under uddannelsen?

Vi skal under alle omstændighederne understøtte denne positive udvikling, så godt vi kan i en tid, hvor behovet for pædagoger, lærere og sygeplejersker stiger, samtidig med at ansøgertallet til grunduddannelserne på velfærdsområdet er vigende.

Reformkommissionen kom kort før påske med en række anbefalinger på uddannelsesområdet, som bl.a. lagde op til bedre muligheder for at uddanne sig igennem hele livet. Her bør politikerne tænke merituddannelserne med, da livslang læring også bør gælde, hvis man ønsker at skifte spor og gøre en forskel på børn, unge, ældre og syge i vores samfund.