Nye docenter bidrager til innovation og udvikling af undervisningen
Over de sidste to år har Københavns Professionshøjskole løbende ansat ni nye docenter, som i samarbejde med undervisere og ledere skal bidrage til udvikling af undervisningen og til et endnu mere solidt vidensgrundlag.
7. april 2022
Undervisningen i fokus
Marianne Ellegaard er koordinator for teamet af nye docenter og er selv docent på Institut for Teknologiske uddannelser. ”Københavns Professionshøjskole har længe haft docenter ansat. De forsker primært i praksis, mens vi nye docenter forsker i og udvikler undervisningen. Der er naturligvis overlap og sammenhæng, men trods alt en væsentlig forskel i fokus”, forklarer Marianne Ellegaard.
Transfer, teknologiforståelse og sproglige forudsætninger
Det er Københavns Professionshøjskoles institutter, som har peget på de udfordringer og problemstillinger, som docenterne forsker i. Som eksempler på docenternes arbejdsområder nævner Marianne Ellegaard to projekter, hun selv er involveret i: peer feedback og transfer af viden fra efteruddannelse til undervisning:
”Forskning viser, at det kan være udfordrende at sætte efteruddannelse i spil i sin egen praksis. Sammen med kolleger undersøger jeg aktuelt, hvordan undervisere på Københavns Professionshøjskole bedst muligt omsætter ny viden fra efteruddannelsesforløbet ”Digital sundhed og data” til deres undervisning af studerende på sundhedsuddannelserne”.
På flere institutter arbejder docenterne med teknologiforståelse. På Institut for Socialrådgiveruddannelse er der fx nedsat en gruppe, som undersøger, hvad teknologiforståelse dækker over inden for socialrådgiverfaget, og i et praksislaboratorium arbejdes der med, hvordan teknologi kan bruges inden for faget.
På pædagoguddannelsen bliver der aktuelt forsket i de studerendes sproglige forudsætninger for at indgå i læreprocesser med henblik på at udvikle didaktikken, så de studerende får mest muligt ud af undervisningen.
Høje krav til docenterne
For at sikre at docenter har den rette forskningstyngde, skal de gennem en ekstern godkendelsesproces, inden de kan ansættes. ”Faktisk er der tre docentstillinger, som vi ikke har kunnet besætte, fordi vi har meget høje krav til både forskningskompetencer og kendskab til fagområdet”, forklarer Marianne Ellegaard.
Docentstillingerne blev slået op med fokus på det, som hvert enkelt institut har behov for at arbejde med, men opgaveporteføljen for en docent er ikke klippefast flere år frem i tid. ”Det er en ny type stilling, som vi docenter skal være med til at forme. Når man forsker, skal man selv være udfarende og med til at pege på behov i samarbejde med ledelse og medarbejdere på institutterne”, lyder det fra Marianne Ellegaard. Alle nye docenter indgår i et fælles docentteam, hvor de mødes ca. hvert halve år for at sparre og sikre, at gode initiativer og resultater bliver bredt ud til flere dele af Københavns Professionshøjskole.
Det nye team af docenter:
- Institut for Pædagoguddannelse: Helene Falkenberg og Unni Lind
- Institut for Læreruddannelse: Marie Falkesgaard Slot og Pia Rose Böwadt
- Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser: Ann Katrine Bønnelykke Miranda og Niels Sandholm
- Institut for Teknologiske uddannelser: Marianne Ellegaard
- Institut for Socialrådgiveruddannelse: Helle B. Antczak
- Videreuddannelsen: Sofie Kobayashi