Ny sundhedsadministrativ uddannelse skal matche det moderne sundhedsvæsen
Sundhedsvæsenet er i rivende udvikling, og derfor bliver uddannelsen som lægesekretær til næste år afløst af uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator. Vi glæder os til at åbne dørene til den nye uddannelse på Københavns Professionshøjskole i sommeren 2021, siger uddannelsesleder Mette Baltzer Hansen
23. december 2020
Opgaven i nutidens sundhedsvæsen bliver mere og mere kompleks, og derfor er der behov for en mere tidssvarende uddannelse. Fra sommeren 2021 er det derfor ikke længere muligt at uddanne sig til lægesekretær, da uddannelsen ændres fra en kontoruddannelse til en erhvervsakademiuddannelse – og de kommende dimittender vil bære titlen som ’sundhedsadministrative koordinatorer’.
Ligesom lægesekretæruddannelsen henvender den nye uddannelse sig til mennesker, der gerne vil gøre en forskel i vores sundhedsvæsen, og lægesekretærens opgave er ikke længere alene at være lægens sekretær. Der er i sundhedsvæsnet behov for sundhedsadministrative koordinatorer, der kan trække på en bred faglighed, der tager afsæt i administration, jura, kommunikation, data kombineret med en viden om sundhed og sygdomslære.
”Der vil i fremtidens sundhedsvæsen være stor efterspørgsel efter dimittender, der kan understøtte den helhedsorienterede tilgang til borgerne, og som noget nyt er der et tværgående fokusområde i uddannelsen i forhold til patientforløbskoordinering”, siger uddannelsesleder Mette Baltzer Hansen fra Københavns Professionshøjskole.
De sundhedsadministrative koordinatorer skal være medvirkende til at udvikle og vedligeholde kvaliteten i det danske sundhedsvæsen og de teknologiske løsninger og digitale arbejdsgange, der stiller helt nye krav til det sundhedsadministrative arbejde.
Uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator er normeret til 2,5 år. Der er i den nye uddannelse lagt vægt på at kombinere teori og praksis, og der indgår to praktikperioder i selve uddannelsen. Det kræver enten en gymnasial baggrund eller erhvervserfaring suppleret med særlige adgangskrav for at søge ind på uddannelsen, og målet er i første omgang at starte med et enkelt hold med ca. 80 studerende til sommeren 2021.
For yderligere oplysninger:
Mette Baltzer Hansen, uddannelsesleder for sundhedsadministrativ koordinator, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 51 63 24 44
Michael Duus Andersen, pressechef, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23 44 53 83
Læs mere om uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator