Gå til indhold
To studerende organiserer en indsats på en modelbane med beredskabsbiler

Ny forskning efter voldsomme oversvømmelser i Danmark: Vi er nødt til at forbedre hjælpen, inden vandet igen fosser ind

Kronik i Berlingske den 1. september 2021 af lektor Nina Baron og docent Nina Blom Andersen fra katastrofe- og risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Her hen over sommeren har vi set, hvor store skader oversvømmelser kan forårsage i vores naboland Tyskland. Når en oversvømmelse varsles, en brand bryder ud, eller der sker en stor industriulykke her i Danmark, går det danske beredskab i gang for at sikre, at skaderne på både mennesker, boliger og ting bliver så små som muligt.

Offentligt ansatte i brandvæsnet, kommuner, sundhedsvæsnet og politiet smider, hvad de har i hænderne for at komme til hjælp. I timerne og dagene efter ulykken eller katastrofen ser vi ofte, at der ikke er nogen ende på de ressourcer, der afsættes til at hjælpe, og på den sympati, som ofrene får. Det kan vælte ind med sympatierklæringer, når folks hjem bliver ødelagt.

Det har vi ikke mindst set efter nogle af de store oversvømmelser, der har ramt mange familier de seneste år både i udlandet og i Danmark. Men når disse katastrofer ikke længere er en nyhed og forlader nyhedsstrømmen, vender også alle disse offentlige ansatte tilbage til deres normale arbejde. Genopbygningen af folks huse overlades til dem selv og deres forsikringsselskaber.

Sådan er det danske beredskab nemlig bygget op. Nogle har ansvaret i den akutte fase, når vandet eller flammerne står højt.

Andre har ansvaret, når vi atter skal genopbygge vores huse og lokalområder efter ulykken. Fra et organisatorisk og bureaukratisk perspektiv giver denne opdeling mening, men når man er den person, der står midt i ødelæggelserne, er den derimod svær at forstå og acceptere.

Historisk oversvømmelse

En af de mest ødelæggende danske oversvømmelser i nyere tid fandt sted i november 2013. Her medførte stormen Bodil en stormflod, der ramte store dele af de nordlige kyster og især gik hårdt ud over områder langs Roskilde Fjord.

I boligområdet Jyllinge Nordmark blev 268 huse ødelagt af vandet. I forbindelse med vores forskning har vi interviewet en række beboere i boligområdet, og de fortæller, at de oplevede stor hjælp i tiden lige før, under og umiddelbart efter oversvømmelsen.

Lokale brandfolk hjalp dem med at pakke de vigtigste ejendele ned, da de i huj og hast skulle evakueres, elnetværksselskabet dukkede op dagen efter oversvømmelsen og hjalp med at få strømmen igen, og både lokale og nationale politikere udtrykte deltagelse og omsorg i de offentlige medier.

Men allerede dagen efter oversvømmelsen gik det op for dem, at denne hjælp og støtte måske ikke gjaldt genopbygningen af deres hjem og alt det arbejde, der var forbundet til det.

Her fik de ramte husejere at vide, at fra nu af ville det være deres forsikringsselskab, de skulle kommunikere med, og som ville tage de vigtigste beslutninger i forhold til, hvad de ville få af økonomisk støtte til at genopbygge deres huse. Og som alle, der har været i kontakt med deres forsikringsselskab, har oplevet, er ressourcerne her ikke uendelige.

I stedet for sympatierklæringer bliver borgerne nu mødt af formularer og kritiske spørgsmål. Det, der især kom bag på flere, var, at selvom de fik dækket en del af deres udgifter, så var byggerådgivning ikke en del af dette. Alt det praktiske arbejde med at koordinere hele genopbygningen, dvs.

udarbejde plantegninger, søge byggetilladelser, indgå aftaler med håndværkere og vide, hvornår huset var tørt nok til, at det kunne genopbygges, stod de selv for.

Flere beboere fortæller, at dette krævede viden, de på ingen måde havde, og som de derfor blev nødt til at lære, samtidig med at de stod i deres livs største krise. De fleste stod uden tag over hovedet – genhusning skulle de også selv stå for. De fleste var genhuset i flere måneder og mange op til et år, før de kunne flytte hjem.

Samtidig betød de mange ødelagte huse en stor efterspørgsel efter håndværkere. Noget der også tiltrak upålidelige håndværkerfirmaer, der udførte dårligt arbejde og forsvandt, før der kunne klages over det.

Dette er typisk for denne form af større katastrofer med mange materielle skader. Det samme skete efter fyrværkeriulykken i Seest med 350 ødelagte huse.

Overladt til sig selv

Oplevelsen af stor hjælp og opbakning i tiden, når katastrofen rammer, bliver derfor udskiftet med en følelse af at være overladt til sig selv i tiden efter. De mennesker, der har fået vendt deres liv helt på hovedet, oplever, at de selv må stå for alt, for at kunne vende tilbage til deres liv, før ulykken ramte dem.

Det er naturligt, at vi her i Denmark vender os mod den lokale kommune, når vi bliver ramt af denne type oplevelser, men ifølge lovgivning er der meget lidt, kommunen kan gøre. De kan ikke yde særlig hjælp til genhusning, byggerådgivning eller til at forstå og forhandle med forsikringsselskaberne.

Yderligere er det også kun få kommuner, der har en fyldestgørende plan for, hvordan de bedst kan hjælpe deres borgere efter en katastrofe.

Gør vi det godt nok?

Det er oplagt at spørge, om vi som samfund hjælper borgere ramt af ulykker og katastrofer tilstrækkeligt? Ikke kun lige når de rammer, men også i tiden efter. Lovgivningsmæssigt og planlægningsmæssigt overgår ansvaret fra brandvæsnet og kommunen til forsikringsselskaberne, når vi skal i gang med at genopbygge, og her kan der arbejdes for at sikre en bedre sammenhæng.

Det bør undersøges, om kommunerne kan tage et større ansvar for at assistere borgerne, og der kan sandsynligvis stilles skrappere krav til offentlige myndigheders planer for, hvad de skal gøre – ikke kun under ulykken, men også i den for borgerne lange og svære genopbygningstid.

Spørgsmålet er om der kan skabes en løsning, så de ramte mennesker kan få tilbudt neutral rådgivning, ikke mindst byggerådgivning, så de ikke står alene med alle de svære beslutninger? At genopbygge efter en katastrofe er en meget mere kompleks og oftest meget mere langvarig opgave end at hjælpe under selve katastrofen. Ofte tager en genopbygning måneder og ofte år. Det er den opgave, ofrene for de store oversvømmelser i Tyskland lige nu står over for.

Men den sidste års coronakrise har også vist os, at vores samfund er i stand til at håndtere svære og uventede situationer, også selvom de er langvarige. I sidste uge udkom den nyeste rapport fra FNs klimapanel.

Den slår fast, at vi i fremtiden vil få mere ekstremt vejr og derfor flere og mere ødelæggende storme og oversvømmelser. Flere vil blive ramt, og flere vil få denne oplevelse af at stå alene i en tid, hvor de har allermest brug for hjælp. Dette er derfor en debat, der kun vil blive mere relevant.