Når bøger bliver våben

Tekst: Maj Juni

Hvad kan en knaldroman, som en militæranalytiker ikke kan, når det gælder om at få døre og ører til at åbne sig i Pentagon? Åbenbart en hel del, hvis du spørger folkene bag den nye amerikanske genre ’useful fiction’, som blander non-fiktion med fortælletekniske greb for at præge den militære og politiske dagsorden.

Bag termen står de to amerikanske militæranalytikere August Cole og Peter Warren Singer. De udgav i 2015 romanen ’Ghost Fleet’. Det er fortællingen om en tænkt tredje verdenskrig, og den fik dem inviteret indenfor hos ikke færre end 75 militære institutioner, blandt andre CIA, Det Hvide Hus og Pentagon.

”Det er en meget farverig og broget historie, hvor Kina finder et stort gasreservoir, bliver energiuafhængige og laver et fuldbyrdet angreb på USA. Det lykkes dem at sætte alle satellitter og derved al kommunikation ud af funktion, hvilket gør USA helt hjælpeløst. Den eneste mulighed er at gå tilbage til den gamle flåde, Ghost Fleet, som ikke betjener sig af teknologi. Oveni er der en række bizarre hændelser og tvist – blandt andet en kvindelig ninja, som slår kinesiske soldater ihjel,” fortæller Anders Engberg Pedersen, der forsker i krig i litteratur og krigs kulturelle udtryksformer.

Og der er god grund til at holde et vågent øje med den nye type krigsromaner, pointerer han. Ikke for den kunstneriske kvalitets skyld (faktisk slet ikke), men fordi de peger på militærteknologiske frem for diplomatiske løsninger på konflikter og problemer. Læg dertil effekten, hvor de to forfattere bag Ghost Fleet i kraft af deres baggrund om militæranalytikere læner sig op ad en forventning om, at de har en særlig indsigt i området.

Mere krig end fred

I 2020 udgav August Cole og Peter Warren Singer også romanen Burn-In, en slags tech-thriller om robotter og kunstig intelligens, og så har de skabt en konsulentforretning ud af genren. De underviser simpelthen andre, fx ledende militærfolk, i at skrive deres visioner og viden ind i et fiktivt format.

”Det er kurser i creative writing, hvor deltagerne laver forestillede scenarier af fremtidige potentielle konflikter. Kravet eller forventningen er, at man kan lære noget af at forestille sig en fremtid og bruge militæret i løsningen på en måde, der sigter efter at organisere det anderledes bagefter,” forklarer Anders Engberg-Pedersen.

Han har pløjet sig igennem utallige sider ’useful fiction’ i sin forskning.

Som litteratur betragtet gør det lidt ondt at læse

Men det er ikke kun det dårlige sprog og de fortænkte karakterer, der får det til at stritte.

”Hvis ideen er, at bøger som ’Ghost Fleet’ er et instrument, kunne man ønske sig, de var mere nuancerede i forhold til politik, kultur og ikke mindst, hvad er omkostningerne ved krig er både menneskeligt og økonomisk,” siger Anders Engberg-Pedersen og peger på, at det netop er det, krigslitteraturen i klassisk forstand gør og har gjort.

Store klassikere som Lev Tolstojs ’Krig og fred’ eller Erich Maria Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’ viser også al den ødelæggelse og ulykke krig fører med sig. Ærindet er ikke at fremme interessen for udviklingen af ny krigsteknologi.

”Ghost Fleet er et forsøg på at kanalisere flere penge ind i det amerikanske militær ud fra en frygt for at kineserne vil forsøge at udvikle langt mere avanceret teknologi end amerikanere. Det kommer frem i teksten ved, at forfatterne interesserer sig ret lidt for at skrive figurer frem. Karaktererne i romanen fungerer mest som et vedhæng til beskrivelsen af den teknologi, de gerne vil have udviklet,” forklarer Anders Engberg-Pedersen.

Reagans bogtip til Thatcher

Inspirationen til at bruge en roman frem for en PowerPoint-præsentation til at bane vejen for mere militær indflydelse er hentet hos den amerikanske forfatter Tom Clancy, der skrev flere internationale bestsellers. Blandt dem er thrillerne The Hunt for Red October fra 1984 og Red Storm Rising fra 1986. Bøger som fik den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan til at invitere Clancy på besøg i Det Hvide Hus. Faktisk anbefalede Reagan den engelske premierminister Margaret Thatcher at læse ’Red Storm Rising’ forud for et møde med Mikhail Gorbachev i 1986, fordi han mente, romanen gav et godt billede af Sovjetunionen.

”Reagan var meget glad for Tom Clancy, og fordi Clancy havde vældig god adgang til militæret, kunne han beskrive nogle af de teknologiske produkter, som var under udvikling. Det er et slående eksempel på, hvordan en forfatter, som forestiller sig en fremtidig verden, kom til at have en vis indflydelse på amerikansk udenrigspolitik i firserne,” fortæller Anders Engberg-Pedersen.

Han vurderer, at måden, Tom Clancy blev læst på, indvarsler den påvirkning, folk som August Cole og Peter Warren Singer har i dag,

Hele den kulturelle verden er jo ofte blevet brugt som et rum for propaganda, men der sker et interessant skift i 1980’erne. Det nye er, at kunsten bliver så tæt forbundet med beslutningstagere i militæret og det politiske rum

Hvor propaganda i klassisk forstand handler om at påvirke en bred befolkning, handler den nye type fiktion om at påvirke selve de militære institutioner direkte. En nålestiksoperation, kunne man kalde det, for at blive i den taktiske lingo.

Og så er vi tilbage ved det problematiske i, at de eneste løsninger den type litteratur peger på, er de militære.

”Det er historier, hvor en teknologisk, militær løsning er vejen frem, og det er med til at militarisere vores forestillingsverden og fremtiden. Der er meget lidt politisk og kulturel forståelse. Ideen om, at en international konflikt er noget, vi kan håndtere politisk ad diplomatisk vej, er helt fraværende. Der er stort set heller ikke nogen interesse for den reelle vold, død og ødelæggelse, som krig medfører. Det er lidt foruroligende, hvis det potentielt kan militarisere den verden, vi lever i, yderligere,” siger Anders Engberg-Pedersen.

Selv om det er påvirkningen af ledende folk i politiske og militære institutioner, der har fået forskere som Anders Engberg-Pedersen til at bide sådan mærke i Ghost Fleet og Burn-In, har bøgerne også fået en bredere læserskare. Forfatterne har været gode til at promovere bogen og flere kendisser – fx skakgeniet Garry Kasparov har anbefalet dem.

Følelser slår fagbøger

Teorien bag ’useful fiction’ er, at fiktionen kan skabe en følelsesmæssig forbindelse til læseren, som ikke ville opstå, hvis det var en fagbog, der lå mellem hænderne.

”De bruger kunstens kraft til at drage både menneskets hjerne og hjerte ind. Ideen er, at vi får lyst til at læse og følge enkelte individers skæbne i den fiktive form, og derfor skaber fiktionen en kunstig erfaring – en verden, vi læsere kan projicere os ind og lade os fascinere af, når vi læser og ser film. Det er kunstens evne til at vække følelser og skabe genkendelighed, de trækker på,” forklarer Anders Engberg-Pedersen og tilføjer, at August Cole og Peter Warren Singer går meget utilitaristisk til værks.

”En af deres bøger kalder de for ’en pakke med 300 indsigter’. Tanken er, at man kan udvikle nogle ideer og lave en pakke med følelser og fiktive individer for at bruge litteraturen som et mere effektivt leveringssystem end andre former for kommunikation.”

Propaganda med moderne tvist

Det er ikke kun i USA, bøgerne bliver brugt som våben.

”Russerne har siden cirka 2010 gjort lidt det samme, men det er mere ovre i propagandastilen. Fra officielt hold har man hyret en masse skribenter til at skrive propagandalitteratur, der beskriver et Ukraine besat af nazister, som skal befries. Det er romaner, som udkommer i et kæmpe antal,” fortæller Anders Engberg-Pedersen.

Et andet nyere fænomen i Rusland er genren Popadantsy, der måske bedst kan forklares som en slags fantasy-tidsrejse-litteratur, hvor folk fra nutiden pludselig vågner op i fortiden og går i gang med at ændre historiens gang. Et af værkerne hedder Kammerat Hitler – og her dukker kammerat Hitler op i historien og angriber Storbritannien i stedet for Sovjetunionen under anden verdenskrig.

”Det er fiktive omskrivninger af historiens gang, som i store træk går ud på, at forfatterne skaber en alternativ fortælling, hvor Rusland ikke kommer til at stå i den penible situation, de står i i dag – en slags litterær hævn over historien. Det er blevet en hel genre i russisk kultur – også på film,” fortæller Anders Engberg-Pedersen og konkluderer, at russerne lige så vel som amerikanerne har oprustet på den kulturelle front ved at bruge litteraturen som en slags våben.

Litteratur kan overbevise

Men hvor farligt et våben er litteraturen egentlig?

”Singer og Cole spiller på, at vi som læsere får adgang til en verden, vi ellers ikke kender. Tanken er, at du her får et næsten hemmeligt indblik i, hvordan tredje verdenskrig kommer til at udspille sig. Og hvem vil ikke gerne vide det? Problemet er, at det gør man selvfølgelig ikke. Faktisk kan det måske ligefrem være et sikkerhedsmæssigt problem. Ikke fordi, vi får et indblik i, hvad der kommer til at ske – men fordi vi får en bestemt forventning om, hvordan fremtiden vil se ud. Virkeligheden er imidlertid, at alt muligt andet kan ske. Det er svært at lave forudsigelser bare fem-ti år frem,” siger Anders Engberg-Pedersen, som også synes, der er brug for et kritisk blik på de bøger, som forsøger at trække verden i retning af mere militær og krigsteknologi.

Litteraturen har den power, at vi ser og erfarer noget i en virtuel verden, og det giver dens forestillede verden en mere overbevisende kraft, end hvis vi blot havde læst om emnet i en fagtekst. Det er problematisk, hvis Cole og Singers mål om at ændre ressourcefordelingen i militæret kan ende med at gøre militæret mindre effektivt for så vidt, at man allokerer en mængde ressourcer til teknologi, som måske slet ikke vil være relevant om fem eller ti år, fordi der skete en uforudsigelig udvikling

Men med det for øje er der stadig al mulig god grund til at læse krigslitteratur.

”Det er netop en af litteraturens og filmens rolle at give os et indblik i en verden, de færreste mennesker har erfaret direkte. Hvis man har været igennem klassikerne og/eller søger noget mere moderne, vil jeg anbefale at læse Phil Klay. Fx romanen Missionaries eller novellesamlingen Redeployment. Det er bøger, der helt fremragende skildrer, hvor kompleks og uforudsigelig krig er, og hvad krig gør ved mennesker,” siger Anders Engberg-Pedersen.