Mundbind bredes ud til alle fællesarealer på KP
De nye corona-restriktioner om mundbind træder i kraft på torsdag, men indtil videre vil mundbind stadig være gratis for alle studerende
28. oktober 2020
Nu skal studerende på alle uddannelsesinstitutioner bære mundbind eller visir, når de bevæger sig rundt på fællesarealerne. De nye corona-retningslinjer træder i kraft den 29. oktober og varer foreløbigt frem til den 2. januar 2021.
Kravet om mundbind på Københavns Professionshøjskole gælder overalt på vores indendørs fællesarealer, dvs. på gange, trapper, biblioteker, tekøkkener, loungeområder, læsesale, toiletter, i kantiner og lignende.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fortalte på sidste uges pressemøde, at studerende med en presset økonomi har mulighed for at hente gratis mundbind hos kommunen, men at myndighederne derimod ikke vil uddele gratis mundbind på skoler og uddannelsesinstitutioner.
Den enkelte uddannelsesinstitution har dog ifølge ministeren mulighed for at uddele gratis mundbind på eget initiativ, og det er lige præcis, hvad Københavns Professionshøjskole indtil videre har valgt at gøre, fortæller ressourcedirektør Søren Erichsen.
”Det er vigtigt, at krav om mundbind ikke bliver en økonomisk forhindring for vores studerende, når de skal følge den fysiske undervisning. Derfor har vi valgt fortsat at tilbyde gratis mundbind til både studerende og medarbejdere, selv om omfanget nu stiger betydeligt”, forklarer Søren Erichsen.
Foruden krav om mundbind gælder fortsat retningslinjerne om 1 meters afstand, hyppig afspritning og god håndhygiejne.
Studerende, undervisere og administrative medarbejdere opfordres til løbende at følge med på KP Intra de kommende dage, hvor vi følger op med aktuel information.
For yderligere oplysninger:
Læs mere på KP Intra
Læs mere på Sundhedsministeriets hjemmeside