Gå til indhold
KP-dekan Randi Brinckmann ved Folkemødet i Allinge

Mød Københavns Professionshøjskole på Folkemødet 2024

I år er der nyt, nyt, nyt på programmet i professionshøjskolernes sangbar i Allinge. Vi sætter blandt andet fokus på nytænkning af vores uddannelser, nye karriereveje på velfærdsområdet og ny mening i arbejdslivet blandt sporskiftere.

Skoler, daginstitutioner og sygehuse mangler dygtige fagprofessionelle. Lærerne er ikke uddannet i deres undervisningsfag, pædagogerne mangler uddannede kolleger, og sygeplejerskerne løber alt for hurtigt. Hvad gør vi? Hvilke løsninger skal i spil? Hvad kan få flere unge til at vælge professionsuddannelserne?

Regeringen har også varslet en reform af professionshøjskolernes uddannelser, som ventes efter sommerferien. Er uddannelserne klar til at håndtere nye typer studerende og skabe ny kvalitet? Og er der villighed til at give medarbejdere tid til efteruddannelse, når først de er i job? Er der ganske enkelt brug for at genforhandle samfundskontrakten til gavn for os alle?

Der er lagt op til gode debatter og samtaler på Folkemødet i Allinge 2024, hvor Københavns Professionshøjskole sammen vores kolleger fra sektoren står bag en række arrangementer i Danske Professionshøjskolers Sangbar på Kæmpestranden.

Vores rektor Anne Vang Rasmussen samt dekaner, eksperter og studerende vil også være synlige ved events over hele Allinge. Blandt andet står vores bornholmske pædagogstuderende bag sjove lege og aktiviteter ved Grøn Scene.

Her følger en række udvalgte debatter og events, som man med fordel kan skrive i kalenderen:

Torsdag

  • Hvordan styrkes kommunal kvalitetsudvikling og forskning?

    Torsdag den 13. juni kl. 11.00 i Danske Professionshøjskolers Sangbar

    En af de største igangværende forandringer af vores velfærdssamfund er omstillingen til det nære sundhedsvæsen. Men der er akut brug for mere viden om, hvilke løsninger, der virker og hvordan vi organiserer de nære sundhedsopgaver.

    Vær med når KP-dekan Randi Brinckmann sammen med underdirektør Tobias Høygaard Lindeberg fra Tænketanken DEA og COO Søren Nedergaard fra Novo Nordisk Fonden tager debatten på sundhedsområdet

  • Sketch om frafald og fravalg på professionsuddannelser

    Torsdag den 13. juni kl. 12.30 i Danske Professionshøjskolers Sangbar

    Det er tid til at få hemmeligheder, skjulte affærer og alliancer frem i lyset, når Studenterrådet ved Københavns Professionshøjskole inviterer alle til Pandoras æske. Ceremoniens tema er frafald og fravalg sat på spidsen med dybde og humor.

    Mød forperson Line Kjær Christensen og næstforperson Thea Syðradal Lund fra Studenterrådet på Københavns Professionshøjskole samt fem øvrige KP-studerende.

  • Hvordan får vi flere unge pædagoger og lærere til at blive?

    Torsdag den 13. juni kl. 13.45 på Fagbevægelsens Plads – Loungescenen

    For få unge vælger at blive pædagog eller lærer og mange nyuddannede forlader faget. Der er brug for at skrue på alle knapper, der kan gøre det mere attraktivt – ikke mindst for de unge nyuddannede – at blive og være pædagog og lærer.

    KP-rektor Anne Vang Rasmussen tager debatten sammen med Thomas Gyldal Petersen, Formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Anneline Larsen, Forperson, Lærerstuderendes Landskreds, Elisa Rimpler, Formand, BUPL og
    Gordon Ørskov Madsen, Formand, Danmarks Lærerforening

  • Folkeskolen i klemme mellem store hjerter og små budgetter

    Torsdag den 13. juni kl. 15.15 i Lærernes Hus

    Lige nu mistrives alt for mange børn og lærere og skoleledere. Det kan mærkes i kommunekasserne, hvor udgifterne er på himmelflugt, og det er svært at besætte de ledige stillinger i folkeskolerne med uddannet personale.

    Hvordan bryder vi den onde cirkel –  og opbygger et hjælpesystem omkring folkeskolerne, der reagerer hurtigere, og som spiser færre af ressourcerne selv?

    KP-docent Nana Vaaben er med i panelet i Lærernes Hus sammen med DLF-formand Gordon Ørskov Madsen, Rasmus Edelberg, formand for Skole & Forældre og Dorte Andreas, næstformand i Skolelederforeningen.

  • Er kunstig intelligens kun for eksperter?

    Torsdag den 13. juni kl. 16.00 hos TDC Net 

    Den yngre generation kaldes også digitalt indfødte, da de er vokset op med teknologi som en naturlig del af hverdagen. Men har de et forspring, der skaber en kløft mellem dem og de resterende generationer, når det kommer til anvendelse af AI på arbejdspladsen?

    Martin Sønderlev Christensen, Institutchef, Københavns Professionshøjskole tager debatten sammen med Bo Wiberg, Chefkonsulent, Dansk Industri, Mona Persson, Head of Privacy Compliance, TDC NET og Nana Holstein, Analysechef, Tænketanken Mandag Morgen.

Pædagogstuderende fra Københavns Professionshøjskole ved Folkemødet i Allinge 2023
Pædagogstuderende fra Københavns Professionshøjskole ved Folkemødet i Allinge 2023

Fredag

  • Tag pædagogikken tilbage!

    Fredag den 14. juni kl. 09.00 i Velfærdsteltet

    Vores børn og unge mistrives. Forskningsmæssigt og fagligt ved vi rigtig meget om, hvad der skal til for, at et barn trives. Legen er enormt vigtigt for børnefællesskabet og trivslen, men i kvalitetens navn bliver legen styret ned til mindste detalje, og pædagogerne skal bruge mere tid på at dokumentere legen end at være i børnehøjde og følge børnenes spor.

    Sådan lyder oplægget efter debatten i Velfærdsteltet, hvor KP-dekan Annegrete Juul er med i panelet sammen med projektchef Nanna Høygaard Lindeberg fra VIVE, Maiken Grønvall, forperson og dagtilbudsleder, FOBU / Børnebåndet og Johnny Gaarsdal, faglig sekretær i BUPL.

  • Hvis medarbejderne får lov til at bruge deres faglighed?

    Fredag den 14. juni kl. 10.00 hos Socialt Indblik

    Kan vi undvære styring og kontrol og samtidig minimere risikoen for forråelse og moralsk stress?

    Sådan lyder oplægget til debatten hos Socialt Indblik, hvor KD-docent Nana Vaaben deltager i en samtale med psykolog Dorthe Birkmose og antropolog Dennis Nørmark om potentialet i at sætte medarbejderne fri i socialsektoren.

  • Leg og udforsk med Bornholms pædagogstuderende

    Fredag den 14. juni kl. 10.00 på Grøn Scene

    Kom og prøv sjove og lærerige lege og aktiviteter tilrettelagt af studerende fra vores pædagoguddannelse på Bornholm. Aktiviteterne er udtænkt med fokus på leg, læring, deltagelsesmuligheder og udepædagogik.

    Du kan også få en snak med de studerende og KP-lektor Anja Vilsholm om baggrunden for de pædagogiske aktiviteter, og om det at uddanne sig til pædagog på Bornholm.

  • Ny samfundskontrakt – en nødvendighed for alle?

    Fredag den 14. juni kl. 12.30 i Danske Professionshøjskolers Sangbar

    Der mangler kvalificeret arbejdskraft på vitale områder i samfundet, og flere unge vælger de professionsrettede uddannelser fra. Det kræver fælles løsninger.

    Hvis professionerne skal vælges til hele livet, skal der mere fleksibilitet i både uddannelse og arbejdsliv og en helt ny tilgang fra alle parter med ansvar for velfærd til danskerne. Spørgsmålet er, om der ganske enkelt brug for at genforhandle samfundskontrakten til gavn for os alle?

    KP-rektor Anne Vang Rasmussen tager debatten med Nanna Højlund, næstformand i FH, Stina Vrang Elias, adm. direktør i DEA og Eik Møller, kommunaldirektør i Ballerup Kommune. Journalist Anja Bo er ordstyrer.

  • Køn i børnehøjde

    Fredag den 14. juni kl. 12.30 hos Tænketanken DEA

    Er pigerne egentlig mest til perler og prinsesser mens drenge er til superhelte og sport? Flere undersøgelser viser, at kønsstereotyperne lever i bedste velgående blandt pædagoger og pædagogmedhjælpere i mange vuggestuer og børnehaver.

    Men hvordan ser køn egentlig ud fra børnehøjde? Kan man arbejde pædagogisk og reflekteret med køn? Og er det overhovedet daginstitutionernes opgave?

    Lektor Janne Jørgensen fra pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole er med i panelet i Tænketanken DEAs telt sammen med Kristina Avenstrup, områdeleder og medlem af BUVM’s ekspertgruppe om køn, Børnehusene Kokkedal og Alexander Von Oettingen, rektor på UC Syd.

  • Den danske slikkultur har brug for en hånd

    Fredag den 14. juni kl. 14.00 på SAMMEN OM MAD-SCENEN

    Danskerne har verdensrekord i indkøb af slik, og spiser og drikker gennemsnitligt fire gange mere af snacks og søde sager end hvad der er plads til i en sund kost.

    Så hvad gør vi? KP-lektor Jon Fuglsang fra ernæring- og sundhedsuddannelsen deltager i debatten på SAMMEN OM MAD-scenen sammen med Arne Astrup, Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden, Anne Glad, livsstilsekspert, Mette Blomsterberg, konditor, iværksætter & tv-vært og Tejs Binderup, fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen.

  • Hvordan hjælper vi børn på kanten af fællesskabet?

    Fredag den 14. juni kl. 16.30 hos Det Kriminalpræventive Råd

    At føle sig uden for fællesskabet kan påvirke børn langt op i voksenlivet. Undersøgelser viser, at hvis børn trives i skolen, så vil det mindske risikoen for alvorlig og hyppig kriminalitet og øge sandsynligheden for, at unge afholder sig fra tyveri, hærværk og vold.

    I denne debat hos Det Kriminalpræventive Råd debatteres, hvordan fagfolk og forældre bedre kan inkludere alle børn i fællesskabet. KP-lektor Andy Højholt er i panelet sammen med Tania Schimmel, Forebyggelseschef, Det Kriminalpræventive Råd, Andreas Rasch, Forskningschef, VIA og Rikke Alice Bille, Leder af Forældrerådgivningen, Skole og Forældre.

Professionshøjskolernes SangBar logo

Lørdag

  • Find meningen med (arbejds)livet: Kom på karrierekursus

    Lørdag den 15. juni kl. 12.30 i Danske Professionshøjskolers SangBar

    De fleste mennesker overvejer i løbet af et langt arbejdsliv, om de skal gå en anden vej og prøve noget nyt. De færreste gør det. Hvorfor?

    Bliv klogere på, hvordan du planlægger efter livets tilfældigheder og opsøger nye muligheder. Mød studievejlederne Charlotte Dahl fra Københavns Professionshøjskole og Kamilla Victoria Palsgaard fra Professionshøjskolen Absalon og hør, hvorfor meningsfuldhed og bæredygtighed slår penge og prestige på den lange livsbane.

  • Find meningen med (arbejds)livet: Mød sporskifterne

    Lørdag den 15. juni kl. 13.30 i Danske Professionshøjskolers SangBar

    Det er aldrig for sent at følge sine drømme – heller ikke selv om du er løbet forbi flere runde hjørner. Vi sætter fokus på karriereskifte og -udvikling sent og midt i arbejdslivet.

    Mød Julie Top-Nørgaard, Jacob Mads Lundsteen og Anne-Mette Ljungberg Lerche, der alle tre har skiftet spor i arbejdslivet – og kastet sig over pædagog-, sygeplejerske- og læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

  • ’Varme hænder’ og pædagoger i litteraturen

    Lørdag den 15. juni kl. 15.30 i Danske Professionshøjskolers SangBar

    Kom til hyggelig fælleslæsning med Stine Askov og hendes nye bog ’Varme Hænder’. Vi skal tale om, hvorfor pædagoger er så godt stof, at de ofte spiller en stor rolle i Stine Askovs bøger – og hvordan forfatteren trækker på sin egen fortid som pædagog, når hun skriver.

    Med på scenen er også KP-lektor Julie Top-Nørgaard, som er en af hjernerne bag en serie med professionsnoveller skrevet af danske forfattere.